Hvis barnet er mindre hjemme
Nogle børn og unge reagerer med at søge væk hjemmefra, f.eks. over til kammeraterne, når mor eller far har fået kræft. Det kan skyldes, at det er svært for børnene at være hjemme, men det kan også være en del af den almindelige løsrivelsesproces.
Mindre hjemme
Store børn og teenagere kan reagere ved at være mindre hjemme.
Nogle gange søger barnet væk fra familien - måske er den 16-årige allerede på vej ud af døren til fodbold med vennerne en halv time efter, at de triste nyheder er blevet fortalt.
Børnenes fravær kan være svært at acceptere, hvis man har brug for at have børnene omkring sig i en svær periode.
Fraværet kan skyldes flere ting
Børn kan reagere med at være mindre hjemme, hvis de synes, det er svært at være hjemme. Det kan f.eks. være fordi:
- Det er svært at se mor eller far afkræftet eller ked af det
- Det er vanskeligt at håndtere, at sygdommen fylder meget i hverdagen
- Barnet ved ikke helt, hvad han eller hun skal stille op med situationen
Børn har generelt brug for pauser fra svære situationer, så de kan samle energi.
Fraværet kan skyldes almindelig løsrivelse
Det kan også være, at ændringer derhjemme falder sammen med din teenagers løsrivelsesproces fra forældrene.
Løsrivelse er en del af barndommen og en stor del af ungdomslivet. Det behøver derfor ikke være en reaktion på sygdommen eller andre forandringer, at barnet bruger mere tid på kammerater og fritidsinteresser.
Hvis du er bekymret over, at dine børn er mindre hjemme, kan man starte med at finde ud af, hvad fraværet skyldes.
Sammenlign barnets adfærd med jævnaldrende børn
Du kan prøve at sammenligne dine børns adfærd med deres jævnaldrende. Er de andre børn i klassen ligeså meget ude?
Spørg eventuelt klasselæreren, om det er almindeligt for børn i den alder at bruge meget tid uden for hjemmet.
Hvordan er stemningen, når barnet er hjemme?
Du kan også prøve at tænke over, hvordan I har det, når barnet er hjemme:
- Er stemningen god eller trykket?
- Taler I godt sammen, eller skændes I?
Hvis I har en god kontakt og stemningen imellem jer er ok, kan det være tegn på at fraværet skyldes almindelig løsrivelse.
Hvis det virker, som om dine børn helst ville være et andet sted, og I let kommer til at skændes eller stemningen er dårlig, kan det være et tegn på, at børnene har svært ved at være hjemme.
Tal med barnet om, hvorfor det er svært at være hjemme
Hvis du er i tvivl om grunden til, at dit barn er meget væk, eller hvis du vurderer, at barnet har svært ved at være hjemme, kan du bruge en spørgemetode, der består af fem trin:
- Beskriv for barnet, hvad du har bemærket: - Jeg har lagt mærke til...
- Del dine opfattelser af, hvorfor du tror, det sker: - Jeg tror det handler om...
- Anerkend barnets reaktion: - Jeg kan godt forstå, du har det sådan...
- Spørg om, hvad barnet tænker, om det du siger: - Hvad tænker du om de ting, jeg siger?
- Tal sammen om, hvad der kan hjælpe barnet: - Hvad tror du kan hjælpe?
I boksen herunder kan du læse konkrete eksempler på sætninger, du kan bruge på hvert trin. Du kan tilpasse sætningerne til jeres situation og måde at tale sammen på.
Skab en rar situation, når I skal snakke om vigtige ting
Du må forberede dig på, at børns måde at forholde sig til ukendte eller svære emner er, at de går ind og ud af svære samtaler.
Det betyder, at børn taler lidt om det svære emne, hvorefter de ofte skifter til almindelige emner som f.eks.: - Hvad skal vi have til aftensmad? Hvorefter barnet måske vender tilbage til det svære emne. For voksne er det også en god måde at forholde sig til de svære emner, fordi man samler energi i pauserne.
Det kan derfor være en god idé at skabe en rar situation, hvor der både er plads til at tale om det svære emne og om alt muligt andet. Det kan f.eks. være, at:
- Køre en tur sammen i bilen
- Spille et spil
- Gå en tur sammen
I sådanne situationer får dit barn tid til at tænke over tingene og sunde sig, samtidig med at I hygger jer.
Aftal et andet tidspunkt, hvis dit barn har brug for tid
Hvis dit barn i første omgang ikke har lyst til at tale om sine reaktioner, kan du invitere til at snakke sammen senere. Du kan f.eks. sige:
- Måske du har brug for at gå og tænke lidt over det. Skal vi ikke aftale, at vi taler om det igen. F.eks. på lørdag? Fordi det er vigtigt for mig, at du har det godt.
Andre voksne kan tale med dit barn
Nogle gange kan det være nemmere for børn og unge at snakke med en voksen, der ikke selv er berørt af situationen - det kan
være en klasselærer, en pædagog, en af kammeraternes forældre eller en rådgiver.
Forklar dine behov og lav en aftale om at være sammen
Hvis dit barns fravær skyldes almindelig løsrivelse, og han eller hun har travlt med at være sammen med vennerne, kan du tage en snak med barnet om dine behov. Du kan f.eks. sige:
- Jeg har brug for, at du er noget mere hjemme, men jeg kan godt forstå, at du har brug for at være ung og ude med vennerne. Kan vi aftale en dag om ugen, hvor vi har familieaften og hygger sammen?