Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Når kampen mod kræften også bliver en kamp med kommunen

Da Beate Preskou fik brystkræft for tre år siden, væltede hele hendes verden. Hun måtte holde op med at arbejde, hun fik en depression, og følte sig samtidig presset af sin kommune. Beate Preskou fortæller sin historie i en ny video på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. For frivillige, som arbejder med at påvirke den lokale kommune, er videoen rigtig god til at vise, hvor vigtig kommunen er for kræftpatienter.


Manglende forståelse og for lidt indblik i hvad patienterne har brug for. Sådan har en del kræftpatienter desværre oplevet mødet med deres kommune. Det negative indtryk er ikke et udtryk for dårlige sagsbehandlere, men at der mangler viden om og forståelse for, hvad det betyder at være kræftpatient.

- Med videoen vil vi gerne gøre opmærksom på, at den måde, kræftpatienter modtages på i deres kommune, har en kolossal betydning. De krav og forventninger, patient og kommune har til hinanden, skal håndteres nænsomt. Patienten skal møde hjælp og forståelse, siger Karin Mejding, der er redaktør på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside til kommuner.

Beate Preskou ville gerne have mødt mere forståelse for sin situation hos kommunen.
Følte sig amputeret
Beate Preskou har egen virksomhed, en god familie og et godt netværk, men alligevel brød hendes liv sammen, da hun fik konstateret brystkræft for tre år siden. Beate Preskou fik fjernet sit ene bryst og fik efterfølgende både kemoterapi og strålebehandling. Undervejs i forløbet fik Beate Preskou en depression:

- Jeg havde en positiv og negativ stemme indeni. Den negative sagde til mig, at jeg bare skulle give slip. Jeg havde det, som om jeg lå i et mudret hul, og så lod jeg mig simpelthen glide og havde en rigtig god følelse med det. Ja, det var skønt bare at give slip, så syntes jeg, at jeg slap for frygten og alt det her, siger Beate Preskou.

Beate Preskou fik ved egen hjælp kæmpet sig op igen, men da hun kun fire dage efter sin operation blev kaldt op til kommunen for at rette et kryds i sin ansøgning om sygedagpenge, kom angsten og frygten tilbage.

Hvornår starter du med at arbejde?
Oppe på rådhuset kunne Beate Preskou, efter lang tids venten, komme til at sætte sit kryds det rigtige sted. Men da hun er på vej ud, bliver hun spurgt: ”Hvornår starter du med at arbejde igen?”

- Og der kan jeg tydeligt huske fornemmelsen af min angst. Jeg blev simpelthen så bange. Jeg sagde til hende: "Jamen, det er jo kun fire dage siden, jeg er blevet opereret, og jeg starter kemo om tre uger". "Ja", sagde hun så, "der er faktisk mange, der arbejder, selv om de er i kemoterapi", fortæller Beate Preskou.

Gratis materialer til kommunerne
Problemstillingen er ikke ukendt for Kræftens Bekæmpelse, der ofte hører om patienter, der har haft lignende oplevelser:

- Det er vigtigt – og i det lange løb også besparende – at hjælpe borgerne på fode igen, efter at de er blevet ramt af sygdom. Så kan mange flere blive mødt af en forstående og fremadrettet behandling, når de kommer i kontakt med deres kommune. Kræftens Bekæmpelse tilbyder inspiration og en række materialer til sundhedsprofessionelle. Materialerne kan downloades eller bestilles gratis som pjecer, siger Karin Mejding.
Beate Preskou fortæller om sit forløb med brystkræft og mødet med kommunen i en ny film på cancer.dk/video

 



Af journalist Charlotte Taarnhøj, Patientstøtteafdelingen.

Sidst ændret: 20-06-2008


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen