Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kæmpesatsning mod kræft i huden |
|
Tilfældene af hudkræft i Danmark er tredoblet over de seneste 30 år, og det er nu den kræftsygdom, der rammer flest danskere. En stor ny kampagne skal give danskerne sunde solvaner og knække den opadgående kurve for hudkræft. TrygFonden har netop besluttet at støtte Kræftens Bekæmpelses kampagne med 30 mio. kr.
Omkring 8000 danskere får hvert år konstateret hud- eller modermærkekræft. Men det er bare toppen af isbjerget: Formodentlig er tallet dobbelt så stort - mange tilfælde bliver nemlig slet ikke registreret. Faktum er, at 73.000 danskere lever med kræft i huden og tallet er støt stigende. Den kurve skal nu knækkes med en ny solkampagne, der har fået 30 mio. kr. i støtte fra Trygfonden. Gurli Matinussen, direktør i TrygFonden, siger:
- Flere tusinde danskere får hvert år konstateret hudkræft. Faktisk er vi et af de lande i verden, der har flest tilfælde af sygdommen. Dét vil TrygFonden gerne være med til at ændre, og derfor har vi indledt et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om en sol-kampagne, der skal være med til at få danskerne til at opføre sig mere fornuftigt, når de opholder sig i solen.
Sund fornuft i solen
I Kræftens Bekæmpelse glæder projektchef Anja Philip sig over den store bevilling. Hudkræft er den kræftsygdom, som er nemmest at forebygge, men alligevel har mange danskere ikke forstået budskabet om at dyrke sol med måde.
- Vi skal lære danskerne at passe på sig selv, når solen står højest på himlen om sommeren, og at holde sig væk fra solarier om vinteren. UV-stråler ælder huden – og giver i værste fald kræft i huden. Det betyder ikke, at vi skal leve livet i skyggen, men vi skal have ændret vores holdning til solbrændt hud, siger Anja Philip.
Sundhedsstyrelsen er helt enige i den strategi:
- Vi er glade for, at der i mange sammenhænge arbejdes med at vende den alarmerende udvikling, når det gælder hudkræft. Sundhedsstyrelsen har også selv fokus på forebyggelse af skader fra UV lys, fortæller afdelingslæge Lis Keiding fra Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.
Inspiration fra Australien
Det skal ske gennem en "Skru ned for solen - kampagne", der starter til foråret og blandt andet har hentet inspiration fra Australien. Her har de det højeste antal af hudkræfttilfælde i verden, men med en bevidst og aktiv solpolitik er udviklingen nu vendt.
- Danmark ligger på top syv på verdensplan, når det gælder kræft i huden, så selv om vi ikke er så udsatte som australierne, er der god grund til at lære af deres erfaringer. Det handler både om at vi får ændret adfærd, men også om at give mulighed for at søge skygge i det offentlige rum, siger Anja Philip.
I Australien har kampagnen betydet, at antallet af solskoldninger er halveret på ti år, og hat og beskyttende tøj er blevet standard for børn på stranden.
Let at forebygge hvis man tænker sig om
I TrygFonden håber de, at pengene kan være med til at sætte en lignende udvikling i gang i Danmark:
- Sundhed er et af TrygFondens kerneområder, og vi synes, det er naturligt at involvere os i Solkampagnen, der giver danskerne mulighed for at lære at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste. Hudkræft kan forholdsvis let forebygges, hvis bare man tænker sig om og følger nogle få råd, siger Gurli Martinussen.
Nøgleord på siden: