Lymfe, lunge eller livmoderhals. Som kræftoverlever er typen af sygdom faktisk ikke videre relevant. Det er én af mange ting, jeg har lært, efter et ophold på RehabiliteringsCenter Dallund. Det nordfynske slot ligger mellem Odense og Bogense, nærmest perfekt beliggende i solar plexus af kongeriget så tidligere kræftpatienter fra hele landet kan mødes. Til diskussion, oplæg, fysiske aktiviteter. Til udveksling af tips, holdninger, udsyn. Om behandlingen, senfølgerne, smerterne og tvivlen. Om døden. Risikoen for et tilbagefald. Om børnene; både dem derhjemme, de endnu ufødte og dem, der måske aldrig bliver. De utallige spørgsmål, der tårner sig op i horisonten, også mange måneder efter endt behandling og erklæringen: ”du er sygdomsfri”.
Nordfynsk idyl
Når man kører ind på Dallund, føler man næsten, man kører ind i en filmkulisse. Beliggenheden ved søen, det hvide slot omgivet af efterårets farver, gør hele sceneriet til et studie i guld, bronze og brunt, med Kræftens Bekæmpelses rejste faner vejrende ved indgangen. En snoet grusvej leder den besøgende mod de hvide bygninger, hvor aristokrati og tjenestefolk i tidernes morgen har beboet de stukprydede værelser langs labyrintiske gange. Et eventyrligt modstykke til den triste, nærindustrielle fornemmelse, som præger de fleste danske hospitaler.
Forlegen tavshed til at begynde med
Der er ellers stille i taxaen på vej mod slottet. Jeg misunder lidt dem, som har taget bilen selv. Som sikkert mange tidligere kræftpatienter sidder også vi tavse, en anelse forlegne og meget spændte i taxaminibussen fra Odense denne mandag formiddag, med en masse forestillinger og forventninger til den kommende uge. En uge for unge kræftpatienter, fra 18 til 40. Mest kvinder, skal det vise sig, ud af de 19 deltagere er kun to af os mænd.
Tendensen er desværre helt almindelig i kræftuniverset. Kursuslederen, socialrådgiver Jan Tofte, fortæller kønsfordelingen typisk er cirka 80/20 i kvindernes favør. Tim Barret fra Proof of Life siger lige frem – med et satirisk glimt i øjet – at man hos Kræftens Bekæmpelse er ved at falde ned af stolen, når en mandlig kræftpatient eller pårørende dukker op og søger om hjælp. Denne overraskelse skal jeg lige fordøje ved ankomsten. Jeg erkender dog hurtigt, at det unge fokus betyder mere end kønsfordelingen, set i lyset af at jeg som 32-årig lymfekræftpatient overvejende har delt hospitalsstue og venteværelse med grånende mænd og kvinder omkring pensionsalderen. Efter indkvarteringen sidder vi omkring det første af ufatteligt mange måltider (seks om dagen). På ægte højskolemaner lægger vi ud med en opbyggelig sang. Det er hyggeligt og ufarligt, de friskbagte boller med hytteost lover allerede godt for en uge med et overvejende højt gastronomisk niveau. Efter alle kræftforebyggelsens mange gyldne regler om masser af kål, protein og antioxidanter.
Så mange skæbner
Men naturligvis er vi her ikke for maden. Alle deltagerne er tildelt et hårdt lod i livet. Det skal vi snart lære mere om. Efter en gåtur rundt om søen i mindre grupper sidder vi snart i slottets fysioterapi- og gymnastiklokale i en rundkreds. Kursusleder Jan Tofte beder nænsomt alle om at fortælle lidt om sig selv. Rigtig mange af de deltagende kvinder har været ramt af enten brystkræft eller livmoderhalskræft. Kun en enkelt deltager ud over jeg selv har haft en hæmatologisk sygdom, lymfekræft lige som jeg selv. De første tårer falder hurtigt, og hvert udbrud af gråd synes at ramme os alle i mellemgulvet. De fleste kan levere de overordnede fakta om dem selv og deres sygdom nogenlunde nøgternt, men et par stykker brister i gråd med det samme. Solidariteten og genkendelsen er tydeligt at spore i lokalet, selvom vi på dette tidspunkt endnu kun har kendt hinanden i nogle timer. Tårerne trænger sig på inde bag mine brilleglas også. Jeg græder lidt af medfølelse over de andres barske skæbner, men jeg græder også fordi jeg genkender mig selv i hver af dem - hvad enten det er en sygeplejerske fra trekantsområdet, en jydekøbenhavner med geografi-specialet undervejs eller en østjysk, ung mor, som har ordet. Kræftens indtog i livet har forandret os alle.
