Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

8.000 kræftpatienter gør status i ny undersøgelse

Kræftens Bekæmpelse gennemfører nu for første gang en omfattende spørgeskema-undersøgelse af danske kræftpatienters oplevelser fra første symptom til afsluttet behandling. Undersøgelsen er med til at tegne et aktuelt billede af kræftbehandlingen herhjemme, idet den omfatter de patienter, der fra maj til august i år har fået en kræftdiagnose. Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, håber på stor deltagelse: - Patienten er eksperten, når det gælder oplevelsen af et samlet kræftforløb, understreger han.

Direktør Leif Vestergaard Pedersen: - Patienternes erfaringer er guldkorn for os, når det gælder om at højne kvaliteten i kræftbehandlingen.
Hos godt 8.000 kræftpatienter landet over vil der de kommende uger dumpe et brev ned i postkassen med Kræftens Bekæmpelse som afsender. Brevet indeholder et spørgeskema, hvor kræftpatienterne har mulighed for at fortælle om deres personlige oplevelser og vurderinger, fra de mærkede de første symptomer på noget unormalt, gik til lægen og efterfølgende gennemgik diverse undersøgelser på sygehuset.

Patienterne kan endvidere indgående berette om deres oplevelser i forbindelse med overbringelsen af selve budskabet om deres kræftsygdom samt det efterfølgende behandlingsforløb.

Sammenhæng i forløb
- Selve spørgeskemaet går i dybden på kritiske områder for at belyse patienternes oplevelser af, om der er tale om  sammenhængende og velfungerende forløb. Derfor får patienterne her mulighed for at videregive såvel gode som dårlige oplevelser, de har haft undervejs i hele sygdomsforløbet, siger kvalitetskonsulent Mette Vinter fra Kræftens Bekæmpelse.

Alle oplysninger fra spørgeskemaet behandles strengt fortroligt. Anonymiteten er således sikret i undersøgelsen, der gennemføres af Kvalitetsenheden i Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet.

Frivillig deltagelse
-Selv om det naturligvis er frivilligt at deltage i undersøgelsen, håber vi, at rigtig mange har lyst til at udfylde spørgeskemaet for at hjælpe os med at forbedre forholdene for kræftpatienter. Jo flere der deltager, des større værdi får undersøgelsen, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen og fortsætter:

-Patienten er jo eksperten, når det gælder oplevelsen af et samlet kræftforløb. Patientens viden er derfor guldkorn for os i vores arbejde med at sikre en høj kvalitet i kræftbehandlingen herhjemme.
Kvalitetskonsulent Mette Vinter: - Det er en udfordring at afdække det samlede kræftforløb, men det er samtidig en enestående mulighed for at belyse patienternes oplevelser undervejs. I forbindelse med undersøgelsen følges endvidere en udvalgt gruppe kræftpatienter for at afdække hele deres sygdomsforløb.


Nye kræftpatienter
Ifølge Mette Vinter har de 8.000 patienter, der modtager spørgeskemaet, alle fået deres kræftdiagnose i perioden fra maj til august i år. Der er tale om patienter, der ikke tidligere har haft kræft.

Selve spørgeskemaet er udformet, så der også er plads til personlige kommentarer. Blandt andet når det gælder lægens overbringelse af selve beskeden om kræftsygdommen, hvor patienterne kan supplere med, om de i den forbindelse har savnet nogen form for tilbud eller støtte.

Resultat klar til foråret
Resultatet af undersøgelsen ventes klar i løbet af foråret 2011.

-Derefter planlægger vi en opfølgende undersøgelse af de patienter, der besvarer skemaet nu, for at indsamle viden om deres erfaring og oplevelser med de efterfølgende kontrolforløb og rehabiliteringstilbud, siger kvalitetschef, overlæge Janne Lehmann Knudsen.

-Resultaterne er afgørende for, at vi i samarbejde med sundhedsvæsenet kan fortsætte med at forbedre forholdene for kræftpatienter, understreger hun.

Det er første gang nogen sinde, at Kræftens Bekæmpelse indsamler viden fra så mange nydiagnosticerede kræftpatienter, men Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse har besluttet, at der med regelmæssige mellemrum skal gennemføres undersøgelser, der kan tegne et aktuelt billede af kræftbehandlingen.

Det er derfor hensigten, at disse omfattende undersøgelser skal gentages de kommende år.

Til top

Tilbage



Af journalist Lone Zilstorff

Sidst ændret: 08-09-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen