TIL FAGFOLK

Til fagfolk

STØT KRÆFTSAGEN

Kun 5 % af vores indtægter kommer fra det offentlige. Dit bidrag er afgørende.

Tilføj nøgleord:

Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

WHO's principper for screening

Verdenssundhedsorganisationen WHO har opstillet 10 principper for screening. Alle 10 skal opfyldes, førend man iværksætter et screeningsprogram.

1. Der skal være tale om et vigtigt sundhedsproblem. Screening angår både den enkelte og samfundet som helhed. Man vil ikke screene for sjældne sygdomme, fordi man ville skulle undersøge et meget stort antal mennesker for at finde nogle få tilfælde. Det vil i mange tilfælde koste mange penge og være til gene for et stort antal mennesker, som ikke har sygdommen. Den sygdom, man screener for, skal altså forekomme med ret stor hyppighed i den befolkningsgruppe, det drejer sig om

2. Der skal findes en accepteret behandling for sygdommen. Der er ingen idé i at stille diagnosen tidligere, hvis sygdommen ikke kan behandles.

3. Diagnose- og behandlingsfaciliteter skal være til stede. En screeningstest kan ikke i sig selv bruges til at stille diagnosen. Testen bruges til at finde de mennesker eller (blod)prøver, som afviger fra de andre. Nærmere undersøgelser vil vise, om personen har den sygdom, man screener for. Der skal derfor være mulighed for at undersøge disse mennesker nærmere, og der skal være mulighed for at behandle patienten, når diagnosen er stillet. Det lyder banalt, men der er ofte ventetid til undersøgelse og behandling.

4. Sygdommen skal påvises i et latent eller tidligt symptomgivende stadium. Der ikke er nogen ide i at screene på et tidspunkt, hvor sygdommen alligevel giver symptomer. Hele ideen er, at finde sygdommen tidligt – og for kræftsygdommes vedkommende helst før sygdommen har spredt sig.

5. Der skal findes en egnet test eller undersøgelsesmetode. Testen skal være forholdsvis simpel, fordi den skal kunne anvendes i stor skala. Testen må heller ikke udsætte personen for fare. De fleste mennesker, som man undersøger ved screening, er raske, og man kan derfor ikke acceptere nogen risiko af betydning. De fleste vil da også opleve det at få taget en blodprøve eller en celleprøve fra livmoderhalsen som risikoløst. Testen skal kunne adskille de syge fra de raske. Der findes imidlertid ikke nogen test, der med sikkerhed kan det. Det vender vi tilbage til senere i kapitlet. Endelig skal testen være rimelig i pris, så det er økonomisk overkommeligt at anvende den til screening.

6. Testen eller undersøgelsesmetoden skal være accepteret i befolkningen. Hvis befolkningen ikke accepterer testen, forsvinder viljen til at deltage i screeningsprogrammet, og folk bliver ikke undersøgt. Deltagerprocenten (den andel af befolkningen, som deltager i screeningsprogrammet) er en af de mest betydningsfulde faktorer for et screeningsprograms succes. Deltagelse i screening bør selvfølgelig være helt frivillig.

7. Sygdommens naturhistorie skal være kendt. Det vil sige, at det skal være kendt, hvordan sygdommen forløber fra de tidligste stadier (måske forstadier) til de sene. Hvis sygdommen forsvinder af sig selv, som det f.eks. er tilfældet med influenza, er der ikke grund til at screene. Mange af de sygdomme, man screener for, er kræftsygdomme. Ubehandlet ender de næsten alle med døden. Ved de sygdomme, hvor man screener for forstadier, vil ikke alle tilfælde udvikle sig til kræft. Nogle gange stopper udviklingen, eller forstadierne forsvinder igen. Hvis forstadier ikke bliver til kræft, er der ingen grund til at finde og behandle dem. Problemet er, at man ikke ved, hos hvilke personer forstadierne vil udvikle sig til kræft.

8. Behandlingsindikationerne skal være klart definerede. Der skal være enighed om, hvornår behandling er påkrævet.

9. Omkostningerne ved sygdomsopsporing inklusiv præcis diagnostik og behandling af patienten skal stå i et rimeligt forhold til sundhedsvæsnets samlede udgifter. En uforholdsmæssig stor del af de penge, der er til rådighed for sundhedsvæsnet, bør ikke bruges til screening for sygdomme, som kun få mennesker lider af.

10. Screeningsindsatsen skal være en fortløbende proces og ikke en engangsforeteelse. Hvis man screener en befolkningsgruppe en gang, finder man de kræfttilfælde eller forstadier, der findes i gruppen på det pågældende tidspunkt. Der vil hele tiden opstå nye tilfælde i den pågældende befolkningsgruppe, og der vil hele tiden komme nye mennesker til, som bliver en del af den aldersgruppe, man screener. Derfor skal undersøgelserne gentages, hvis man vil nedbringe dødeligheden af den kræftsygdom, som man screener for.

Tekst: Cand. comm. Caroline Winkel og overlæge, dr. med. Iben Holten.

Kilde: IARC. Cancer Epidemiology: Principles and Methods. 1999.

Sidst ændret: 10-03-2010