Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kun en ud af syv svenskere ryger, og sygdomme som følge af rygning er ikke så udbredte som i Danmark. En af årsagerne er brugen af snus, som er en speciel form for røgfri tobak. I Sverige sælges det i små poser, som ligner tebreve.
Omkring 22 % af mændene og 4 % af kvinderne i Sverige bruger snus. Det er mest udbredt i alderen 25-34 år, og salget er stigende. Halvdelen af dem, som bruger snus, ryger også cigaretter.
Svensk snus
Snus er en speciel form for røgfri tobak, som er fugtigt og indeholder færre kræftfremkaldende stoffer end andre typer røgfri tobak. Snus er tørret findelt tobak, som er blandet med smagstoffer, salt og vand og derefter varmebehandlet. Ved herefter at opbevare tobakken køligt undgås en gæringsproces, og resultatet er et lavere indhold af kræftfremkaldende nitrosaminer end normalt. Indholdet af nitrosaminer er dog stadig 1000 gange højere i snus end de madvarer, som indeholder mest, eksempelvis bacon. I Sverige sælges snus i små portionsposer, men det er forbudt i resten af EU. I Danmark er det tilladt at sælge løs snus.
Farligheden af snus
Det er veldokumenteret, at almindelig røgfri tobak er kræftfremkaldende i mundhulen og øger risikoen for hjertekarsygdomme. Røgfri tobak indeholder nikotin, og brugerne bliver stærkt afhængige. Men der er noget, som tyder på, at netop svensk snus er mindre kræftfremkaldende. Det kan både skyldes det lavere indhold af kræftfremkaldende stoffer og det forhold, at svenskerne anbringer tobakken på en anden måde i munden. Eksperter påpeger dog, at snus i Sverige er et forholdsvis nyt fænomen, og ingen kender langtidseffekterne.
Snus kan ikke bruges til rygeafvænning
Fra tid til anden bliver røgfri tobak omtalt som et middel til at holde op med at ryge. Især producenter af røgfri tobak har denne holdning. Den gennemsnitlige forbruger af snus har dog et højere indhold af nikotin i blodet end cigaretrygere, og snus kan derfor ikke anbefales til rygeafvænning, da det vil øge afhængigheden af nikotin. Dermed øges også risikoen for tilbagefald til rygning. Desuden findes der et bedre alternativ, nemlig nikotinsubstitution. Her leveres nikotin i ren form uden kræftfremkaldende stoffer, og brugeren får en lavere koncentration af nikotin i blodet end cigaretrygere.
Bekymring i Danmark
I Danmark har modstanden mod snus desuden været begrundet i erfaringerne fra filtercigaretter, som alle troede ville nedsætte dødeligheden ved rygning. Bekymrede rygere skiftede til filtercigaretter og røg ubekymret videre. Da de samtidigt røg flere cigaretter og inhalerede dybere, blev resultatet nedslående. Markedsføring af snus som et uskadeligt alternativ til cigaretter kan betyde, at historien gentager sig. Især hvis en stor del af danskerne får et blandet misbrug af snus og cigaretter.
Man kan også være bekymret for, at nogle starter med at bruge den mindre farlig form for tobak og fortsætter som rygere. Snus kan dermed lokke unge ind i en afhængighed af nikotin. Det er det billede, som vi senest har set med vandpiber.
Læs mere om snus her:
Læs mere om vandpiber her:
| |
|
| Forfatter: |
Niels Them Kjær, cand. scient., Ph.D. i kemi |
| |
|
|
Kilder: |
ENSP Status Report 2003 on Oral Tobacco og www.tobaksfakta.org |
Sidst ændret: 29-04-2008