Før min kone fik kræft havde jeg kun læst og hørt om sygdommen, men aldrig tænkt over, hvad det egentlig ville sige at være i nær familie med et menneske, der var ramt af en sygdom, man kunne dø af.
Det var med kræft som med så mange andre ulykker, man tror aldrig selv på, at det er noget, der vil ramme én selv eller ens familie kun alle andre.
Jeg kan huske, at de første tanker vi gjorde os var, hvordan og hvornår og skulle vi overhovedet fortælle vores dengang 9-årige datter det. Det eneste jeg kan huske er, at vi i hvert fald ikke ville forskrække hende med at fortælle hende, at hendes mor faktisk kunne dø af den sygdom. Jeg ved at min kone på et meget tidligt tidspunkt besluttede, at hun ikke havde til hensigt at dø af kræft, og at der derfor ikke var nogen grund til at fortælle vores datter mere end højst nødvendigt.
På det tidspunkt måtte jeg erkende to ting for det første, at jeg var gift med en ualmindelig ”sej” kone – hvor hun så end fik kræfterne fra ved jeg ikke, men hun blev en overlever. Det har hjulpet mig i det lange løb, fordi jeg som det andet måtte erkende, at jeg ikke nødvendigvis er ligeså ”sej” som min kone.
Fra det tidspunkt hun fik konstateret kræft, ændrede min verden sig. Ting som jeg før anså for vigtige og nødvendige, ting jeg kunne diskutere i det uendelige, ting der kunne ophidse mig, min stræben efter at gøre karriere o.s.v. blev hele tiden målt op imod det, fortsat at have en kone, der var i live. Paradoksalt nok kan man egentlig sige, at tilværelsen i al sin bekymring og ængstelse blev mere enkel, og værdierne for, hvad der er vigtigt her i livet, meget anderledes.
Kræft kan være en dødelig sygdom og når den kombineres med at man aldrig føler sig helt sikker på, om man nu er helbredt gør, at også familien til den, der har været så uheldig at få sygdommen, blive indirekte ramt.
Jeg var ikke ligeså ”sej” som min kone, så jeg havde det ikke godt:
-
da hun skulle opereres
-
da vi fik resultatet, som vi ikke helt troede på
-
før hver evig eneste kontrolbesøg - og der har været mange
-
hver gang min kone fejler eet eller andet som ikke umiddelbart kan genkendes
Selv i dag – hvor der efterhånden er gået nogle år siden sygdommen blev konstateret, og hvor der ”kun” er kontrolbesøg én gang om året, bliver jeg dybt bekymret og bange for at miste min hustru før tiden, hvis hun fejler eet eller andet, som vores læge ikke umiddelbart kan diagnosticere, og det, synes jeg næsten, er det værste ved sygdommen.
Jeg ved, at det er en noget egoistisk betragtning, for hvad med min kone? Hvordan har hun haft det ? Det var jo trods alt hende, der fik sygdommen. Har hun slet ikke været påvirket – jo det har og er hun, men hun valgte at bearbejde sin frygt ved at melde sig som frivillig til at hjælpe Kræftens Bekæmpelse med at være samtalepartner for andre, der er ramt af sygdommen og som har behov for at tale med et menneske, der har prøvet det – det er ”sejt”.
Så har hun jo for øvrigt besluttet for længst, at hun ikke vil dø af kræft, og det læner jeg mig faktisk op af, når jeg synes, at det bliver for slemt.
Af Helge Hansen. Artikel fra KIU Nyhedsbrev (27-09-2004).