En tur ned ad en gågade i provinsen taler næsten for sig selv. Der er bare flere solariebrune ansigter i Nordjylland, end der er i Hovedstaden. Faktisk dobbelt så mange. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, som blandt andet har sammenlignet de 15-25-åriges solarievaner i de fem regioner.
På toppen af listen med flest solariebrugere ligger Nordjylland. Her har 42 procent af de 15-25-årige været i solarium det seneste år, mens Sjælland er lige i hælene med 38 procent. I Syddanmark er det 35 procent, Midtjylland 30 procent og Hovedstaden 21 procent.
 |
| Som ung er det meget vigtigt ikke at skille sig ud fra normen. Så går de andre i solarium, gør man det også selv, lyder det fra psykolog Michael Kaster. |
En del af forklaringen på, at så mange færre bruger solarium i Hovedstaden, skal ifølge Michael Kaster, der er privatpraktiserende psykolog og børnesagkyndig, findes i, at man nemmere kan slippe af sted med at skille sig ud i storbyen:
-Den kulturelle mangfoldinghed, som er til stede i storbyen, er ikke til stede på landet – og heller ikke i Nordjylland. I storbyen er der mulighed for at tilhøre mange subkulturer, mens det i provinsen kan være meget mere entydigt, at man skal bruge solarium, siger Michael Kaster.
Vennerne viser vejen
Ifølge undersøgelsen har vennerne da også stor betydning for, om de unge vælger at bruge solarium. Blandt de 15-25-årige, som kun har få venner, der bruger solarium, er det kun 21 procent, der selv går i solarium. Mens det blandt de unge, som angiver, at de har mange venner, der bruger solarium, er hele 72 procent, som også selv går i solarium. Det er ikke så mærkeligt, mener Michael Kaster:
-Som ung er det vanvittig vigtigt at følge normen, og det gælder uanset, hvor man bor. Vi forstår os selv gennem gruppetilhørsforhold og får identitet gennem de grupper, vi tilhører. Specielt i provinsen skal man helst holde sig til den kultur, der er gældende. Så man gør ligesom de andre, siger Michael Kaster.
Hovedstaden hurtigere på nye trends
Så selv om de unge godt ved, at solarier kan være skadelige, skal der mere end viden til, for at de ændrer vaner. Det skal være utrendy at bruge solarium. Og der kommer man ikke uden om, at der rykkes først på de nye trends i Hovedstadsområdet.
-Uden at skulle tale dårligt om provinsen, så er de ikke først, når det gælder nye strømninger og nye tendenser inden for mode, siger Michael Kaster.
 |
| Projektchef Anja Philip glæder sig over, at udviklingen går i den rigtige retning - færre unge bruger solarium. |
Anja Philip, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, håber, at tendensen i Hovedstaden er tegn på en ny og sundere trend, som vil smitte af på resten af landet:
-Det er jo glædeligt, at nogle af vores unge er blevet beviste om, at solarierne både er sundhedsskadelige og umoderne, siger Anja Philip og fortsætter:
-Heldigvis er der sket et fald i de unges solarieforbrug på hele 20 procent blandt de 15 til 20-årige, så selvom vi fortsat ser, at alt for mange bruner sig i solarierne, går udviklingen i den rigtige retning.
Fakta om solarier og modermærkekræft
• Ifølge WHO øger unge under 35 år deres risiko for modermærkekræft med 75 pct. ved blot ét eller flere solariebesøg om måneden.
• WHO har fatsslået at der er en direkte sammenhæng mellem UV-stråling fra solarier og modermærkekræft.
• Modermærkekræft er den farligste og mest aggressive form for kræft i huden.
• Jo flere solskoldninger, jo større risiko for at få modermærkekræft. Solskoldninger tidligt i livet øger risikoen for modermærkekræft betydeligt.
• Årligt registreres ca. 600 nye tilfælde af modermærkekræft blandt mænd og ca. 750 tilfælde blandt kvinder i Danmark. Det vil sige i alt ca. 1350 nye tilfælde.
• Blandt unge kvinder (15-34 år) er modermærkekræft den hyppigste kræftform og blandt unge mænd den næst hyppigste.
• Ca. 18 pct. af mændene og 9 pct. af kvinderne, der har fået konstateret modermærkekræft, dør af sygdommen inden for de første fem år. I gennemsnit dør 230 danskere af modermærkekræft om året.
Sluk solariet
Til top
Tilbage