Sitemap
Del med andre Print

Ny lokalrådgivning i Kalundborg

Mandag den 6. september blev Kræftens Bekæmpelses nye rådgivning i Kalundborg indviet. Borgere med kræft, pårørende og efterladte tilbydes nu professionel rådgivning hver anden mandag. Over hele landet arbejder Kræftens Bekæmpelse på at få samarbejder i gang med kommunerne om at give lokale tilbud til patienterne, der hvor de bor.

 
Snoren bliver klippet over ved åbningen af den nye lokalrådgivning i Kalundborg.

Hver anden mandag vil der i tre timer sidde en professionel rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse i Info-stedet i Kalundborg klar til at tage imod kræftpatienter og pårørende, der har brug for hjælp, råd eller bare en snak.

”Vi stiller en rådgiver til rådighed et par timer hver anden uge, tæt på der hvor folk bor. Vi ved, at mange ikke kommer til Kræftrådgivningerne f.eks. i Holbæk eller Roskilde, fordi det er for besværligt. Vi håber på, at vi på den måde kan nå ud med vores hjælp til folk, der af forskellige årsager ikke selv har ressourcer til at opsøge os på de større rådgivninger,” siger Anne Mau, Kræftens Bekæmpelses regionschef i Region Sjælland.

Også frivillige bag tilbuddet
Det nye tilbud i Kalundborg er et resultat af en samarbejdsaftale mellem Kalundborg Kommune og Kræftens Bekæmpelse. Kræftens Bekæmpelse stiller ekspertise til rådighed – til gengæld stiller kommunen med lokalet. Tilbuddet er en udvidelse af et eksisterende tilbud, hvor frivillige i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Kalundborg gennem en årrække har stillet sig til rådighed med bistand til patienter, pårørende og efterladte, blandt andet i form af sorggruppeforløb, cafeaktiviteter og i et netværk for patienter med lymfekræft. 
Rådgivningen i Kalundborg er langt fra et særtilfælde. Også andre steder i landet er der lokale tilbud om kræftrådgivning, hvis der er store afstande til Kræftrådgivningerne. Desuden deltager Kræftens Bekæmpelse i en række kommunale rehabiliteringstilbud rundt omkring i landet.

Målet er rehabilitering i alle kommuner
”Vi arbejder på flere fronter på, at der skal være et rehabiliteringstilbud i alle kommuner til dem, der har behov. En foreløbig opgørelse viser, at det findes i godt halvdelen af landets kommuner, og i cirka halvdelen af de tilbud er Kræftens Bekæmpelse med. Enten ved at kommunen bruger vores erfaring og viden til at tilrettelægge et godt tilbud, eller ved at vi stiller fagpersoner til rådighed i det omfang, det er muligt,” siger Bo Andreassen Rix, der er chef for Dokumentation og Udvikling i Patientstøtteafdelingen i Kræftens Bekæmpelse.

”Det er håbet, at vi kan få sat kræft mere på dagsordenen lokalt. Det skulle gerne resultere i endnu flere og bedre tilbud om rådgivning og rehabilitering – både kommunalt styrede og tilbud, som frivillige står for,” siger Bo Rix.


 



Af journalist Helle Falborg/Annemette Grant Larsen, kommunikationsmedarbejder

Sidst ændret: 17-09-2010



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
CVR: 55629013
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen