Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Fysisk aktivitet mindsker risikoen for at få tyktarmskræft. Tyktarmskræft er den kræftform, der er bedst undersøgt og dokumenteret i forhold til motion. Resultaterne viser en overbevisende sammenhæng.
Daglig motion nedsætter risikoen for tyktarmskræft
Studier viser at et højt niveau af fysisk aktivitet nedsætter risikoen for at udvikle tyktarmskræft med ca. 30%. Studierne viser også, at jo oftere man bevæger sig og dyrker motion, jo mindre er risikoen for at udvikle tyktarmskræft.
Fysisk aktivitet virker især beskyttende, når pulsen er høj, og du føler dig forpustet, men også motion med lavere intensitet har en positiv effekt.
Positive effekter ved motion i fritiden
De første studier der fandt, at fysisk aktivitet mindsker risikoen for tyktarmskræft, undersøgte deltagernes fysiske aktivitet i forbindelse med deres job.
Siden er denne sammenhæng også fundet ved fysisk aktivitet i fritiden, under transport og i husholdning. I lyset af at mange har stadigt mere stillesiddende arbejde, er den positive sammenhæng mellem bevægelse i fritiden og risikoen for tyktarmskræft vigtig, fordi en større del af befolkningens fysiske udfoldelse sker i fritiden.
Læs mere om årsager til, symptomer på og behandling af tyktarmskræft.
Daglig motion er vigtig
Flere studier har fundet en såkaldt ’dosis-respons’ effekt med hensyn til at undgå tyktarmskræft. Det vil sige, at jo mere du bevæger dig, jo mindre er risikoen for tyktarmskræft.
Derudover peger flere forskere på, at den daglige motion med fordel kan suppleres med et par timers anstrengende aktivitet om ugen. Gerne kombineret med lidt styrketræning og udstrækning for at undgå skader.
Bevæg dig mindst 30 minutter om dagen
Du skal bevæge dig nok til at pulsen stiger, åndedrættet øges, og du får sved på panden.
Udover den anbefalede daglige bevægelse, skal du også dyrke motion, hvor pulsen kommer i vejret i mindst 20 minutter, 2 gange om ugen.
Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger til voksne
Til top
 |
| Undersøgelser peger på at motion og bevægelse styrker immunforsvaret, hvilket er med til at dræbe potentielle kræftceller. |
Bevægelse og motion nedsætter risikoen for tyktarmskræft
Der findes flere mulige forklaringer på, hvordan og hvorfor bevægelse og motion nedsætter risikoen for tyktarmskræft.
Bevægelse og motion får muligvis maden til at passere hurtigere gennem tarmen. Dermed er eventuelle kræftfremkaldende stoffer i maden ikke i kontakt med tarmslimhinden i længere tid. Dette kan mindske den skadelige virkning af de kræftfremkaldende stoffer.
En række studier har vist, at kroppens vækstfaktorer og deres indbyrdes forhold ændres i gavnlig retning ved fysisk aktivitet. Det gælder blandt andet for insulin og de insulinlignende vækstfaktorer, hvor koncentrationen af det aktive hormon (insulin) i blodet falder ved fysisk aktivitet.
Overvægt og tyktarmskræft
Bevægelse og motion nedsætter risikoen for at udvikle tyktarmskræft. Udover den direkte risikonedsættende effekt, har bevægelse og motion også en indirekte forebyggende effekt, ved at forebygge overvægt og fedme, og dermed risikoen for at udvikle tyktarmskræft.
Motion forbedrer overlevelse efter tarmkræft
Patienter behandlet for tarmkræft kan fordoble deres chance for at overleve, hvis de er sørger for at røre sig. Tarmkræftpatienter der dyrker motion efter operation og kemoterapi, har ca. dobbelt så stor chance for at overleve, end patienter der er inaktive. Det viser to undersøgelser, der blev offentliggjort i Journal of Clinical Oncology i 2006.
Til top
Tilbage
Ansvarlig: Camilla Liv Andersen og Tobias Egmose
Tekst: Nina Føns Johnsen, cand.scient, Institut for Epidemiologisk Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse
Kilde: Food, Nutrition, Physical Activity and the Prevention of Cancer: a Global Perspective. World Cancer Research Fund & American Institute for Cancer Research. Washington DC: AICR, 2007
Sidst ændret: 23-12-2011
Nøgleord på siden: