Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Musikere laver frivillig indsats for kræftsagen

Når livet viser sig fra sin mest brutale side, kan afmagten blive stor. Sangeren Karen S oplevede i efteråret, at en nær kollega fik konstateret kræft og blot fem uger senere døde fra sin mand og to-årige søn. Sammen med musiker-kollegaen Sanne Do har hun skrevet sangen ’This City’ om den barske oplevelse. De to musikere donerer alle indtægter fra sangen til Kræftens Bekæmpelse. Nu gælder det om at så mange radioer som muligt spiller sangen.


Sådan støtter du projektet:
Gå ind på blogs.myspace.com og læs hvordan du kan sørge for at sangen bliver spillet
Karens kollega, Maren på 32 år, var et livfuldt medlem af disko-bandet ’Super DeLuxe’, mor til en dreng på to år og i fuld fart på vej ud i livet. Indtil sidste efterår. Da blev hun indlagt på hospitalet. Fem uger efter hun fik konstateret en meget aggressiv form for modermærkekræft døde hun af sygdommen.

- Jeg var dybt ulykkelig på Marens mands og barns vegne. Jeg ville jo gerne hjælpe ham, men det er meget svært. Hvordan hjælper man bedst, når nu jeg ikke kan bringe hans kone tilbage? Samtidig var det virkelig et wake-up call for mig, som satte et anderledes perspektiv på, hvordan man skal leve sit liv, og gå efter de ting man drømmer om, mens man er til stede her på jorden, siger Karen S.

Vandrede rundt
Karen vandrede rundt i gaderne i København og tænkte over den brutale oplevelse hos den jævnaldrende kollega, som pludselig bragte døden tæt på Karens eget liv. Tankerne blev til sangen ’This City’. Karen kontaktede så sin musikerkollega, Sanne Do, og bad hende lave en melodi til teksten.

- Det var nok ikke et tilfælde, at Karen kom til at tænke på mig. Jeg har selv haft sorgen og afmagten helt inde på livet, fordi jeg for fem år siden mistede min to-årige søn, som fik en hjernesygdom, og samtidig har jeg haft kræft tæt inde på livet, da min mor fik brystkræft.. Jeg har siden hen talt med mange blandt min familie og venner, som har udtrykt fortvivlelse over at være pårørende til en pårørende, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre overfor mig. Døden er stadig et stort tabu i vores samfund. Derfor kunne jeg levende sætte mig ind i Karens tanker, siger Sanne Do.

Glad for initiativet
Marens efterladte mand, Martin, er meget glad for det initiativ Karen har taget.

- Jeg er rørt og taknemmelig over initiativet, da jeg ved, at Karens motiver er ægte og oprigtige.
Jeg er pissestolt af min kones liv, og den måde hun rørte folk på. Hun levede ikke forgæves. At hun - heller ikke som død er ’forgæves’ giver lidt mening midt i denne meningsløshed.
Jeg føler, at jeg selv - igennem Karen - gør et eller andet, ved at ’velsigne’ dette projekt.
Maren ville selv ud at samle ind for Kræftens Bekæmpelse, så snart hun blev rask. Nu går jeg ruten for hende, siger Martin Mahler.

Karen S og Sanne Do har i fællesskab gjort sangen færdig sammen med den herboende walisiske producer, James Thomas, som også er producer på Sanne Dos debutalbum,´Blending in the Crowd´, som udkom i november 2008. Nu har de besluttet at donere sangen til Kræftens Bekæmpelse. Det vil sige, at alle indtægter fra afspilninger på radiostationer går til Kræftens Bekæmpelse.

- Vi har jo tit støttet med 100 kroner her og der, men havde lyst til at gøre noget, som batter lidt mere. Men da vi begge lever af at skrive sange og spille musik, er vores midler ret begrænsede. Så tænkte vi, at vi kan bruge vores kreative kompetencer og støtte på den måde. Og jeg har en oplevelse af, at Kræftens Bekæmpelse er rigtigt gode til at tage sig af både kræftpatienter og de pårørende, siger Sanne Do.

- Vi håber, at radiostationerne vil spille sangen rigtigt meget. Der er jo tale om en win-win situation: Radioen skal alligevel betale for at spille musik, men nu går pengene bare til et godt formål i stedet for at havne i vores egen lomme, siger Karen S og Sanne Do om projektet.

Håber den bliver spillet mange gange
Karen S & Sanne Do håber, at deres sang vil indbringe rigtigt mange penge til Kræftens Bekæmpelses arbejde for kræftpatienter og samtidig være med til at skabe opmærksomhed om foreningens landsindsamling d. 29. marts. De skal begge ud med indsamlingsbøssen – og måske de tager guitaren med og synger ’This City’, for folk der kommer forbi i København.

- Hos Kræftens Bekæmpelse er vi meget glade for Karen S & Sanne Dos initiativ. Vi ser det som en helt ny og meget spændende måde at kombinere opmærksomhed om kræftsagen med mulighed for at tjene penge til vores arbejde for kræftpatienterne, siger udviklingschef Majken Samsøe Moghaddas fra Kræftens Bekæmpelses marketingafdeling.


Sidst ændret: 06-03-2009


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen