Solbeskyttelse på rejsen

Når du rejser sydpå til lande med et varmere klima end Danmark, er det ekstra vigtigt, at du husker at solbeskytte dig. Solens stråling bliver nemlig stærkere, jo tættere du kommer på ækvator.


Under varmere himmelstrøg, skal du være opmærksom på, at du kan være kortere tid i solen, før du bliver solskoldet, og at solbeskyttelse er nødvendig i et længere tidsrum end i Danmark. Samtidig vil du typisk være mere udenfor – og med mindre tøj på – når du holder ferie i varmen.

Tag uv-indekset med på rejsen.

Det er en god ide at tjekke uv-indekset på destinationen allerede inden du tager af, så du har en ide om, hvor stærk solen er sammenlignet med den danske sommersol. Solkampagnens app UV-INDEKS virker både herhjemme og i udlandet – og kan give dig en uv-prognose for mere end 1 mio. målepunkter over hele verden.

Læs mere om UV-INDEKS appen her

Solrådene på rejsen

Solkampagnen anbefaler, at du følger solrådene om skygge, solhat/tøj og solcreme, når uv-indekset er 3 eller derover. Derfor er det de samme solråd, du skal følge, hvad enten du befinder sig i den danske sommer eller på en mere solrig destination.

Se solrådene her

Vær opmærksom på ...

Mor og datter holder siesta

Sørg for at holde en god lang siesta midt på dagen, så undgår I solens uv-stråling når den er stærkest.

  • Solbeskyttelse er typisk nødvendigt i flere timer end i Danmark. På uv-indeks-appen kan du holde øje med, hvilket tidsrum, uv-indekset er over 3 på.
  • Den stærke middagssol er typisk noget stærkere end i Danmark. Derfor går der kortere tid, før du solskoldes, hvis du ikke solbeskytter dig.
  • På en dansk sommerdag, kommer uv-indekset ikke over 7. I Thailand, der er en populær feriedestination for danskere, kan uv-indekset nemt komme op på 11 eller 12. Det svarer til uv-strålingen i et solarium.
  • Husk at solens stråling bliver reflekteret i overflader som vand og sand, og derfor bør du muligvis bruge dækkende tøj eller solcreme, selvom du sidder under en parasol.
  • Solkampagnen anbefaler, at du bruger solcreme med faktor 30 eller højere.
  • Husk, at sydens sol brænder lige så meget, når du er på udflugt, spiller tennis eller spiser frokost i solen, som når du er på stranden. Derfor skal du huske solrådene - også selvom du ikke bevidst opsøger solen.