Sitemap

OMSORG

Del med andre Print

Sorggrupper i skoler hjælper børn i sorg

En sorggruppe i skoleregi er ofte det første sted, hvor børn, der har mistet, kan fortælle, hvordan de virkelig har det. Det viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse. Børnene er tilbøjelige til at holde deres tanker for sig selv, fordi de ikke altid ved, hvordan de skal forklare sig, og fordi de føler sig anderledes blandt kammeraterne. Samtidig tyder rapporten på, at flere børn får mulighed for at komme i sorggruppe, hvis gruppen er på skolen.

Børn, der har mistet en forælder, føler sig ofte alene med deres følelser, fordi det er svært at dele savnet og sorgen med andre. Så er det nemmere i en sorggruppe. Her er der andre, som har samme oplevelser, og sorggruppen betyder, at børnene føler sig mere forståede og mindre alene og anderledes. Det er konklusionen på en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse ’Sorggrupper i skoler – en evaluering af børns udbytte’.
Projektleder Annemarie Dencker står bag undersøgelsen, der bygger på 23 interviews med børn, forældre, lærere og sorggruppeledere.


- Vi ved fra en anden undersøgelse, at hvert femte skolebarn ikke har nogen fortrolig. Hvis et af disse børn oven i købet oplever en stor sorg, hvordan må det barn så ikke have det, spørger Annemarie Dencker, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse og står bag rapporten.

Svaret findes i hendes nye undersøgelse. Gennem 23 interviews med seks børn i alderen 8-13 år, seks forældre, seks lærere og fem sorggruppeledere, har hun fået et nuanceret billede af, hvordan sorg påvirker børns hverdag, og hvad det betyder at deltage i en skolesorggruppe. Rapporten viser, at sorggruppen ofte er det første sted, hvor børn kan fortælle andre om, hvordan de virkelig har det.

- En sorggruppe giver børn, der har mistet, et sted, hvor de kan fortælle andre om det, de går og grubler over. De møder en forståelse hos de andre børn, som de ikke møder hos andre. Det gør, at de ikke føler sig alene, og de fortæller selv, at det er en stor lettelse for dem. De synes, at det er rart at høre de andre børns oplevelser, og om de har reageret på samme måde, siger Annemarie Dencker.

Alt for få kommer i sorggruppe
Hvert år mister 2.500 børn i alderen 0-18 år deres mor eller far, men det er langt fra alle, som får mulighed for at tale om deres sorg i en sorggruppe. Der findes ca. 260 sorggrupper i Danmark, heraf ca. 40 på skolerne, og det svarer til, at kun 5-10 procent af alle de børn, der mister, kommer i sorggruppe. Langt størstedelen af sorggrupperne på skolerne er blevet til, fordi Projekt OmSorg i Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med de tre kommuner Lyngby-Taarbæk, Aalborg og Skive, har iværksat en særlig indsats. Den indsats skulle meget gerne brede sig til andre kommuner.

- Det er ikke alle, der har behov for at komme i sorggruppe, men det er tankevækkende, at så mange ikke får tilbuddet i betragtning af, hvor stor betydning sorggruppen kan have for det enkelte barn. Alle børn bør have et sted at gå hen, hvis de mister en forælder. Vores håb er, at politikerne vil være med til at løfte det ansvar, så der kommer flere sorggrupper på skolerne, siger Annemarie Dencker.

Sorggruppen skal være nem at komme til
Det er ikke kun børnene, der er glade for at gå i en skolesorggruppe. Også forældrene ser det som et vigtigt supplement til deres egen indsats. Forældrene gør det bedste de kan, men mange er i tvivl om, hvordan deres barn har det, og om de støtter deres barn godt nok. Forældre fortæller, at sorggruppen er med til at lindre den bekymring, fordi den tilbyder deres barn et frirum, hvor der ikke skal tages hensyn til andres følelser.

Flere forældre fortæller dog også, at hvis gruppen ikke lå på skolen, så var barnet ikke kommet i sorggruppe. De forældre, der er mest økonomisk trængte og har de mindst fleksible arbejdstider, synes især, det er en hjælp, at tilbuddet er nemt at komme til og gratis.

- Når sorggruppen er på skolen, er den mere tilgængelig, og det betyder, at de børn, som ellers ikke var kommet i sorggruppe, får muligheden. De børn, som følte sig mest marginaliserede i skolen så ud til at få størst udbytte af at deltage i sorggruppen, fordi de her blev en del af et fællesskab, hvor de kunne bidrage med deres egne erfaringer, siger Annemarie Dencker.

Også lærernes oplevelser bekræfter, at det bliver nemmere for børnene at håndtere deres sorg, når de kommer i sorggruppe.

-Lærerne fortæller, at børnene begynder at tale om deres sorg på en anden måde, når de går i sorggruppe. De bliver bedre til at bringe det op, hvor det er relevant, i stedet for aldrig at tale om det eller tale rigtig meget om det. De kan også se, at børnene bliver bedre til at koncentrere sig, siger Annemarie Dencker.

Sagt af børn i sorggruppe

”Altså jeg har tænkt mere på, hvordan hende fra den anden klasse har det. Ja altså sådan, at jeg ikke er den eneste – i starten tænkte jeg, at der ikke var andre, der havde prøvet det, at det kun var en selv – og lige nu tænker man også på, at der også er andre, der har prøvet det” (13 år).

”Og hvis man får lyst til at græde, så græder man bare”
(9 år).

”Ja, jeg taler med min far - bare ikke lige i starten, fordi, der blev han jo ked af det”
(10 år).

”Der var også engang, hvor hele vores årgang var på lejrtur – og så var der en, der sagde, at hun sådan savnede sin far, fordi hun ikke havde set ham i et par dage. Så gik jeg sådan lidt og tænkte: mm, ja, okay, så ved du ikke sådan helt, hvordan det er ikke at se sin far i nogen år – og aldrig at skulle se ham igen”
(13 år).

Sorggrupper i skoler – en evaluering af børns udbytte 
Oversigt over sorggrupper på skoler

Til top
Tilbage



Af journalist Mai Brandi Ludvigsen

Sidst ændret: 23-04-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Telefon: 35 25 75 00
Email: info@cancer.dk

Kontakt OmSorg:
Per Bøge, phb@cancer.dk
Telefon: 35 25 75 32
Jes Dige, jd@cancer.dk
Telefon: 20 12 22 09

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Åbningstider
Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00
Helligdage lukket