Sitemap

FORSKNING

Del med andre Print

Unikt rehabiliteringstilbud på filosofisk baggrund

De gamle grækeres tanker har vist gode resultater i rehabilitering af kræftpatienter, der står overfor at vende tilbage til et hverdagsliv. Teknikken bag er godt 2400 år gammel og har vist gode resultater på tværs af alder og køn. Forskeren bag starter nu et større forskningsprojekt, som er støttet af Kræftens Bekæmpelse.

Den græske filosof Sokrates er ophavsmand til den samtaleform som lektor i filosofi Jeanette Knox fra Københavns Universitet som en af de første i verden, har omsat til et rehabiliteringstilbud til kræftpatienter. Teknikken hedder ’sokratisk dialog’ og i et forløb på 5 gange 2 timer, har Jeanette Knox brugt teknikken til at hjælpe grupper af kræftramte i overgangen fra at være kræftpatient til at vende tilbage til et hverdagsliv.

– Kræftpatienter i sidste fase af deres rehabiliteringsforløb står overfor store udfordringer. Fra at have været igennem en periode, der har vendt op og ned på mange facetter af deres liv, skal de nu vende tilbage til et hverdagsliv. Mange går med spørgsmål om, hvordan det liv skal se ud – hvilke værdier skal prioriteres, hvad er det gode liv, og hvem er jeg selv. Det er bare nogle af de spørgsmål, mange går med. Grundlæggende spørgsmål, som filosofien har beskæftiget sig med i årtusinder, siger Jeanette Knox.

Udgangspunktet i de sokratiske dialoggrupper er, at gruppen udvælger et spørgsmål, som er væsentligt for udfordringen i at vende tilbage fra et liv som syg. Eksempler kunne være ’hvad er det gode liv’ eller ’hvad er nærvær’. Målet er dernæst, at deltagerne kommer fra det konkrete spørgsmål til en række mere abstrakte og alment menneskelige svar.

Det er første gang på verdensplan, at den sokratiske dialog bruges i rehablitering af kræftpatienter. Resultaterne har været så gode, at Jeanette Knox til august starter et større forskningsprojekt med de sokratiske dialoggrupper.

Skaber en bro til et nyt liv
Rammerne i de sokratiske dialoggrupper skabes ved at lederen – Jeanette Knox – skaber et rum, der er så åbent og fordomsfrit som muligt. Når deltagerne har valgt det spørgsmål, de vil arbejde med, bidrager alle med erfaringer, der repræsenterer f.eks. emnet ’det gode liv’. En erfaring vælges ud, og via filosofiske samtaler og egne erfaringer når deltagerne frem til de endelige, alment menneskelige svar.

– Jeg har ingen behandlingsmæssige eller psykologiske forståelser, som jeg lægger ned over deltagerne. Og det er centralt for at skabe et frit og helt åbent rum. Min funktion er dernæst at være ’jordemoder’ for de tankeprocesser, som deltagerne skal igennem, og som jeg f.eks. hjælper på vej ved at komme med overvejelser, som filosoffer har gjort sig gennem tiden, siger Jeanette Knox.

Processen gør, at deltagerne får set deres egne erfaringer i relation til fællesskabet.

– Tankerne bliver løftet op, så der ud fra ens eget liv og egne erfaringer bliver skabt en bro til livet omkring én. Tilbagemeldingerne er, at det hjælper deltagerne til en afklaring af, hvor de har været, og hvor de gerne vil hen med deres liv. Det bliver en hjælp til prioriteringer, til at forstå hvilke værdier, der er vigtige og til at forstå relationer til venner og familie, siger Jeanette Knox.

Positive tilbagemeldinger
Og de foreløbige resultater viser, at den nye tilgang til kræftrehabilitering bliver vel modtaget.

– Deltagerne har været meget positive og har meldt tilbage, at de gerne så tilbudet intergreret i de almindelige rådgivningstilbud på linje med råd om f.eks. kost og motion. Samtidig fremhæver de professionelle rådgivere, jeg har talt med, dette tilbud som noget, der kunne appellere til mænd, der ellers kan have svært ved at finde sig til rette i mange af de traditionelle rehabiliteringstilbud, der er møntet på at tale om følelser. I de sokratiske dialoggrupper er fokus på rationel tænkning, og forløbet tillader en analytisk og til dels distanceret tilgang, samtidig med at man reelt bruger sine egne inderste erfaringer, siger Jeanette Knox.

Hvis erfaringerne fra det nye forskningsprojekt også er positive, håber Jeanette Knox at kunne oprette kurser, der tilbyder uddannelse i metoden og tankegangen bag de sokratiske dialoggrupper.

Fakta om projektet

I pilotprojektet indgik seks grupper med 6 deltagere i hver, en gruppe med brystkræftpatienter, en med kronisk syge, og fire, hvor deltagerne havde forskellige diagnoser. I det nye forskningsprojekt, der efter planen begynder til august i år, skal der være tre grupper med 6 deltagere i hver.
Kræftens Bekæmpelses Komité for Psykosocial Kræftforskning har støttet projektet med 512.500 kr. 

Til top

Tilbage



Af informationsmedarbejder Mette Vinter Weber

Sidst ændret: 30-01-2012



Kræftens Bekæmpelse

Center for Kræftforskning
Strandboulevarden 49
2100  København Ø

Tlf: 3525 7500
Fax: 3525 7734

Email: info@cancer.dk

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen