Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
"Vores mål er at frembringe smil og give inspiration og velvære til de kvinder, som deltager i vores makeupkurser..."
Sådan står der på Look good - feel better's hjemmeside.
LGFB inviterer til velvære og også en hyggelig stund med andre kræftramte kvinder.
Undertegnede kan skrive under på det, da jeg selv har prøvet at være på deres kursus tilknyttet Rigshospitalet. Under stor interesse og intensitet (smiler) og morskab blev grunden renset (læs huden i ansigtet) så den blev klar til de produkter der var linet op på bordet, og her må jeg jo tilstå at jeg altså ikke har den store viden om make-up, en enkelt læbestift er det da blevet til – men de gode sager der lå på bordet sad jeg og stirrede på og tænkte – ”hvad skal alt det dog bruges til”...
Men vi blev guidet trin for trin igennem alle produkter og ikke mindst gode tricks fra de to frivillige make-up konsulenter.
Lidt om foreningen Look good - feel better
LGFB er en humanitær forening, som blev oprettet i Danmark i september 1997 inspireret af Look Good... Feel Better foreningernes arbejde i USA og England. Bag foreningens arbejde står 8 ledende kosmetikfirmaer, og takket være sponsorering af produkter fra disse firmaer kan den danske LGFB forening tilbyde kvinder, som er i ambulant behandling for kræft, gratis deltagelse i makeupkurser.
Hvad indeholder kosmetiktasken? Omhyggeligt udvalgte hudpleje - og makeupprodukter er basis for et vellykket kursus.
Alle deltagere får foræret en toilettaske, der på skift indeholder produkter fra tre af de i alt tyve mærker, som kosmetikfirmaerne gratis stiller til rådighed.
Hvis du er allergisk eller overfølsom overfor kosmetiske ingredienser eller har mistanke herom, anbefales det, at du ikke bruger de produkter, der udleveres på LGFB kurset, men i stedet medbringer de kosmetiske produkter, du plejer at bruge.
På disse fem hospitaler tilbydes Look Good... Feel Better makeupkurser:
- Amtssygehuset i Herlev
- Rigshospitalet
- Århus Kommunehospital
- Odense Universitetshospital
- Aalborg Sygehus.
De arbejder på at udvide programmet til flere hospitaler, så flere kvinder kan få glæde af tilbudet.
På foreningens hjemmeside kan du læse om bl.a. hvornår og hvem du kan kontakte, hvis du ønsker at deltage i et kursus, ellers kan du altid spørge den afd. du hører til.
Der er også tips, skønhedstricks angående parykker og hvordan du tegner dine øjenbryn op, neglepleje m.m. At gøre noget ved sit udseende kan være med til at styrke selvtilliden og give et større velvære.
Bl.a. Kemoterapi kan medføre midlertidige forandringer i neglene både m.h.t. vækst, farve og skrøbelighed. Det kan derfor være en fordel at have korte negle i et behandlingsforløb. Blødgør fingerspidserne i et par minutter i lunkent vand tilsat lidt olie. God hudpleje og makeup kan også i en sygdomssituation gøre noget for udseendet og velbefindendet.
Af LM, KIU (15-09-2005).