Sitemap

OPSKRIFTER

Opbevaring

Opbevaring af frugt og grønsager

For at få den bedste oplevelse med frugt og grønsager skal du vælge de mest friske, og vide hvordan du bedst opbevarer dem derhjemme.

Jo kortere vej fra jord til bord, desto bedre frugt og grønsager. Både smag, farve, saftighed og næringsindhold hos frugt og grønt er på sit højeste, lige når de er blevet høstet. Derfor er det vigtigt at opbevare dem kortest mulig tid og under de bedst mulige betingelser, indtil de skal spises. Det er også vigtigt at kontrollere, om det frugt og grønt man køber er helt frisk og af god kvalitet.

Om frugt og grønt er frisk og af god kvalitet, kan til dels vurderes på udseendet, men også ved at lugte til, mærke på og smage på det. Råvarerne skal først og fremmest se sunde ud og have et frisk udseende. Derudover skal de have den form og størrelse, som man forventer og være fri for stød, pletter, misfarvning og udtørring. De skal også dufte og smage frisk.

Friskheds- og kvalitetstegnene varierer for de forskellige typer af frugter og grønsager. Fx skal bladgrønsager skal være struttende, rodfrugter og kål tunge og faste og agurker og æbler sprøde. Man må bruge sine sanser og for den enkelte frugt eller grønsag vurdere friskhed og kvalitet.

description

Hvordan frugt og grønt skal opbevares, varierer også de enkelte typer imellem. Derudover er holdbarheden afhængig af temperatur, fugtighed og lysforhold.

Mange frugter og grønsager har bedst af at blive opbevaret køligt, og ikke koldt, ved +10-14°C. Til dette er et svaleskab eller en svalehylde i et køleskab ideelt, men også et kælderrum eller et køligt spisekammer kan være udmærket. Ved denne temperatur vil friske, grove grønsager som løg, gulerødder, porrer, hvidkål og selleri i efterårs- og vintermånederne kunne holde sig i et par uger. Om foråret og sommeren vil holdbarheden være noget kortere, da de nye grønsager er mere følsomme.

De fleste slags frugt holder sig også godt ved +10-14°C, men det er en god idé, at tage dem ud noget tid inden de skal spises - mange frugter smager af mere ved stuetemperatur. Nogle slags frugter kan også opbevares ved køletemperatur, ca. +5°C. Det gælder fx. appelsiner, abrikoser, clementiner, pærer og æbler.

Visse typer frugt og grønt bør pakkes ind i en papirs- eller plasticpose ved opbevaring, og andre skal helst ligge frit. Fx bør broccoli, champignoner, agurker, meloner og nektariner helst opbevares indpakket, mens fx appelsiner, citroner og løg har bedre af at ikke være indpakket.

Nogle grønsager holder sig ikke særlig godt, hvis de opbevares sammen med frugt. Frugt der modner udskiller et stof, der kan få de endnu ikke modne frugter og grønsager omkring dem til også at modne. Da vi spiser de fleste grønsager umodne, er dette ikke særlig hensigtsmæssigt. Tomater, bananer, meloner, avocado og æbler er eksempler på frugter, som kan påvirke grønsagers modningsgrad, og de bør derfor opbevares tildækket eller adskilt fra grønsager.

I det følgende får du lidt mere uddybende tips til hvordan man bedst opbevarer hhv. rodfrugter, bladgrønsager og de såkaldte "grønsagsfrugter":

description

Rodfrugter:
Køber man rodfrugter med top, fx gulerødder, selleri og rødbeder, skal toppen skæres af, når man kommer hjem, for at forhindre at rodfrugterne bliver bløde. Gem evt. lidt af toppene - rødbedetoppe kan bruges som spinat, og lidt top af persillerod eller selleri kan bruges som suppeurt. Kartofler skal opbevares mørkt og svalt, men ikke i køleskab - kartofler der ligger ved køletemperatur bliver søde.

Bladgrønsager:
Bladgrønsager som salat, spinat, ny kål og krydderurter har kun nogle få dages holdbarhed. Køleskab er ideelt og indpakning i plast, gerne efter at de er stænket med lidt vand, forlænger holdbarheden. Er persillen eller dilden blevet lidt slatten, kan man friske den op ved at dyppe stilkene i varmt vand et øjeblik.

Grønsagsfrugter:
Grønsager der fra naturens side er frugter, fx tomater, agurker, auberginer og peberfrugter, tager ligesom mange frugter skade af at blive opbevaret for koldt. De risikerer at blive bløde og kedelige i smagen. Kølig opbevaring i fx svaleskab er ideelt til dem.







Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Åbningstider
Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00
Helligdage lukket