Op på hesten
Efter præsentationen er jeg lidt bange: Kan jeg klare en uge med denne kæmpe klump i halsen? Lysten til at tage fat om de mange problemstillinger, der ville have været fremmede for mig et år forinden, vinder heldigvis. Så naturligvis bliver jeg på posten og deltager i alle programlagte punkter, minus rulleski ved Flemming Norsk, en af ugens adskillige beundringsværdige foredragsholderne og næsten umenneskeligt seje kræftoverlevere/supermænd/solstrålehistorier. Lysten til at motivere er stor i programlægningen, men for nogle af deltagerne er de mange eksempler på veloverståede marathonløb og bjergbestigninger dog mere et gok i nødden end et stykke proteinrig gulerod, som tiltænkt.
Proof of Life
Tim Barret var med os under en stor del af forløbet. Med en fortid som kræftpatient var han med til at søsætte ungdomsforeningen Proof of Life. En gruppe kræftpatienter der gav kræften fingeren ved at gennemføre et såkaldt Kiliman i Tanzania: Først bestiger man Kilimanjaro, derefter snupper man lige et marathonløb og cykler godt 246 kilometer. Heldigvis var Tim Barret langt fra nogen sundhedsapostel og fungerer i dag som fuldtidsindpisker og inspirator hos Kræftens Bekæmpelse. Med sin fandenivoldske, forrygende humor og veludviklede øltørst levede han hverken op til, hvordan en kræftoverlever eller en marathonløber skal opføre sig. Og tak for det. Hver morgen tager en lille gruppe af os ud og løber søen rundt sammen med Tim. To kilometer er langt fra nogen maraton, men mange af os har længe ikke magtet at løbe efter S-toget uden at tabe pusten fuldstændig. Løbeturene foregår i totalt mørke og ofte i gotisk morgentåge, så man er hensat til et eller andet scenarie fra den nordiske mytologi. Det er ret fristende at tage den ekstra halve time i sengen om morgenen, men morgenløbeturen inkarnerer meget af det rigtigt gode ved Dallund: I fællesskab finder man inspiration til at komme videre og rejse sig fra det mentale sygeleje.
Kræft og akrobatik
Alle programdagene har en afveksling mellem snak, terapi, sorgarbejde og så mere fysisk betonede aktiviteter. Fordelingen kan naturligvis altid diskuteres, nogle savner flere udendørs aktiviteter i dagslys, og de fleste var desværre for trætte til at deltage i aftenvagten Ingeborgs tilbud om blandede danse fra hele verden mandag aften. Om tirsdagen har vi til gengæld en gæst, som er hvervet uden for kræftuniverset. En konservatorieuddanet jyde med en fortid i cirkus og en forkærlighed for den slags sanglege, de fleste af os altid finder enormt irriterende til at begynde med, men som alle alligevel altid må overgive sig til efter et stykke tid. Det lykkes for ham at skabe en illusion af denne gruppe kræftramte som ikke bare hæderlige akrobater, men også trommekunstnere, rappere og afrikanske stammesangere. Denne effektive sammenrystning ender med fællessang af populære sangskatte som Trine Dyrholms ”Danse i Måneskin” og Eric Claptons ”Wonderful Tonight”, endda med ubehjælpeligt klaverakkompagnement af artiklens forfatter, som dog var aldeles uforberedt på opgaven.
Grænseoverskridende
At være næsten ene hane var ofte sjovt og kun i enkelte tilfælde ensomt, når der gik mødreklub i foretagendet. Og bosat i det såkaldte prinsesseværelse, slottes eneste af slagsen med altan ud mod den tilstødende sø, var det jo oplagt at se stort på ens mandlige selvforståelse og bare smile og nikke genkendende med kærlige tanker til mine nevøer, grandniecer og gudsøn, når snakken faldt på de små poders optrin. Som sproglig student og senere universitetshumanist er man ligeledes vant til at være minoritet. Det var svært at sidde uberørt under sexologens workshop, hvor bl. a. en sort gummidildo pædagogisk blev sendt til syn hos hele rundkredsen. Mindet om at sidde med dette sexlegetøj mellem hænderne er en af ugens mere skæve erindringer. De grin, vi fik ud af dette, bortvisker dog ikke den megen sorg, der også var at spore under sexologens workshop. Som kvinde med kræft i brystet eller i underlivet kan seksualiteten blive svær at tackle. De kvindelige kønsorganer er i mange tilfælde ikke længere som før en intimsfære efter for mange besøg fra strålekanoner og operative værktøjer. Barsk, ganske ny og ukomfortabel lærdom for en tidligere blodkræftpatient, der stort set kun har modtaget medicinsk behandling i form af kemoterapi og antistoffer via en nål i armen. En lærerig, men også ubehagelig indføring i, hvor mange forskelligartede problemer og udfordringer kræft kan medføre.
