Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Grebet af frivilligt arbejde |
|
Før Henny Dybvad blev frivillig i Kræftens Bekæmpelse, havde hun været aktiv i blandt andet KFUM og K's sociale arbejde. Henny Dybvad føler, at hun har et overskud og en energi, som hun gerne vil bruge til at være noget for andre.
Egentlig var Henny Dybvad glad for sit job som sygehjælper men på grund af store omlægninger af arbejdet, valgte hun at stoppe og bruge sin tid på frivilligt arbejde.
I dag er Henny Dybvad frivillig ved motion for kræftramte i Haraldslund Svømmehal og Motionscenter i Aalborg. Her kan kræftpatienter komme for at få motion to formiddage om ugen. En time inden selve motionen starter, åbner Henny Dybvad og et par andre frivillige en hyggelig café. De står for caféen, mens en instruktør står for motionen til kræftpatienterne.
Snakken giver støtte og livsmod
Mange af kræftpatienterne kommer før selve motionen begynder, og hurtigt går snakken. Det er heller ikke alle, som kan klare de to timers motion. Her lister de ud til Henny Dybvad og de andre frivillige i caféen.
En ting er, at der er kaffe og boller i caféen, når motionen er færdig. Noget helt andet er de snakke, der kommer ud af den stemning, der er skabt i caféen. Snakken mellem kræftpatienterne giver støtte.
- Det, at vi har tid til at lytte, giver meget. Jeg kan jo ikke fortælle noget om at have kræft, men jeg kan lytte til det, de fortæller. Det oplever jeg, at mange sætter pris på, siger Henny Dybvad.
Glad for at yde en indsats
Hun er imponeret af kræftpatienternes livsvilje og gå-på-mod.
- Det er rart at være sammen med dem. Jeg er glad, når jeg skal af sted, og når jeg kommer hjem fra Haraldslund. Jeg kan give dem nærvær samt lægge øre til deres sygdom og liv og samtidig vise, at jeg tør være sammen med dem trods deres svære sygdom og kampen mod denne. Det er virkelig en glæde at gøre en frivillig indsats, lyder det fra Henny Dybvad.
Nogle gange kan Henny Dybvad dog godt føle, at det er hårdt at høre på historierne, som kræftpatienterne beretter om, og så kan man have brug for at falde lidt ned, når man kommer hjem. Specielt når det er unge mennesker, som er ved at dø.
- Mange af kræftpatienterne møder jeg også, når jeg er ude for at handle, og så får vi ofte en snak. Der er et utroligt sammenhold blandt dem, som kommer til motion.
Når Henny Dybvad ikke er aktiv frivillig i caféen ved Haraldslund, er hun frivillig på Hospice KamillianerGaarden eller frivillig gruppeleder i en sorggruppe for efterladte ægtefæller. Henny Dybvad får også tid til at se sin egen familie.
Inden Henny Dybvad startede, var hun på et grundkursus i Kræftens Bekæmpelse, og hver tredje måned holder de et møde med koordinatoren for de frivillige fra kræftrådgivningen.
- Af Morten Lykkeberg, kommunikationskonsulent
Sidst ændret: 12-04-2007
Nøgleord på siden: