Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Hver 14. dag træder Bente Fischer ind på kræftafdelingen på Herlev Sygehus. Hun hilser på de ansatte og finder dagbogen, som hun læser; en dagbog hun tre timer senere selv vil sidde og skrive i. Hos Bente Fischer er der ingen tvivl om, hvorfor hun yder en frivillig indsats. Det er oplevelsen af at gøre en forskel. At møde et menneske som er ked af det, og se hvordan personen efter en samtale får det bedre.

Dagbogen er det daglige bindeled mellem de 11 hospitalsfrivillige på Herlev Sygehus. Her skriver de frivillige, hvordan deres vagt har været, og om der er patienter, som har haft særlige ønsker. Mange gange er det blot "God vagt," som beskriver de tre timers frivillig indsats.

Stiller sig til rådighed
Når Bente Fischer har læst i dagbogen, går hun ud på stuerne. Hun går ind på de stuer, hvor døren er åben. Fortæller at hun kommer fra Kræftens Bekæmpelse, og hvis der er nogen, som vil tale med hende, stiller hun sig til rådighed. Snakken kommer ofte hurtigt i gang.
Det spænder vidt, hvem hun taler med.
- Det er jo også dem, som har mange blomster stående, fordi de har haft besøg af mange venner og familiemedlemmer. Det er ikke kun dem med et lille netværk, som vil snakke. Det handler om, at vi kan lægge øre til, og vi kan noget, familien måske ikke har overskud til. Mange gange vil patienten jo skåne f.eks. deres ægtefælle ved ikke at bebyrde dem med alle bekymringerne. De bekymringer kan vi jo godt lægge øre og forståelse til, fortæller Bente Fischer.

Kaffe og mad
Det er ikke alle frivillige der, som Bente Fischer, blot går ind i stuerne og præsenterer sig. Nogle af de frivillige går rundt med kaffen eller hjælper personalet med servering af maden, hvis sygeplejersken ønsker det. Det kan være en anden indgang til at få snakken med patienterne.
- Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at vi som frivillige jo kan vælge mange forskellige måder at gøre det på. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi har den frihed til at gøre det på den måde, som passer os bedst. Det ligger f.eks. bedst til mig blot at gå ind i lokalet. Jeg ville være nervøs for, om jeg gav dem det rigtige at spise, hvis jeg skulle servere. Andre har det sikkert omvendt.

Bentes mand fik hende i gang
Bente Fischer oplever kun glæde hos personalet på kræftafdelingen, når hun som frivillig kommer. Det samme kan hun fortælle om de andre frivillige. De mødes en gang hver sjette uge, hvor der også er en rådgiver med fra Kræftrådgivningen. Her fortæller de om deres oplevelser.
- Det er alle sammen nogle søde og rare mennesker. Jeg oplever, at vi er meget forskellige, og vi gør tingene på forskellige måder. Jeg kan kun anbefale andre at blive hospitalsfrivillig.

Det var egentlig Bentes mand, som fik hende i gang med arbejdet. Bente havde selv været indlagt på kræftafdelingen. 5 år efter snakkede hun om, hvordan hun mon kunne hjælpe andre. Bentes mand lagde en annonce fra Kræftens Bekæmpelse på bordet foran hende. Nu er det så en del af Bentes dagligdag. Det er ikke alle de hospitalsfrivillige, som har haft kræft.
Bente Fischer har en malervirksomhed sammen med sin mand, hvor hun styrer kontoret. Selv om hun har en travl hverdag med arbejdet, børn og børnebørn, kan hun godt få det til at fungere.

Lægge samtalerne bag sig
Bente Fischer er bevidst om, at når hun lukker dagbogen efter dagens vagt, går hun tilbage til sin egen dagligdag. Det er vigtigt at lægge samtalerne med patienterne bag sig. Nogle gange må hun dog også læsse af hos manden derhjemme, men for det meste nøjes hun med at lukke dagbogen.
- Jeg har enkelte gange mødt patienter igen efter at have snakket med dem for et halvt år siden. Ofte kan jeg ikke huske dem. Det ser jeg som positivt, for så har jeg været i stand til at lægge samtalerne bag mig. Det er man simpelt hen nødt til. Det er jeg i hvert fald.

Af Morten Lykkeberg, kommunikationskonsulent

Du er her: Forside › Støt os › For frivillige › Nyheder for frivillige › FrivilligNyt › Artikler › 2007 - 1. halvår › Jeg tror, vi gør en forskel