Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Screening for kræft i æggestokkene |
|
Der findes endnu ikke nogen test, der er god og sikker nok til at kunne opdage kræft i æggestokkene. Der findes dog forskningsprojekter, hvor man undersøger muligheder for at udvikle en egnet screeningstest.
Formålet med at screene for kræft
Formålet med at screene for en kræftsygdom er at nedsætte dødeligheden af den pågældende sygdom. Det forudsætter blandt andet, at man kan finde sygdommen i et tidligt stadium.
Betingelser for at igangsætte et screeningsprogram
Før man indfører et screeningsprogram, skal man have en test, der med stor sikkerhed kan finde de personer, der har den sygdom, man screener for. Samtidig skal den ikke finde for mange såkaldt falsk positive blandt dem, der ikke har kræft.
Desuden skal man kunne give en helbredende behandling, så færre dør af sygdommen, end hvis de ikke var blevet screenet.
CA-125 kan ikke bruges som screeningsmetode
Der findes endnu ikke nogen test, der er god og sikker nok til at kunne opdage kræft i æggestokkene. Kvinder, der mistænkes for at have kræft i æggestokkene, bliver dog testet for en såkaldt tumormarkør. Det sker ved hjælp af en blodprøve.
Tumormarkører er stoffer, som udskilles fra kræftknuden, og som kan måles i blodet. Mere end halvdelen af kvinderne med kræft i æggestokkene har en forhøjet tumormarkør, CA-125, i blodet.
Men tallet kan også være forhøjet af andre grunde, som f.eks. en infektion i bughulen eller endometriose (dannelse af livmoderslimhinde udenfor livmoderen). Hos nogen er CA-125 ikke forhøjet.
Derfor er testen ikke sikker nok som screeningsmetode.
Forskning i screening for kræft i æggestokkene
Der findes dog forskningsprojekter, blandt andet i England, hvor man undersøger, om CA-125 kan bruges som test sammen med andre markører. De foreløbige resultater tyder dog ikke på, at disse test virker godt nok til at kunne medvirke til at stille en tidlig diagnose.
Tekst: Ann-Britt Kvernrød og overlæge dr.med Iben Holten
Sidst ændret: 15-03-2012
Nøgleord på siden: