Solhat, tøj og skygge er den bedste beskyttelse mod solens UV-stråling |
|
Solkampagnen anbefaler, at man søger skyggen mellem 12 & 15, når UV-indexet er 3 eller højere. Så skånes man for dagens mest intense UV-stråling. Er det ikke muligt at være i skyggen, kan man følge det andet solråd, kaldet ”solhat”. Det dækker over beklædning, og er en måde at skabe sin egen skygge på huden ved at iføre sig hat, tøj og solbriller.
Brug solhatten
Hovedbunden, nakken, ører, næse og skuldre får let rigtig meget sol, hvis man ikke passer på. Derfor er det en god idé, at iføre sig en bredskygget hat, der dækker hoved, ører og skygger for hals og nakke. En legionærcap er også god til børn, da den sidder godt fast på hovedet og har stof langs siden og bagved, så nakke og ører beskyttes. Det er en udbredt misforståelse at en almindelig kasket skulle være god solbeskyttelse. Desværre beskytter den ikke ører, nakke og hals tilstrækkeligt og anbefales derfor ikke. Øjne og øjenomgivelser er sarte og følsomme i solen, og det er derfor vigtigt at bruge UV-sikre solbriller, jo større jo bedre.

Tøjet beskytter børnenes hud
Børnene er ofte ude i mange timer ad gangen, og derfor er det relevant at solbeskytte dem ved hjælp af beklædning – så kan de nemlig også lege frit. Brug tøj, der dækker knæ og albuer, løstsiddende og tætvævet tøj af bomuld beskytter bedst. Tætvævet tøj beskytter bedst i solen, da mindre UV-stråling kan slippe igennem til huden. Mange bomuldsstoffer beskytter bedre, når de er blevet vasket nogle gange, da fibrene i stoffet krymper sammen og lukker små huller, hvor strålingen ellers kan slippe igennem. Vådt og meget slidt tøj kan yde mindre beskyttelse.
Læs mere om tøjets beskyttende egenskaber her
Tøj og badning
På stranden, hvor der både bades og leges i sandet, er det en fordel at bruge UV-sikkert tøj med garanteret solbeskyttelse – også når det bliver vådt. I Kræftens Bekæmpelses Netbutik er det muligt at købe UV-beskyttende tøj til børn fra 0-14 år. Men der er også mange andre udbydere af UV-tøj til børn.
Se Kræftens bekæmpelses udvalg her
Line Rasmussen
Sidst ændret: 23-03-2012