Mange slags ondt
Omtrent alle problematikker bliver vendt: sociale, medicinske, eksistentielle, praktiske, arbejdsmæssige. I workshoppen om angsten, fremtiden og døden tog vi fat på den sorg, rigtig mange kræftpatienter føler for deres pårørende. Smerten, man påfører sine elskede, er ofte værre end døden, der af flere af os blot opfattes som den samme intethed, der omgav os, før vi blev undfanget. Børn, forældre, livspartnere. Det er tanken om ikke at være her for dem, som får gråden og panikken til at melde sig. Og så blev de mange bivirkninger og senfølgerne efter kemoterapi diskuteret: De er mange, varierede og ofte djævelsk vedholdende. Desværre bliver de ofte ved, længe efter lægerne har rettet deres opmærksomhed mod nye værdigt trængende, da man ikke længere som sådan er egentlig onkologisk patient. Nyindiviede venter, passér gaden. Her var der også et kæmpe tilbud om netværk og erfaringsudveksling for de mange kursister, som ofte må tage mere alternative tilbud i brug for at komme af med deres smerter.
Til kamp mod stereotyperne
Der er opmuntring og fortrøstning i at opdage og snakke med andre med tilsvarende lidelser. Ligesom man kan sammenholde sine egne og omverdens forestillinger om behandlingen. En pige i slutningen af 20'erne udtrykte en vis positiv overraskelse over kemoterapiens relative mildhed: ”Efter diagnosen var jeg på vej ud for at købe en tyk badeværelsesmåtte, da jeg regnede med, at jeg skulle tilbringe de næste mange måneder med at ligge på knæ og kaste op ude på toillettet”. De mange stereotype forestillinger om at være kræftsyg holder heldigvis langt fra altid stik, og flere andre kunne lige som jeg selv tale med om et rigt socialt liv melllem besøgene på de onkologiske ambulatorier. Det var dog også svært for enkelte, som ikke levede op til den gængse forestilling om en kræftpatient. Nogle af kvinderne havde gennemført kemoterapien uden at tabe håret. Dette har i flere tilfælde ført til kommentarer a la ”Du er jo ikke rigtig syg” fra omverden. I den slags tilfælde ønskede kvinderne sig nogle gange, at de faktisk havde tabt håret, så der var større, ydre lighed med den indre verden, hvor der er foregået en tæppebombning både i krop og psyke.
En varieret uge med masser af vitaminer
Der er meget i denne beretning, som jeg ikke har plads til at beskrive. Mange inspirerende indlæg og undervisere, som ikke har fået deres fortjente omtale. Øvelserne i mindfulness, diætistens meget konstruktive og konkrete opdrag, massagen, enesamtalerne med det kompetente personale, aftenvagten Ingeborgs moderlige omsorg for os alle. Faktisk er det svært at rumme en uge som den på Dallund i én enkelt beskrivelse. Jeg anbefaler dog stedet til alle, der er blevet medlem i kræftens kæmpestore, uattraktive klub. Her er kost, stof og åndelige vitaminer til at leve videre på en god måde. Endda med et nyt netværk og kammerater, man med statsgaranti ikke havde mødt, hvis man ikke havde pådraget sig en kræftsygdom.
Kammeratskab og støtte
Alle ville gerne have byttet et kræftfrit liv med opholdet på Dallund, er jeg overbevist om. Men når ulykken melder sig, er det fantastisk, at et sådant sted findes. Den sidste dag tog Jan Tofte et billede af os ude foran slottet. Vi sagde ”kemo” til kameraet på samme måde som andre siger ”cheese” eller ”appelsin”, og på seks dage var vi blevet en sammentømret enhed. 19 mennesker med vidt forskellige historier, der dog alle berørte det samme uhyggelige møde med en potentielt alt for tidlig død. Det var hårdt at bære, at vi aldrig skulle stå sammen på denne måde igen. Pludselig føltes hele omverden som et udland, hvor ingen rigtigt længere talte ens eget, den kræftramtes sprog. Men efter min mening gjorde Jan Tofte klogt i at fastholde, at dette var et farvel, ikke et på gensyn. Chancen for at tilbringe en sådan uge i fællesskab her melder sig næppe igen. Mange vil derimod holde kontakten og mødes, udveksle sorger, håb, ængstelse over fremtidige kontrolundersøgelser, Facebook-gruppen er i skrivende stund allerede for længst oppe at køre. Snakken og arbejdet fortsætter.