Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Patientforeningen lungekraeft.dk

Patientforeningen lungekraeft.dk er en af de foreninger, som Kræftens Bekæmpelse samarbejder med. Foreningen støtter lungekræftpatienter og deres pårørende gennem samtaler, materialer, arrangementer og en telefonlinje. For formanden, Alice Skjold Braae, er det også vigtigt at arbejde for, at der kommer bedre forløb og rehabilitering for lungekræftpatienter.


Foreningen blev dannet tilbage i 2005. Det var tre år efter, at Alice Skjold Braae selv havde oplevet at få dommen, som ikke kunne appelleres. En dom som sagde, at hun havde lungekræft. Selv fik hun kemo i et halvt år, derefter 32 strålebehandlinger i Kiel og Alice Skjold Braae går i dag til kontrol hvert halve år. Hun skal til kontrol nr. 16 den 2. november.
- Jeg har talt hele formiddagen, fortæller Alice Skjold Braae, da hun skal fortælle os om foreningen. Jeg har passet Lungekræftlinjen, hvor folk kan ringe til os. Nogle gange handler det om at lægge øre til, andre gange handler det om at hjælpe med praktiske ting.
I dag fik hun, gennem sit netværk, arrangeret en kørsel for en lungekræftpatient fra Esbjerg til Vejle.

Foreningen arrangerer også temaaftener og har et større arrangement på den internationale lungekræftdag den 17. november. En mappe, Lungekræft - din egen håndbog, som skal hjælpe lungekræftpatienter, er også på vej.

Rehabilitering er vigtig
Landets 98 kommuner har for nyligt modtaget et brev fra patientforeningen Lungekraeft.dk. Her har Alice Skjold Braae pointeret, hvor vigtigt det er at sørge for rehabilitering til lungekræftpatienterne.
- Der er mange der havner derhjemme uden en rehabiliteringsplan. Når man kan give hoftepatienter en plan for genoptræning, kan man altså også give kræftpatienter en rehabiliteringsplan. Det duer ikke at smide patienterne ud på dybt vand. Der er nogle som selv kan svømme i land, men der er altså mange, som skal have hjælp til at komme videre efter behandlingen. Ikke bare dem selv, men hele familien.

Alice Skjold Braae taler engageret. Foreningen har også hjulpet hende selv videre. Hun har altid været et aktivt menneske, og det har hun kunnet fortsætte med, som formand for foreningen.

Sundhedsminister for en dag
Hvis Alice Skjold Braae blev sundhedsminister for en dag, ville hun arbejde med forløb for kræftpatienter.
- Jeg føler, det er noget med logistik. Jeg synes ikke, det skal være så svært at få den samme læge hver gang. Jeg har haft den samme overlæge hver gang. Jeg har kun ros til sygehuset i Roskilde. Jeg taler dog med mange, som møder en ny overlæge mange gange i deres forløb. Det kan ikke være så svært at få de forløb på plads. Det skal altså heller ikke være os, som skal arrangere kørsel for en kræftpatient. Der skal være en tovholder, som sørger for nogle ordentlige forløb. Tovholderen fremgår af kræftplan II. De skal indføres i virkeligheden også.

Den anden ting, hvor hun som sundhedsminister ville gøre noget, er rehabiliteringen, hvor Alice Skjold Braae erfarer, at det halter.

Akut udredning
Lungekræft er blandt de sygdomme, hvor der skal være en akut udredning. Alice Skjold Braae oplever, at det tolkes meget forskelligt, men ser det som meget positivt, at der sættes fokus på, at det skal gå hurtigt. Der er også stadig mange, som lider under de interne ventetider. Der er mange, der venter. Det, mener Alice Skjold Braae også, skal gøres bedre.


Af Morten Lykkeberg, kommunikationskonsulent.

Sidst ændret: 26-10-2007


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen