Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Unge ryger passivt i stor stil |
|
72.000 unge mellem 16 og 20 år udsættes dagligt for passiv rygning i mindst en halv time. Knap hver 10. inhalerer passivt i over fire timer om dagen.
Flere unge udsættes dagligt for passiv rygning, end der er unge, der selv ryger.
Mens omkring hver sjette 16-20-årige dansker ryger dagligt, er hver fjerde ikke-dagligryger mellem 16 og 20 år - svarende til 72.000 unge på landsplan - udsat for minimum en halv times passiv rygning dagligt.
Det gælder helt præcis 25,9 procent af drengene og 24,0 procent af pigerne, og knap hver 10. ung svarer, at de er passive rygere i mindst fire timer om dagen. Det viser rapporten 'National Sundhedsprofil Unge 2011', hvor unges livsstil og sundhedsvaner kortlægges.
Tallet er 'overaskende højt', mener manden bag undersøgelsen, forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed Knud Juel. Han påpeger, at den udbredte passive rygning blandt unge kan få helbredsmæssige konsekvenser.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er tobaksforurenet luft kræftfremkaldende og øger risikoen for hjertekarsygdomme og luftvejslidelser. I den mindre alvorlige ende af skalaen forårsager passiv rygning ofte gener som irritation af øjne og slimhinder i halsen, hoste og hovedpine.
Opgør med rygelov
Derfor arbejder Kræftens Bekæmpelse på, at det offentlige rum bliver røgfrit, og ikke mindst for et opgør med den nuværende rygelov, der tillader rygning på værtshuse med et serveringsareal på under 40 kvadratmeter.
»Vi er nødt til at have revideret loven om røgfrie miljøer, så alle og ikke mindst de unge undgår at blive udsat for kræftfremkaldende stoffer fra tobaksforurenet luft,« siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Inge Haunstrup Clemmensen
Undersøgelsen viser ikke, hvor de unge bliver udsat for den passive røg, men et bud kunne være i hjemmet og til fester med jævnaldrende, siger forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed Knud Juel. Han peger på, at en effektiv måde at begrænse passiv rygning blandt unge på er at begrænse en væsentlig kilde: de andre unges rygning.
»Vi har en lov om, at man ikke må sælge tobak til unge under 18 år, men jeg tør godt vædde med, at den lov ikke bliver overholdt. Derfor kunne man gøre noget ved problemet ved at sørge for, at loven bliver overholdt. Og det er endda gratis, for loven er der,« siger forskningslederen.
Nøgleord på siden: