Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Samarbejde om sundhedscafé i Randers

Randers kommune og patientorganisationerne i kommunen samarbejder om at fremme sundheden hos borgerne i Randers. I fællesskab har man udviklet en sundhedscafe, som i betydelig grad drives af frivillige - herunder personer fra Kræftens Bekæmpelse i Randers.


Der har endnu ikke været officiel indvielse af den nye sundhedscafé i Randers. Den kører dog allerede nu. Sundhedscaféen finansieres af kommunen, men i vid udstrækning drives den af frivillige fra flere patientorganisationer i Randers.
De første borgere har allerede spottet skiltet udenfor og lagt vejen forbi caféen. Det er de velkomne til. Ideen er nemlig, at man som Randersborger kan komme uanmeldt og søge information om sundhedstilbud i kommunen eller måske vende en sag med en af de frivillige i caféen.

Formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Randers, Ole Dallris, siger: ”Jeg har også et par gange haft samtaler med personer, der på den ene eller anden måde har kræft inde på livet. Det er fortrolige samtaler, hvor vi også har mulighed for at gå ind i et lille uforstyrret rum ved siden af cafén. De folk,jeg talte med,havde tilfældigt set vores skilt ude på gaden og kom derfor ind.”

Ole Dallris forventer, at efterspørgslen efter caféns tilbud stiger, når borgerne i Randers snart kan læse et indlæg i den lokale ugeavis, hvor de præsenteres for kommunens nye sundhedscenter, som caféen er en del af.

Officiel indvielse, når alt er på plads
Grunden, til at der ikke har været officiel indvielse og officielle PR-aktiviteter for sundhedscentret, er, at caféen kun er et af flere tilbud, der skal være at finde i det nye sundhedscenter i Randers Kommune. Endnu er alt nemlig ikke på plads. Blandt andet venter man stadigvæk på, at mammografiscreeningsudstyr og tilhørende personale flytter ind i bygningen.
Ole Dallris tilføjer: ”I sundhedscentret kommer der også en del tilbud, som er kræftrelevante. Blandt andet vil forløbskoordinatoren være i centret og allerede nu starter genoptræning. Så jeg tror caféen kan regne med gæster, som egentlig kommer til huset af andre grunde”.


Uddannelse til de frivillige
Patientforeningerne i Randers har tilsammen fundet så mange café-frivillige, at ingen behøver at tage mere end én vagt pr. måned. Nogen frivillige er dog fortsat lidt betænkelige ved tanken om at møde borgere, der måske er i krise. De frivillige er bange for ikke at kunne håndtere den situation.
Det forstår den lokale formand godt.
Ole Dallris understreger dog: ”Jeg tror faktisk ikke, der kommer borgere, som er lidt ude i tovene. Jeg ved, at de mennesker vælger at tage kontakt pr. telefon. Det oplever jeg selv som lokalformand. De fleste henvendelser i caféen vil dreje sig om hjælp til at finde information og et ønske om at tale med en person med samme diagnose som dem selv eller deres pårørende”.

Men Ole Dallris påpeger, at man lytter til de frivilliges behov, og derfor er han glad for, at kommunen planlægger at uddanne de frivillige, som arbejder i caféen. Uddannelsen er endnu i støbeskeen. Tanken er, at den skal ruste de frivillige til mødet med de borgere, der søger information, samtaler med ligesindede eller noget helt tredje.
Hvad angår samtaler med ligesindede, tilføjer Ole Dallris: ”En gang om måneden - fra kl. 18.00-20.00 - har KB i Randers et nyt tilbud om at komme og deltage i et netværk for kræftramte. Det håber vi, at en del vil benytte sig af, når borgerne finder ud af, at tilbuddet findes. Den hyggelige café er i hvert fald en god ramme”.

Fakta om Sundhedscafeen i Randers
• Placeret i kommunens sundhedscenter, centralt i Randers
• Åben alle hverdage om eftermiddagen
• Bemandes af frivillige fra forskellige patientorganisationer
• Aktiviteter som stavgang, foredrag og andet har afsæt i cafeen



Sidst ændret: 14-09-2007


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen