Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Sund kost og motion har hver især en gavnlig effekt på en række livsstilssygdomme som hjertekarsygdom, fedme, diabetes og kræft. Men hvad er effekten, hvis man kombinerer sund kost og fysisk aktivitet?
Sund kost og motion
Undersøgelser viser, at kombinationen af sund kost og fysisk aktivitet har en betydelig forebyggende effekt på flere livsstilssygdomme. I nogle tilfælde er effekten bedre, end hvis du kun spiser sundt eller kun dyrker motion.
På kræftområdet er det kun belyst af få studier, hvorvidt kombinationen af sund kost og fysisk aktivitet har en effekt på forebyggelse af kræft. Derfor er det svært at drage endelig konklusioner.
Sund kost og motion kan forebygge
Sund kost og motion kan være med til at nedsætte risikoen for flere livstilssygdomme. Selvom der stadig mangler forskning på området, er sund kost og motion uden tvivl gavnligt for dig og din krop.
Hvilke kræftformer kan sund kost og motion forebygge?
Samlet set øger overvægt og manglende motion og bevægelse risikoen for tyktarmskræft hos mænd og kvinder, samt risikoen for brystkræft hos kvinder. For livmoder- og prostatakræft er koblingen mellem overvægt og et lavt fysisk aktivitetsniveau mere uklar.
Derfor er det muligt, at der for de nævnte kræftformer kan være tale om synergistiske effekter, altså at kombinationen af sund kost og fysisk aktivitet har en gavnlig og forebyggende effekt.
Her er en kort gennemgang af de kræftformer, hvor der tegner sig et billede af, at kost og fysisk aktivitet har en betydende effekt.
Brystkræft
Ved at undgå fedme og øget vægt i voksenalderen kan man mindske risikoen for brystkræft. Dertil kan risikoen nedsættes, hvis man begrænser sit alkoholforbrug. Fysisk aktivitet nedsætter også risikoen for brystkræft.
Tyktarmskræft
Overvægt øger risikoen for tyktarmskræft, ligesom en høj indtagelse af rødt og stegt kød tyder på en øget risiko. Størst risiko er fundet hos personer med høj energiindtagelse og et højt BMI (Body Mass Index), og som samtidig er fysisk inaktive. Derimod antager man, at en kost med mange fibre og grøntsager samt motion mindsker risikoen for tyktarmskræft.
Er jeg overvægtig? Udregn dit BMI
Livmoderkræft
Et højt indtag af mættet/animalsk fedt øger formentlig risikoen for livmoderkræft, mens et højt indtag af frugt og grøntsager og motion sandsynligvis har en forebyggende effekt.
Prostatakræft
Kostens præcise betydning for udviklingen af kræft i prostata er endnu uafklaret. Motion har muligvis en forebyggende effekt.
Til top
Sundhed og adfærd
Den internationale sundhedsorganisation WHO skønner, at livsstilsrelaterede faktorer vil være ansvarlige for 70 pct. af alle sygdomme i år 2020. Herunder er usund kost og fysisk inaktivitet nogle af de væsentligste risikofaktorer.
Kostvaner og fysisk aktivitet i fritiden er to sammenhængende aspekter i den danske befolkning. Forstået således at de mest fysisk aktive spiser mere frugt og grønt og mindre fedt - end de mest inaktive. Det tyder på, at hvis man lever sundt på et område, er der større sandsynlighed for, at man også gør det på et andet område.
Til top
Tilbage
Ansvarlig: Camilla Liv Andersen og Tobias Egmose
Kilde: Fødevaredirektoratet – Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Kost og fysisk aktivitet – fælles aktører i sygdomsforebyggelsen, 2003.
Sidst ændret: 11-10-2011
Nøgleord på siden: