Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Genoptræning

Regionsudvalget i Region Hovedstaden har stillet skarpt på genoptræning af kræftpatienter.


Genoptræning er centralt for mange patientgrupper. Også kræftpatienter. Genoptræning er vigtigt både under behandlingen men også efter endt behandling, hvor senfølger af kræftsygdommen desværre ofte viser sig. Derfor har regionsudvalget i Region Hovedstaden stillet skarpt på genoptræningen. En genoptræning som, her efter kommunalreformen, i betydeligt omfang skal finansieres af kommunerne.

Ekstra pulje
Kommunerne fik under de seneste forhandlinger med regeringen en ekstra pulje til at finansiere genoptræning. Det skete, fordi kommunerne på baggrund af genoptræningstal for 1. kvartal 2007 kunne dokumentere, at antallet af genoptræningsplaner i landet som helhed var steget i forhold til de tidligere år. Hospitalerne henviste simpelthen flere til genoptræning end tidligere.

Regionsudvalget har set nærmere på tallene for antallet af genoptræningsplaner. Tallene viser, hvordan det er gået med genoptræningen i kommunerne i Region Hovedstaden. Og det er tydeligt, at der er sket en meget betydelig stigning i antallet af registrerede genoptræningsplaner i regionen - faktisk mere end en fordobling sammenlignet med 2005 og 2006.

Skyggetal i tidligere års opgørelser
Umiddelbart ser det således ud til, at der for alvor er kommet gang i genoptræningen. Regionsudvalget vælger da også at se på tallene med forsigtig optimisme. Imidlertid er det meget vigtigt at være opmærksom på, at der i betydeligt omfang optræder skyggetal i de tidligere års opgørelser.

Skyggetallene dækker over al den genoptræning, som rent faktisk fandt sted, men ikke var nedskrevet, og derfor ikke blev registreret. Ingen kender størrelsen på de skyggetal.

Men selv med den viden in mente erkender Region Hovedstaden, at der her i 2007 planlægges mere genoptræning end dengang, hvor de selv (amterne) stod for finansieringen.

Sundhedsfaglig vurdering vinder over økonomiske hensyn
I regionsudvalget ser man den ekstra genoptræning som et udtryk for, at den sundhedsfaglige vurdering nu nogle gange vinder over de økonomiske hensyn. Tidligere vidste sundhedspersonalet på hospitalerne godt, at genoptræningen trak på deres egne økonomiske rammer. Derfor antager regionsudvalget, at hospitalerne tidligere var påholdende med at henvise til genoptræning. Det er de fortsat men nok i lidt mindre omfang.

I øvrigt glæder regionsudvalget sig over, at genoptræning nu foregår ud fra en nedskrevet plan.

Tidligere, hvor meget genoptræning fandt sted uden en nedskrevet genop-trænings¬plan, oplevede nogle patienter, at de var blevet stillet genoptræning i udsigt, men ikke fik den på grund af personalefravær eller andre opståede situationer.
Nu har patienterne et stykke papir at henvise til. De nedskrevne genoptræningsplaner er en positiv sideeffekt ved, at genoptræningen finansielt har skiftet ejermand.

Forsigtige optimister
I Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg for Region Hovedstaden vil man følge udviklingen af genoptræningen tæt. I udvalget er man som tidligere nævnt forsigtige optimister og tror og håber på, at det forøgede antal genoptræningsplaner også udtrykker et lille løft, når man taler genoptræning af de mange kræftpatienter i regionen. Men man ved det ikke. Det er nemlig endnu for tidligt at afgøre det. For det første findes der endnu ikke offentliggjorte opgørelser, som viser præcist, hvilke patientgrupper den ekstra genoptræning går til. Det er jo langt fra givet, at det er kræftpatienterne, der mærker de ekstra midler, kommunerne har forhandlet sig frem til. For det andet kender man ikke patienternes vurdering af den genoptræning, de tilbydes. Der kan jo være kvalitetsmæssige konsekvenser af, at noget genoptræning udflyttes til kommunerne.

Finde velkvalificerede hænder
Det er fortsat økonomien, der fylder i debatten om genoptræning. I alt fald den debat, der er mellem regionen og kommunerne. Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg i Region Hovedstaden opfordrer til, at politikerne i kommunerne, regionen og staten i stedet i fællesskab stiller skarpt på den egentlige udfordring.

Udfordringen er nemlig allerede nu og ikke mindst i fremtiden at finde de velkvalificerede hænder, der kan levere genoptræningen. For det er afgørende, at genoptræningen foretages af personer med de rette kvalifikationer. Rekruttering og fastholdelse af dygtige sundhedsmedarbejdere er en fælles sag for politikere på tværs af kommuner, region og staten. Nu skal de trække i arbejdstøjet og anvise holdbare løsninger, påpeger regionsudvalget for Region Hovedstaden.

Regionsudvalget er i øvrigt af den opfattelse, at mere og bedre genoptræning ikke alene skal ses som en udgift for de kommunale kasser. En omfattende og effektiv genoptræning bidrager nemlig også den anden vej. Det sikrer en hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet, sikrer mindre træk på hjemmeplejeydelser og færre førtidspensioneringer - og bidrager dermed positivt til kommunernes økonomi.

Hvert år får mere end 10.000 mennesker i Region Hovedstaden konstateret kræft. Rigtig mange af dem har brug for genoptræning. Selv med de nye tal på genoptræningsområdet er der stadigvæk et stort hul at udfylde.

Figur 1
Antallet af genoptræningsplaner er beregnet på baggrund af Sundhedsstyrelsens tal.
”Unik plan” betyder, at ingen, der modtager genoptræning, er talt med mere end én gang.
Al ambulant genoptræning finansieres 100 % af kommunerne, mens den genoptræning, der ydes i forbindelse med indlæggelse, deles mellem kommunen og regionen i størrelsesforholdet 70/30



Sidst ændret: 31-08-2007


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen