Danskerne dropper solariet i stort tal |
|
Antallet af danskere, der bruger solarium, er halveret på bare fire år, viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse.

Der bliver længere og længere mellem de danskere, der lægger sig til rette i et solarium for at give huden et skud farve.
På bare fire år er antallet af solariebrugere næsten halveret fra 28 procent i 2006 til blot 15 procent i 2010, viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Det er især de unge piger, der har valgt at smække solarielåget i for sidste gang. For mens det i 2006 var hver anden kvinde mellem 15 og 19 år, der brugte solarium, er det nu blot hver femte.
Nye tider i modebranchen
»Det er meget glædeligt, at udviklingen går i den rigtige retning. Både for befolkningen generelt, og ikke mindst for unge kvinder. Men der er stadigvæk alt for mange, der lægger sig under den stærke kræftfremkaldende stråling«, siger Anja Philip, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Det er ikke kun de unge, der lægger solarievanerne på hylden. Det er tilfældet for samtlige aldersgrupper.
Af Rebecca Vang, kommunikationskonsulent
Sidst ændret: 25-11-2011