Patientforeningen for kvinder der har eller har haft kræft i underlivet.
§ 1 Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er KIU – Patientforeningen Kræft I Underlivet.
Foreningen anvender tillige navnet KIU.
Foreningen samarbejder med Kræftens Bekæmpelse.
Omfanget af samarbejdet er beskrevet i en særskilt samarbejdsaftale.
Foreningen er stiftet den 1. september 2001.
Foreningens hjemsted er Lyngby c/o Kræftens Bekæmpelse, Nørgaardsvej 10, 2800 Lyngby.
§ 2 Foreningens formål
Foreningens formål er:
- at vejlede og støtte kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet
- at skabe åbenhed og debat omkring underlivskræft
- at arbejde for at forbedre forholdene for kvinder med kræft i underlivet
- at informere kvinder med kræft i underlivet, deres pårørende samt andre interesserede gennem møder, KIU-blade etc.
- at arbejde for at skabe et stærkt landsdækkende netværk af kontaktpersoner
- at inspirere og støtte kontaktpersonerne til at oprette KIU-lokalafdelinger, jfr. § 6.
§ 3 Medlemmer
Som aktive medlemmer optages kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet.
Som støttemedlemmer optages enkeltpersoner, som ønsker at støtte foreningen i dens arbejde, samt pårørende til kvinder med kræft i underlivet.
Medlemskab af KIU medfører ikke automatisk medlemskab af Kræftens Bekæmpelse.
Aktive medlemmer, der ikke har kontingentrestance, har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen.
Alle medlemmer modtager KIU-bladet.
§ 4 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Generalforsamlingen fastsætter foreningens vedtægter.
Det årlige landsmøde og den årlige generalforsamling afholdes hvert år i en weekend i april måned, dog ikke den weekend, hvor Kræftens Bekæmpelse har landsindsamling.
Generalforsamlingen skal være skriftligt indvarslet med mindst 6 ugers varsel.
Medlemsforslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde se¬nest 4 uger før generalforsamlingen og skal derefter udsendes til de stemmeberettigede medlemmer senest 2 uger før generalforsamlingen.
Dagsorden for generalforsamlingen skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning og godkendelse af denne
3. Fremlæggelse af regnskab og godkendelse af dette
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af 5-7 medlemmer til bestyrelsen, hvoraf det ene kan være støttemedlem samt op til 7 suppleanter
7. Eventuelt
På generalforsamlingen har alle aktive medlemmer, der ikke har kontingentrestance, 1 stemme.
Der stemmes skriftligt, hvis blot 2 medlemmer ønsker det. Der kan kun stemmes af medlemmer, der er mødt frem på generalforsamlingen.
Støttemedlemmer har adgang til og taleret på generalforsamlingen, men ikke stemmeret.
Alle beslutninger på generalforsamlingen vedtages med simpel stemmeflerhed.
Dog kræves ved vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringerne.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller såfremt mindst ¼ af de stem-meberettigede medlemmer skriftligt kræver det.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 4 ugers varsel, og indkaldelsen skal indeholde dagsorden med angivelse af det eller de emner, der ønskes behandlet.
Supplerende forslag skal være formanden i hænde senest 4 uger før gene-ralforsamlingsdagen.
Bestyrelsens medlemmer samt suppleanter vælges for et år ad gangen. Genvalg er muligt. Ved valget bør tilstræbes en god geografisk spredning, og der kan højst indvælges et støttemedlem.
Vedkommende må ikke være gift med, samlevende eller i familie med andre af bestyrelsens medlemmer. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan kun ske blandt medlemmer, der er mødt frem på generalforsamlingen eller har givet deres skriftlige tilsagn forinden.
Til top
§ 5 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer valgt på generalforsamlingen.
Ved et bestyrelsesmedlems forfald indtræder en af de generalforsamlingsvalgte suppleanter.
Bestyrelsens beslutninger afgøres ved stemmeflertal blandt de fremmødte. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen kan supplere sig med relevante fagpersoner. Disse har ikke stemmeret.
Redaktøren/redaktørerne af KIU-bladet er født(e) medlem(mer) af bestyrelsen, men har ikke stemmeret.
Suppleanter kan efter eget ønske altid deltage i bestyrelsesmødet, men har ikke stemmeret.
Bestyrelsen kan beslutte at honorere fremmed hjælp.
Alt foreningsarbejde udført af bestyrelsen selv er ulønnet, men rimelige udlæg hertil refunderes.
Snarest efter hver generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer samt suppleanterne i prioriteret orden.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen afholder mindst 3 møder hvert år.
Efter hvert bestyrelsesmøde mailes referatet rundt til bestyrelsesmedlemmerne til endelig godkendelse.
§ 6 KIU-kontaktpersoner, lokalafdelinger og frivillige
Det er KIU´s målsætning, at der er KIU-kontaktpersoner og gerne KIU-lokalafdelinger i hvert af de områder, hvor der er en kræftrådgivning.
Alle kontaktpersoner og frivillige indkaldes hvert år i årets sidste halvdel til møde med bestyrelsen.
Kontaktpersoner skal have gennemgået en godkendelsessamtale og et basiskursus hos Kræftens Bekæmpelse.
Foreningens bestyrelse fastsætter tildeling af økonomiske midler til kontaktpersonerne og lokalafdelingerne ud fra de indsendte ansøgninger.
Hvis der er flere kontaktpersoner i et område, aftales indbyrdes, hvem der sender ansøgning om penge og står for regnskabet.
Der indsendes almindeligvis en ansøgning pr. lokalområde.
Det efterfølgende regnskab sendes til KIU´s kasserer.
Hvis man ikke ønsker kontakten med andre patienter, kan man melde sig som frivillig og hjælpe KIU i andre sammenhænge. De frivillige, som KIU kender til, vil blive indbudt til fællesmødet 1. lørdag i november.
§ 7 Regnskab, økonomi og tegningsret
Regnskabet følger kalenderåret.
Regnskabet føres af foreningens kasserer og revideres af en registreret revisor, godkendt af Kræftens Bekæmpelse.
Foreningens midler skal i størst muligt omfang være anbragt på bank- eller girokonto.
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og er gældende for næste kalenderår.
Kontingentet skal være indbetalt til foreningen senest den 31. marts.
Foreningen tegnes af formanden eller af næstformanden i forening med et medlem af bestyrelsen.
Formanden og næstformanden i forening kan give foreningens kasserer fuldmagt til at disponere på bank- eller girokonti tilhørende foreningen.
§ 8 Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kan vedtages på enhver generalforsamling.
Ændringsforslag skal udsendes skriftligt sammen med invitationen til generalforsamlingen.
Vedtægtsændringer kan kun finde sted, såfremt 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer godkender ændringerne.
§ 9 Opløsning af foreningen
Opløsning af foreningen kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling, der er indkaldt med dette forslag som eneste dagsorden. Vedtagelse kan kun ske, når ¾ af de fremmødte, aktive medlemmer stemmer for forslaget.
Ved opløsning af foreningen skal foreningens midler overgå til Kræftens Bekæmpelse.
Nærværende vedtægter er vedtaget af foreningens stiftende generalforsamling den 01.09.01.
Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 25.04.04.
Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 30.04.06
Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 27.04.08
Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 01.05.11
Til top
Tilbage