Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
En tung indsamlingsbøsse, fire trætte ben og 20 opgange senere |
|
I Jyske Bank på Vesterbrogade var der allerede kø udenfor, da klokken var kvart i 10 i morges. Martin Buch og Rasmus Botoft fra DR’s satireprogram Rytteriet havde engageret sig i at uddele indsamlingsruter til de frivillige indsamlere mellem 10 og 11 og sørgede fra morgenstunden for god stemning i Jyske Banks lokaler.
 |
| Berte på fire år og hendes mor Louise Bjørn Jacobsen fik samlet næsten 1.000 kroner ind til landsindsamlingen. Foto: Louise Albers |
Marie Lyndrup som i år har arbejdet frivilligt som kampagneleder for indsamlingen på Vesterbro har sammen med tre andre frivillige koordinatorer været i gang siden februar for at arrangere denne dag: ”Der har været nok at se til, og i dag har vi været i gang siden kl. 8.30 i morges, og er nok først færdige kl. 16.00”, siger Marie smilende. Marie har sammen med tre andre kampagneansvarlige sørget for, at der er morgenmad til indsamlerne, at der er gavekort til uddeling til alle, og at der er en lille ekstra konkurrence, hvor man bl.a. kan være heldig at få et gavekort til fx Ricco’s Kaffebar.
I køen står Berthe på fire år sammen med sin mor Louise Bjørn Jacobsen. De skal ud at samle ind, og Berthe er allerede lidt spændt på, hvordan det mon bliver, og hvad man så skal spørge folk om, når de åbner døren. ”Vi skal bare sige: Vi kommer fra Kræftens Bekæmpelse. Kunne du ikke tænke dig at støtte med nogle penge?”, forklarer Louise sin datter.
Berthe og Louise har fået en rute på Vesterbrogade og er glade for, at de fik en rute tæt ved, så de ikke skal gå så langt. Der er meget erhverv på den strækning, Louise og Berthe har fået tildelt, så de er spændte på, hvor mange penge de så kan få samlet ind. ”Jeg er også lidt spændt på, hvor meget Berthe kan holde til, men ellers har jeg en plan B,” siger Louise smilende. For hende er frivillighed ret naturligt: ”Jeg gør det for den gode sag, og fordi vi i vores familie har haft familiemedlemmer, som har været syge med kræft”, fortæller hun og fortsætter ”det er jo en sygdom, der er ret svær at komme udenom.”
Det er første gang Louise har meldt sig som indsamler, og til dels handler det for hende også om at vise sine børn, at det er vigtigt at tænke på andre end sig selv. ”For mig handler det i høj grad også om at fortælle og vise mine børn, at det er vigtigt at gøre noget for andre. Det man kan fx gøre ved at melde sig som indsamler. Det er noget med at give sine børn en bevidsthed om, at selvom man ikke selv er syg, så er der andre, der er, som får gavn af de penge, vi samler ind i dag.” Berthes storebror på 10 år har også prøvet at være med ude at samle ind til velgørende formål.
Bag første dør, der åbnes for Louise og Berthe, står en ung fyr: ”Det har ingen interesse”, lyder det fra ham. ”Ingen problemer,” siger Louise med et smil og går en etage højere op. Ved næste dør har de mere held i sprøjten, og Berthe synes tydeligvis, det er lidt sjovt at være med til at banke på dørene.
Berthe er kun fire år, men hun har virkelig stærke ben og et smittende humør. Efter en hel del opgange med lejligheder til 4. sal, kniber det dog lidt med at få Berthe til at gå med hele vejen op. Hun vil gerne tegne lidt hjerter og har det fint med, at Louise selv tager et par trapper, mens hun venter forneden.
Med deres nu tunge indsamlingsbøsse, fire trætte ben og med 20 opgange tilbagelagt står Louise og Berthe atter i kø hos Jyske Bank og venter spændt på at få at vide, hvor mange penge, de har fået samlet ind.
918, 75 kr., siger kvinden fra Jyske Bank, som i dagens anledning står bag disken for at håndtere pengesager for Kræftens Bekæmpelse. Berthe og Louise modtager et fint diplom for deres indsats og to gavekort som de enten kan bruge i DGI-Byens Bowling eller i Gloria Biograf.
”Vi kunne da helt sikkert finde på at melde os som indsamlere igen,” siger Louise og klemmer Berthes hånd, som de forsvinder ud af døren til Vesterbrogades søndagsro.
Alle medvirkende, til at dette års indsamling på Vesterbro kunne lykkes, kan være tilfredse. De 124 vesterbroindsamlere fik nemlig i år samlet hele 143.415,25 kr. ind.
Louise Albers, frivillig skribent
Sidst ændret: 23-04-2010
Nøgleord på siden: