Sitemap
Del med andre Print

Screening for livmoderhalskræft

I Danmark bliver kvinder mellem 23 og 65 år regelmæssigt inviteret til screening for livmoderhalskræft.

Hvis du er i tvivl, om du har fået invitationen til screening for livmoderhalskræft

Så skal du ringe til den region, du bor i, og tale med en medarbejder, der ved noget om screeningsprogrammet.

Formålet med at undersøge kvinder for livmoderhalskræft
Formålet med screeningen er at finde og behandle forstadier til livmoderhalskræft, inden de udvikler sig til kræft. Forstadier udvikler sig langsomt, oftest over 10-15 år. Celleforandringer kan være forstadier til kræft, men forstadier er IKKE kræft.

Forstadier kan behandles, så de ikke udvikler sig til kræft.
Undersøgelser viser, at 2/3 af dem, der får livmoderhalskræft, ikke er blevet screenet regelmæssigt. Kvinder, der deltager i screening, nedsætter deres risiko for at få livmoderhalskræft med mindst 80-90 pct.

Screening forebygger livmoderhalskræft
Screening for livmoderhalskræft er et godt eksempel på, at screening virker. I Danmark blev screening for livmoderhalskræft indført i 1960’erne. Dengang var der cirka 1.000 kvinder om året, der fik livmoderhalskræft. Siden er det tal mere end halveret. Nu får omkring 385 kvinder hvert år konstateret livmoderhalskræft, og der er også langt færre kvinder, der dør af sygdommen i dag end i 1960’erne.

HPV er årsag til livmoderhalskræft
Livmoderhalskræft skyldes Human papillomavirus (HPV), som er en seksuelt overført virus. Der findes ca. 100 forskellige typer af HPV, som hver især har et nummer. Nogle typer HPV kan give livmoderhalskræft. HPV 16 og HPV 18 er tilsammen skyld i 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark.

HPV smitter ved seksuel kontakt og giver ingen symptomer. Både mænd og kvinder kan derfor være smittet uden at vide det. Langt de fleste seksuelt aktive vil på et tidspunkt i deres liv blive smittet med HPV. Infektionen er især almindelig blandt unge. Hos langt de fleste forsvinder infektionen af sig selv. Men hos en lille gruppe kvinder bliver infektionen kronisk, og de kvinder har en øget risiko for at få livmoderhalskræft. 

Vaccine forebygger livmoderhalskræft
I dag kan man vaccinere mod HPV og også på den måde forebygge livmoderhalskræft. Det er den første vaccine mod kræft. Det er dog stadig vigtigt at deltage i screening, fordi vaccinen kun beskytter mod de 2 typer HPV, der er årsag til 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft.

Det er bedst at blive vaccineret inden seksuel debut, fordi man så helt sikkert ikke er smittet med HPV. Men også unge seksuelt aktive kvinder har god gavn af vaccination. Det er nemlig ikke sikkert, at de er smittet med HPV. Og selv om de skulle være smittet med den ene type HPV, beskytter vaccinen stadig mod den anden. Forskning viser, at 85 pct. vil have fuld gavn af vaccinationen efter seksuel debut.

Piger på 12 år kan få vaccinen gratis hos deres læge som led i børnevaccinationsprogrammet. De skal bare vaccineres, inden de fylder 15 år, for at få vaccinen gratis.

Indtil udgangen af 2013 kan kvinder født i årene 1985-1992 også blive gratis vaccineret mod HPV.

Læs mere: 
Spørgsmål og svar om vaccination mod livmoderhalskræft



Tekst: Ann-Britt Kvernrød og overlæge, dr.med. Iben Holten

Sidst ændret: 05-03-2013



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen