Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Samarbejde på alle fronter i Vejen |
|
Gode relationer til kommunen og til andre sygdomsbekæmpende organisationer er grundlaget for, at Kræftens Bekæmpelse i Vejen nu er en af initiativtagerne til en temaaften om genoptræning.
Forebyggelseskonsulenten i Vejen kommune og lokalformanden for Kræftens Bekæmpelse, Lotte Thorøe, kender hinanden rigtig godt efterhånden. De har nemlig allerede haft en del samtaler om, hvordan man sikrer, at der er fokus på kræftsagen i Vejen kommune.
Lotte Thorøe siger: ”Det er vigtigt at have en god dialog med og et godt forhold til embedsmændene i kommunen. Embedsmændene kan man jo være rimelig sikker på også at møde efter et valg”.
”Men selvfølgelig har vi også en god dialog med de lokale politikere”, skynder lokalformanden sig at tilføje.
I fællesskab
Lotte Thorøe mødes også med de andre sygdomsbekæmpende organisationer, som findes i kommunen.
Kræftens Bekæmpelses formanden fra Vejen forklarer: ”Hvis vi står med udfordringer, som er fælles for forskellige patientgrupper, er det hensigtsmæssigt, at vi ser på dem i fællesskab”.
Det er da også et fælles projekt, når der den 5. september i år afvikles en temaaften om: ’Træning, Genoptræning, Rehabilitering og Vedligeholdelsestræning, i Vejen kommune’.
Hensigten er at give interesserede Vejen-borgere mere viden om træningsmulighederne i kommunen. Oplægsholderne på temaaftenen tæller blandt andet en tidligere sundhedsminister, en klinikchef, en sundhedschef og udvalgsformand fra kommunen.
Skarpt på træningsområdet
Lotte Thorøe siger: ”At vi i fællesskab kan planlægge sådan et arrangement er et eksempel på det gode samarbejde som vi har med både de andre sygdomsbekæmpende organisationer og med kommunen”.
Hun fortsætter:” For heldigvis er der også hos kommunen opbakning til, at stille skarpt på træningsområdet. Det kommer blandt andet til udtryk ved at Formanden for Sundhed, Kultur - og Fritid, Tage Sørensen, deltager i arrangementet og at ’Sundhedsafdelingen i Vejen Kommune’, står som medindkalder til temaaftenen.
Lokalformanden håber, at borgerne benytter lejligheden til at komme til temaaftenen og få en orientering om, at kommunen her fra 2007 har fået en central rolle på træningsområdet. Samtidigt håber hun, at arrangementet betyder, at borgerne får øje på de lokale sygdomsbekæmpende organisationer.
Noget må man gøre alene
Alt lader sig ikke gøre i fællesskab Der er også områder, hvor det er nødvendigt at henvende sig til kommunen som enkeltorganisation.
Allerede før kommunesammenlægningen og dermed før de dengang fire lokalafdelinger af Kræftens Bekæmpelse smeltede sammen til én afdeling, havde en af lokalafdelingerne et ønske om at sikre bedre træningsmuligheder for patienter med brystkræft. Det ønske blev taget med ind i den nye bestyrelse, som arbejdede videre med ideen.
Sammen med en fysioterapeut har lokalforeningen i Vejen nu designet et træningsforløb for 10-12 personer, der skal køre over 10-12 gange. Hvert træningsforløb indeholder træning i varmtvandsbassin, arvævstræning på land samt efterfølgende socialt samvær.
Kommunen har reageret positivt på initiativet.
Lotte Thorøe siger: Vi er meget glade for, at kommunen ser ud til at gå ind for projektet, - i første omgang nok som et forsøg.
Vi skal ikke gabe over for meget
Om samarbejdet med kommunen siger KB-formanden: ”Jeg tror, at kommunen generelt håber på, at de kan trække på frivillige til en række tiltag på sundhedsområdet. Men vi i lokalforeningen skal passe på ikke at gabe over for meget. Vi er relativt få personer i lokalforeningen og har også andre gøremål. Men den rolle vi har haft i forhold til det her brystkræftprojekt, passer godt til os. Det vil sige, at vi har fungeret fødselshjælpere, der blandt andet formidler viden og kontakt til de parter, som projektet berører”.
Af Ib Lindstrøm
Sidst ændret: 31-08-2007
Nøgleord på siden: