Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden: egenomsorg, gode råd

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Rygestop gavner humøret

Der er ingen tvivl om, at rygestop er godt for helbredet. Til gengæld er der ikke forsket meget i, hvordan et rygestop påvirker tidligere rygeres livskvalitet. Men nu viser en undersøgelse, at eksrygere er både gladere og sundere end dem, der stadig ryger.


Rygere har ofte negative forestillinger om, hvordan deres liv vil blive, hvis de kvitter smøgerne. De frygter, at det vil gå ud over deres forhold til andre mennesker, at de går glip af hyggen eller får svært ved at klare pressede situationer, hvis de ikke længere har cigaretten som ven og hjælper. Men det er faktisk lige omvendt. Eksrygere har højere livskvalitet end rygere. Det viser et studie fra USA, hvis resultater for nylig er offentliggjort i tidsskriftet Annals of Behavioral Medicine.

Eksrygere er gladere og sundere
Forskere fra University of Wisconsin School of Medicine and Public Health har spurgt 1504 nuværende og tidligere rygere om en lang række forhold, der vedrører deres livskvalitet: Hvordan de vurderer deres generelle og helbredsrelaterede livskvalitet, om deres positive og negative følelser, tilfredshed med parforhold og forekomst af stressfaktorer.

For at vurdere livskvalitet, har forskerne spurgt om alt fra livsfilosofi og selvværd til sociale relationer og jobsituation. Svarpersonerne har svaret på et spørgeskema både et og tre år efter deres rygestop. Og resultatet er, at tidligere rygere ikke kun oplever en forbedring af deres fysiske helbred. De oplever også højere livskvalitet, færre stressfaktorer og forbedret følelsesregulering end rygerne. Til gengæld havde rygestop ikke nogen betydning for, om deltagerne var tilfredse med deres parforhold.

Studiets resultater kan bruges til at rådgive rygere, der er nervøse for, om deres livsglæde vil falde, hvis de stopper med at ryge. Viden om, at personer, der har haft succes med deres rygestop, rent faktisk oplever øget livskvalitet på den lange bane, kan være med til at motivere andre rygere til også at kaste sig ud i et stopforsøg.

Et rygestop er en personlig sejr
Hos Kræftens Bekæmpelse er man ikke overrasket over undersøgelsens resultater.

”Undersøgelsen bekræfter, hvad mange rygere har fortalt: Et rygestop med succes er en personlig sejr, som giver stolthed og øget selvtillid. Mange eksrygere får efterfølgende mod på at ændre deres liv på andre områder og ændrer f.eks. kost- og motionsvaner,” siger projektchef Niels Them Kjær.

Desuden har et rygestop ofte den positive bivirkning, at idéen smitter og inspirerer familie, venner og kolleger til også at skodde tobakken.



Sidst ændret: 20-01-2012


Nøgleord på siden: egenomsorg, gode råd
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen