Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kronprinsesse Mary åbner Solkampagne |
|
Tirsdag den 20. marts åbner HKH Kronprinsesse Mary Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens kampagne ”Skru ned for solen”. Det sker i børnehaven Sommerfuglen i Gentofte, hvor Kronprinsesse Mary vil læse højt fra en ny børnebog om solen.
Solskader og for meget sol i barndommen øger risikoen for at udvikle kræft i huden senere i livet. Og da kræft i huden rammer én ud af 12 danskere, er der god grund til at passe på – ikke mindst på børnene.
- Børn er nogle af de mest sårbare, når det gælder solbeskyttelse. De leger ude mange timer hver dag, og forskning har vist, at jo tidligere, man begynder at få meget sol og mange skoldninger, jo større er risikoen for at få kræft i huden senere i livet, siger Anja Philip, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Derfor er det også en børnehave, der er rammen, når Kronprinsessen sammen med en gruppe børn åbner Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne. Det sker blandt andet med oplæsning fra ”En bog om solen”, der er tegnet og skrevet af den anerkendte svenske børnebogsforfatter Pernilla Stalfelt, og som har forord af Kronprinsessen selv.
Skru ned for solen mellem 12 og 15
Når kampagnen er skudt i gang, vil bogen blive sendt gratis ud til alle daginstitutioner og skoler, hvor den kan være inspiration til at snakke om solen. Samtidig er der blevet lavet en guide til, hvordan legepladserne i institutionerne nemt og billigt kan indrettes med skyggefulde områder.
- ’Skru ned for solen’ er en glad og venlig kampagne, der handler om, hvordan vi bliver venner med solen. Solen gør os i godt humør og giver os D-vitamin. Desværre er dens usynlige UV-stråler også farlige. Halvdelen af al UV-stråling rammer mellem kl.12 og 15, og derfor er vi nødt til at passe på os selv og hinanden i dét tidsrum, siger Anja Philip.
Netop fordi danskerne har så dårlige vaner i solen, indtager vi en kedelig 7. plads over lande i verden, der har flest tilfælde af hudkræft per indbygger. Alene i år vil 8.000 danskere få konstateret modermærke- eller hudkræft. Det svarer til en tredobling på 30 år.
Åbningen af kampagnen sker med deltagelse af HKH Kronprinsesse Mary tirsdag 20. marts kl. 9.45-12.00 i børnehaven Sommerfuglen på Solsiden 16 i Gentofte. Se vedhæftede.
For yderligere oplysninger kontakt:
- Anja Philip, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, på tlf. 35 25 75 70 eller mobil 30 38 15 02
- Mai Brandi Ludvigsen, journalist i Kræftens Bekæmpelse: 35 25 72 08
- Tilbage
Nøgleord på siden: