Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Rehabiliteringscenter Dallund tror på behovet for kræftrehabilitering og hjælper hver uge færdigbehandllede kræftpatienter videre i livet
”Bare vent til på lørdag, så er det slet ikke til at få et ord indført”, opmuntrer taxachauffør Steffen Jessen, der hver mandag kører et nyt hold kræftramte fra Odense St. til Dallund. De fem tavse passagerer løsner grebet om taskerne på skødet og sætter sig bedre til rette i sædet. De har alle vundet kampen mod kræften og står nu over for en ny udfordring - at skulle vende tilbage til hverdagen.
Ved ankomsten til det idylliske gamle Dallund Slot ved søbredden tager medarbejderne imod med smil og åbne arme. De kender allerede alle navne og sygdomsforløb på de nyankomne og deres problemer med følgerne af kræftforløbet. På værelserne venter friske blomster og et individuelt ugeprogram, der understreger den varme og personlige velkomst. Her er passagererne i taxaen ikke patienter – men kursister.
Det handler om at komme videre
På Dallund Slot gennemfører 20 færdigbehandlede kræftpatienter hver uge et rehabiliteringsophold, som skal hjælpe dem med at vende tilbage til hverdagen efter et opslidende behandlingsforløb. Opholdet består af foredrag, interaktiv undervisning og samtaler. Teamet af kursusledere, der bl.a. består af en læge, psykolog, socialrådgiver og fysioterapeut, sammensætter og afvikler kurserne. Alt sammen med den enkeltes sygdom og fremtid i centrum.
Charlotte Piester har været centerchef for Dallund siden slutningen af 2001, hvor Kræftens Bekæmpelse startede centret. Hun er slet ikke i tvivl om, at rehabilitering er med til at sikre kursisterne en forbedret livskvalitet og mod på at komme videre med livet. Det ved hun bl.a., fordi kursisterne hver uge evaluerer opholdet.
Hele mennesker
”Vores erfaringer viser, at færdigbehandlede kræftpatienter kæmper med en ændret kropsidentitet. De har mistet tilliden til deres krop, fordi de føler den har svigtet dem, og mange fornægter simpelthen deres egen krop. Den kontakt er vigtig at genetablere, hvis kursisten skal føle sig som et helt menneske igen”, påpeger Charlotte Piester.
”Arbejdet på Dallund har også vist, at kursisterne lever i angst for, at kræften skal vende tilbage. Den angst får de hjælp til at håndtere. Samtidig har de et stort behov for at tale med ligestillede, og det er vigtigt for dem at blive bekræftet i, at de er helt normale”, siger hun.
Læge og kursusleder på Dallund Tom Kristensen supplerer: ”Det væsentlige for kursisterne er at få sat ord på deres følelser, deres situation og sygdom. Mange føler, at de går med noget uhåndgribeligt – bl.a. angsten for ny spredning. Fællesskabet hjælper med den proces, fordi de får åbnet op og gjort tingene håndgribelige”.
Kurset munder ud i, at hver kursist udarbejder sin egen ”handlingsplan” - et redskab, som fortæller, hvilke problemer og udfordringer kursisten skal tage fat på derhjemme og hvordan.
Rehabilitering i fremtiden
Dallund er verdens første rehabiliteringscenter for kræftramte, som forsøger at dokumentere behovet for kræftrehabilitering. Dermed vil centret lægge pres på det offentlige sundhedsvæsen for at gøre kræftrehabilitering til en integreret del af kræftbehandlingen i Danmark. De første forskningsresultater fra Dallund, der kan påvise behovet, ligger klar i begyndelsen af det nye år. Dallund drives af Kræftens Bekæmpelse med støtte fra de amter, der har indgået aftale med centret.
Hvert år får 30.000 danskere kræft og knap 250.000 danskere lever i dag med sygdommen.