Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Vitaminer kan påvirke risikoen for lungekræft |
|
Forskningen i vitaminers rolle i udviklingen af lungekræft har vist modsatrettede resultater. Måske fordi der ikke altid bliver skelnet mellem vitaminer fra kosten og fra kosttilskud. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at folat, betakarotenog E og C-vitamin virker vidt forskelligt på risikoen for at udvikle lungekræft. Men først og fremmest viser den, at vitaminer er bedst, når de kommer fra kosten.
E-vitamin fra kosten beskytter mod lungekræft – men har ingen effekt, hvis det kommer fra kosttilskud. Betakaroten som kosttilskud øger risikoen, og det samme gør folat fra kosten. Og C vitamin har ingen effekt. Det er i store linjer resultaterne af en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Lung Cancer, hvor forskere fra Kræftens Bekæmpelse har set på vitaminers betydning for udviklingen af lungekræft.
Usikkerhed om folat
At folat kan øge risikoen for lungekræft er nyt. Dataene fra den danske undersøgelse blev derfor gennemgået igen og igen. For nylig kom der dog også et norsk studie, der viste en øget risiko for at udvikle lungekræft med folat fra kosttilskud.
 |
| Undersøgelsen er en del af Nina Roswalls snart afsluttede ph.d afhandling om mikronæringsstoffer og kræft. |
I den danske undersøgelse ses sammenhængen kun for folat fra kosten, hvilket dog kan skyldes, at deltagerne fik tre gange så meget folat fra kosten som fra kosttilskud.
-Det er fortsat meget uklart, hvilken betydning folat spiller for udviklingen af kræft, men det er ikke det vidundermiddel, som man tidligere troede. Vi ved også fra andre studier, at folat som kosttilskud kan fremme væksten af forstadier til tyk- og endetarmskræft, siger Nina Roswall, der er forsker i Kost, kræft og helbred i Kræftens Bekæmpelse og står bag undersøgelsen.
-Det betyder ikke, at man skal gå uden om fødevarer med folat, men man skal tænke sig om, inden man tager kosttilskud med store doser folat, siger hun.
Det der er sundt i kost er ikke nødvendigvis godt som piller
En lignende problemstilling så man for nogle år siden med betakaroten, som i kroppen omdannes til A-vitamin. Betakaroten fås fra grøntsager som gulerødder, spinat og broccoli, og det er sundt for alle. Til gengæld viste en række undersøgelser, at kosttilskud med betakaroten øger risikoen for at udvikle lungekræft med omkring 20 pct. hos rygere.
 |
| Danskerne er blandt de største forbrugere af kosttilskud i verden. Kræftens Bekæmpelse anbefaler - i overensstemmelse med World Cancer Research Fund - at man får sine vitaminer fra almindelig kost og ikke kosttilskud. |
Det bekræftes i den nye danske undersøgelse, hvor der på trods af, at deltagerne ikke spiser meget betakaroten i tabletform, ses en tydelig sammenhæng mellem betakaroten og lungekræft.
Betakaroten gennem kosten havde derimod ingen skadelig effekt.
E-vitamin beskytter mod lungekræft
Undersøgelsen af vitaminer og lungekræft er lavet på baggrund af spørgeskemaer fra flere end 55.000 danskere. I løbet af godt ti års opfølgning havde 721 udviklet lungekræft.
Som det eneste af de undersøgte vitaminer viste E-vitamin fra kosten sig at have en beskyttende virkning mod lungekræft. E-vitamin er fedtopløseligt og findes i fødevarer som planteolier, nødder, bladgrøntsager og fuldkornsprodukter.
Ifølge undersøgelsen nedsættes risikoen for lungekræft med 45 pct. for hver ekstra ti mg E-vitamin, der spises. I Danmark får voksne gennemsnitligt ca. syv mg E-vitamin om dagen gennem kosten. Men igen skal der skelnes mellem E-vitamin fra kosten og fra kosttilskud. Kosttilskudene viser hverken nogen positiv eller negativ effekt.
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 12-01-2010
Nøgleord på siden: