Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Nyt lægemiddel giver nyt håb for leukæmipatienter |
|
Det nye lægemiddel Arzerra giver uhelbredeligt syge leukæmipatienter ny mulighed for at holde sygdommen i skak i længere tid. Samtidig er bivirkningerne få og mindre voldsomme end ved kemoterapi.
Uhelbredeligt syge leukæmipatienter, som ikke længere reagerer på standardbehandlingen får nu nye overlevelsesmuligheder. Det er det nye lægemiddel Arzerra, der giver nyt håb om forlængelse af levetiden for leukæmipatienterne.
Arzerra har vist gode resultater med mere end et års gennemsnits-overlevelse i kliniske undersøgelser, der er blevet foretaget på leukæmipatienter over hele verden. Behandlingen er blevet godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) og af Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering (EMEA). Og med Lægemiddelstyrelsens godkendelse er Arzerra nu klar til at komme de danske leukæmipatienter til gode.
-Resultatet fra studiet viser, at halvdelen af patienter med fremskreden leukæmi, som ikke længere var følsom overfor standardbehandlingen, reagerede på Arzerra og levede betydeligt længere end de patienter, der i dag får anden behandling, siger Christian Geisler, overlæge fra Rigshospitalet og en af forskerne bag studiet med Arzerra.
Bliver taget i brug på danske kræftafdelinger
Lægemidlet er så ved at blive taget i brug på de danske kræftafdelinger, og Arzerra vil komme til at gavne de danske leukæmipatienter i den nærmeste fremtid.
-En fordel ved Arzerra er, at bivirkningerne så få og overkommelige, at det gør behandlingen lettere at gennemføre for patienten i forhold til for eksempel kemoterapi, uddyber Christian Geisler.
En sygdom, der rammer 350 mennekser om året
Arzerra er udviklet til patienter med den form for leukæmi, som kaldes kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), som hvert år rammer ca. 350 danskere. Sygdommen rammer især personer over 50 år. I Patientforeningen for Lymfekræft og Leukæmi (LYLE), er man glade for den nye behandlingsmulighed:
-Det er en rigtig god nyhed, at der nu kommer en behandling til de patienter, som ellers har været mere eller mindre opgivet af behandlingssystemet, fordi standardbehandlingen ikke længere virkede, siger formand Jytte Gamby.
Arzerra, som er udviklet af det danske firma Genmab og købt af lægevirksomheden GlaxoSmithKline, bruges foreløbigt kun som behandling for CLL patienter som ikke reagerer på standardbehandlingen. Men lægemidlet testes allerede nu på andre sygdomme som lymfekræft, leddegigt og sklerose.
Fakta Leukæmi er en sygdom, der opstår i knoglemarvens bloddannende stamceller. Når man har leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller på normal vis.
Der findes forskellige former for leukæmi. Den hyppigste form for leukæmi er kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), som rammer ca. 350 personer om året. |
af Sabine Andersen
Sidst ændret: 11-06-2010
Nøgleord på siden: