Symptomer på tarmkræft

Det er vigtigt at gå til lægen, hvis din mave opfører sig anderledes end den plejer, eller hvis din afføring ændrer sig. Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men det er vigtigt at blive undersøgt for at finde ud af, hvad årsagen er.

Symptomerne på tarmkræft kan være forskellige fra person til person. De mest almindelige er:

  • ændrede afføringsvaner
  • følelsen af at tarmen ikke tømmes helt
  • blod i afføringen
  • mavesmerter
  • vægttab
  • ubehag
  • træthed (pga. blodmangel)

Symptomerne afhænger af, hvor i tarmen kræftknuden sidder. Sidder knuden i den øverste del af tyktarmen, er de første symptomer ofte træthed, vægttab og blodmangel.

Sidder knuden i den nederste del af tyktarmen eller i endetarmen, er symptomerne oftest blod i afføringen
og en fornemmelse af, at det kan være svært at komme af med
afføringen. Nogle får også smerter. Hvis knuden har nået at vokse sig stor, kan der opstå tarmstop - også kaldet tarmslyng.

Støt op om kampagnen på holdøjemand.dk