Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Grund til at skærpe opmærksomheden |
|
I 2007 besluttede regeringen, at kræft skal behandles akut. Det skete bl.a. på baggrund af, at Kræftens Bekæmpelse vurderede, at en person mistede livet om dagen på grund af ventetid. Regeringen og Danske Regioner lavede en fælles aftale, så kræft skulle behandles akut. Sundhedspersonalet har siden udført en kæmpe indsats, for at gennemføre kræftpakkerne. En række forhold bekymrer dog. Mangel på solide data om implementeringen, uklarhed om patienternes retsstilling og en frygt for at en revision af pakkerne udvander de lægeligt begrundede ventetider.
Kræftens Bekæmpelse – herunder også regionsudvalgene - har længe haft fokus på at følge akutkræft. Hovedbestyrelsen behandlede på sit møde i maj den politiske linje i forhold til akut kræftbehandling. Tre forhold er der grund til at holde særligt øje med.
Mangel på data
Databasen MIS-kræft er sat i søen for at monitorere ventetiderne for kræftpatienter i pakkeforløb. Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner offentliggjorde den første rapport om ventetiderne i april. Den dækkede lungekræft, tarmkræft, hoved-halskræft og brystkræft. Rapporten bygger dog kun på data fra omkring 20 % af kræftpatienterne. 80 % af kræftpatienterne ligger der således ikke data på.
Der eksisterer således stadig ikke solide data på ventetiderne i pakkeforløbene – og det er uacceptabelt, konkluderede Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse i maj måned.
Revision af pakkerne – faglig begrundet ventetid
De oprindelige pakkeforløb er udskiftet med nogle nye pakkeforløb. De er udarbejdet med henblik på at ensarte pakkerne til en fælles standardskabelon. Det bakker Kræftens Bekæmpelse op om. Når Kræftens Bekæmpelse alligevel er bekymret, er det fordi, Sundhedsstyrelsen vil tillade fleksibilitet i tilrettelæggelsen af forløbende. Da fleksibilitet ofte forveksles med ekstra tid, er der grund til bekymring. En sammenligning tyder på da også på, at flere pakkeforløb bliver forlænget med op til tre uger - ventetiden til primær behandling stiger mellem 1 og 16 dage for 16 kræftpakker.
Kræftens Bekæmpelse er bekymret for, om begrebet akut kræftbehandling er ved at blive udvandet.
Patienternes retsstilling
For patienterne kan det være svært at gennemskue, hvilke regler og rettesnore, der gælder og hvilke ventetidsmål, som patienten kan henholde sig til i sin behandling. De oprindelige pakkeforløb siger en ting, de fagligt begrundede forløbstider noget andet og endelig lov om maksimale ventetider for livstruende sygdomme noget helt tredje. Det er altså svært at gennemskue hvad man som patient kan forvente og hvad man kan kræve.
Det er samtidig værd at bemærke, at det udvidede frie sygehusvalg genindføres fra 30. juni 2009. Det betyder at den maksimale ventetid til behandling er på en måned. For hver forundersøgelse lægges der dog to uger til den samlede ventetid. I praksis kan man således opleve at patienter med banale lidelser får hurtigere behandling end patienter med livstruende sygdomme – som f.eks. kræft.
|
Akutkræft Foråret 2007 Professor Jens Overgaard påviste, at der sker en målelig forværring af kræftsygdommen, hvis behandlingen udskydes. Kræftens Bekæmpelses repræsentantskab besluttede at arbejde for, at kræft skal behandles akut. Kræftens Bekæmpelse anslår på baggrund af forskningsmæssig dokumentation og en faglig vurdering, at en kræftpatient mister livet om dagen – på grund af ventetid.
Sommeren 2007 Regeringen beslutter at kræft skal behandles akut. Danske regioner fulgte op med 7-punktsplan, der skulle sikre hurtig kræftbehandling og start af diagnostik.
Efteråret 2007 Aftale mellem regeringen og Danske Regioner. Regionerne får løftet deres økonomiramme med 400 millioner, samt en låneramme på 850 millioner til apparatur.
2008 Nationale kræftpakker igangsættes. Kræftens Bekæmpelse holder øje med implementeringen.
|
Af Morten Lykkeberg, kommunikationskonsulent
Sidst ændret: 26-06-2009
Nøgleord på siden: