Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet


Jeg fortalte lidt henslængt min mand om mit "fund" i højre bryst, og han responderede meget direkte; "Du må se at komme til lægen i en fart". Jeg ved ikke, hvilken respons jeg havde forestillet mig, men ikke desto mindre syntes jeg, at han var lidt træls at høre på.... Hvad fanden vidste han om knuder i mine bryster?

Følg Mettes kamp mod kræft - Læs første afsnit af hendes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 2: Alvoren gik op for mig, da lægen kiggede bekymret på mig og sagde: Du har så valgt at komme alene.


Både sygeplejersken, der hentede mig i venteværelset, og lægen, der sad i konsultationsstuen, så dybt alvorlige ud. Jeg fornemmede et voldsomt ubehag og samtidig føltes det som om alt inde i mig frøs til is. Jeg satte mig på den ene side af bordet (der lignede et kateterbord fra da jeg gik i folkeskolen). På den anden side sad sygeplejersken og lægen med hans chartek indeholdende min journal.

Læs hele andet afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 3: Mette får det bedre af at kommunikere åbent om sin sygdom – lige indtil hun skal fortælle det til sine børn.

”Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Det er bare det mest hæslige og smertende spørgsmål, hvortil jeg svarede.

- Det har jeg bestemt ikke tænkt mig at gøre.

Det kan ikke siges for tit, hvor eminent en rolle Kræftens Bekæmpelse spiller både for patienter og pårørende. Deres evne til at kommunikere og rådgive er uovertruffen. Jeg blev behandlet, som var jeg den eneste, de skulle passe på og hjælpe. Udpræget forståelse og tålmodighed til at spørge, lytte og respondere relevant og nærværende. Jeg fik mange gode råd til, hvordan jeg kunne håndtere den svære samtale med mine børn, og hvad jeg med fordel kunne være opmærksom på.

Læs hele tredje afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 4: Mette græd hele vejen ned til operationsstuen. Ville hun vågne op til en besked om, at kræften havde spredt sig?

Psykisk havde jeg det rigtig skidt dagene op til operationen. Jeg var især bange for at blive konfronteret med eventuel spredning til lymfeknuderne. Jeg arbejdede, som jeg plejer og gjorde meget ud af at være der for pigerne. Det gav mig energi, men samtidig var jeg helt flad, når dagen var gået, og pigerne kommet i seng. Så væltede alle bekymringerne og negative tanker frem, hvilket min mand fik den fulde "fornøjelse" af. Det var synd for ham, men jeg kunne ikke trække mig op til andet. Havde bare brug for, at han elskede sin umulige kone, holdt om hende og skabte ro i hendes "rundtossede" hoved.

Læs hele fjerde afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 5: Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet

Mille og Malou havde de skønneste kommentarer til deres "nye" mor, og min mand sagde og gjorde så meget skønt, at jeg stadig smiler, når jeg tænker på hans håndtering og kommentarer. Følte mig nærmest foxy og tiltrækkende – ret skøn fornemmelse.

Tror ikke, at alle menneskerne omkring mig er klar over, hvor stor og betydningsfuld rolle de spiller i min kamp. Jeg er dybt taknemmelig for at så mange mennesker omkring mig, nær som fjern, på hver deres måde er med til at bygge min styrke. Det værdsætter jeg højt.

Læs hele femte afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 6: Kursus i makeup, kondomer med knopper og ingen øjenbryn. Det er nogle af de følger, Mette bliver indviet i til møde med sygeplejersken.

Det første syn, der mødte os på afdelingen, var (udover en usædvanlig varm og åben modtagelse) mange skaldede eller (meget) korthårede kvinder. Vi sad og ventede på at blive kaldt ind. Jeg lurede rundt og forsøgte i skjul at smugkigge på kvinderne, der også sad og ventede. Jeg prøvede at forestille mig, hvad de havde været eller var igennem. Prøvede at aflæse om de så bange ud. Om de troede på fremtiden. Eller om der var smil i deres øjne. Jeg skilte mig ud fra de andre med min nye frisure, men det i sig selv føltes egentlig ikke specielt fedt. Jeg vidste, at jeg inden længe ville være en af de skaldede kvinder og en del erfaringer rigere..

Læs hele sjette afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes Dagbog 7: Mette ved, at hendes hår snart falder af. Hun må på parykjagt, men det er ikke så ligetil at finde den rigtige.

Det første sted jeg frekventerede i forbindelse med min parykjagt var udstyret med "alt godt" til kvinder uden hår og bryster. Lidt overvældende atmosfære at bevæge sig ind i, men ikke desto mindre var det blevet en del af min virkelighed.

Læs hele syvende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 8: Surrealistisk at se celledræber-væsken sive igennem slangen og ind i mine blodbaner.

Mette har pakket sin håndtaske med brækposer, madpakke, avis, computer og ipad. Hun er klar til første kemobehandling, der ikke går som hun forventer.

Læs hele ottende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 9: Med en ufrivillig indlæggelse opdager Mette, at bivirkninger er mere end tabt hår, bræk, kvalme og udtørrende slimhinder.

Jeg var irriteret over, at jeg havde fået feber, men samtidig vældig glad for, at vi havde investeret i et fint nyt øretermometer, så jeg ikke skulle slås med det gamle "numsetermometer", for hold nu op hvor jeg i løbet af lørdagen tog min temperatur mange gange. Jeg håbede, krydsede fingre og andet godt for at temperaturen ville beherske sig og feberen falde. Please!

Læs hele niende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 10: Mettes hår er begyndt at falde af, og hun beslutter sig for at tage sagen i egen hånd. Bevæbnet med trimmer, hvidvin og hendes datters barbiedukke går hun i gang.

Jeg havde for lang tid siden besluttet, at jeg ikke ville lade hårtabet blive en lang og patetisk proces. Jeg stampede derfor ned til den lokale isenkræmmer butik for at handle udstyr til at gennemføre en kronragning. En ung og meget serviceminded pige tilbød sin hjælp, da jeg kom ind i butikken, og hun lignede for mig den perfekte ekspedient. Hun havde nemlig langt hår, men var "karse-kort-klippet" i den ene side, så jeg tænkte at hun måtte være i besiddelse af mange gode anbefalinger, tips og tricks.

Læs hele tiende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 11: Mette er blevet inviteret til makeup-kursus for kræftramte, og det viser sig at være mere underholdende, end hun havde forventet.

Da vi var blevet bænket rundt om det lange rektangulære bord, som var fuldt ekviperet med make-up (mere end jeg nogensinde har været i nærheden af), spejle og vatrondeller, blev den bedste bemærkning, jeg længe har hørt, serveret af den ene make-up-dame: "I kan hænge jeres parykker derovre". Anede ikke om jeg skulle kigge op eller ned, bide i bordkanten eller slet og ret lade mig trille rundt på gulvet af grin.

Læs hele ellevte afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”

Mette skal på besøg i sin datters klasse for at fortælle om at have kræft. Der bliver helt stille, da hun spørger, om de vil se hende uden parykken. 

Jeg stillede mig foran tavlen og kiggede ud over klassen som sad bomstille og kiggede på mig. Midt i mængden af skønne unger sad min egen lille pige og spejdede vurderende på sine kammerater. Det var tydeligt for mig at se, hvor opmærksom hun var på kammeraternes reaktion, og jeg sendte et par sjove (syntes jeg selv) kommentarer ud i klassen med henblik på at få smil, grin og god stemning at starte op på. Det gav pote, og vi var godt i gang.

Læs hele tolvte afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 13: Mette er heldig, at hun ikke har voldsomme bivirkninger. Men hun døjer med træthed og dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre, end hun gør.

Da jeg var midtvejs mellem 2. og 3. kemo begyndte jeg at blive nervøs og nærmest stresset ved tanken om risikoen for at blive syg grundet et lavt immunforsvar. Jeg meldte afbud til en fødselsdagsbrunch på en cafe, for at minimere risikoen for at blive smittet med noget fra nogen.

Læs hele trettende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 14: Mette er halvvejs igennem sit kemoforløb og det føles som en sejr.

Men så bliver hun for alvor ramt af kemoens bivirkninger. "Jeg følte mig mest af alt som en slatten gammel kone"

Læs hele fjortende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 15: Mettes mor har Alzheimers, og hun er i et dilemma omkring, hvorvidt hun skal fortælle sin mor om kræften. Men så sker der noget, der gør det hele ligegyldigt.

”Inderst inde vidste jeg jo godt, at min mor ikke kunne trøste og passe på mig"

Læs hele femtende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 16: Mette har aldrig følt sig ensom, indtil den dag, hvor hun får konstateret kræft.

”Alle omkring mig kan trække sig tilbage til et liv uden kræft – på nær mig”

Læs hele sekstende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 17: Mette er halvvejs igennem sin kemobehandling, men finder så ud af, at der er meget langt til målet.

Det føltes voldsomt uoverskueligt, og jeg var tæt på at få overbevist mig selv om, at det ville ingen komme godt igennem. Heller ikke jeg. Hvem helvede havde fundet på at uddele kemoshots så mange uger i streg...?!!?

Læs hele syttende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 18: Mette er hunderæd for den nye kemobehandling, og det går ud over hendes mest trofaste støtte.

Da vi ankom til afdelingen var der ikke mange ledige pladser, men til gengæld udsigt til forsinkelse, hvilket ikke just var, hvad jeg havde brug for. Mens vi ventede, formåede jeg at krydre min nervøsitet for den nye kemo med en snert af irritation over, at min mand der, mens vi ventede, helt afslappet lænede sig tilbage og læste nyheder på iPad'en.

Øv altså, fattede han da ikke hvor bekymret jeg var....hallooooooo.....gør dog noget mand!.

Læs hele attende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 19: Mette er begyndt at tælle ned til den sidste kemobehandling – og det er hendes hår også.

Måske var det indbildning, måske slitage eller måske blot manglende paryk-kærlighed. Uanfægtet årsagen, så oplevede jeg oftere og oftere, at parykken ikke sad, som jeg gerne ville. Vind og vejr synes at have gjort de kunstige hår genstridige, og tit når jeg fik kigget mig i et spejl, var der lidt for meget polka-højt hår til min smag. Jeg begyndte virkelig at glæde mig til, at mit eget hår igen kunne komme frem i lyset. Glædede mig til at vaske hår under bruseren og ikke i Margrethe-skålen en gang om ugen.

Læs hele nittende afsnit af Mettes dagbog

Mettes Dagbog

Mettes dagbog 20: Endelig er dagen for sidste kemobehandling kommet. Men Mette får en kæmpe mental mavepuster, inden hun kommer så langt.

Svede og hede eller ej – det kunne ikke slå begejstringen ned. Jeg var vild med tanken om at skulle rulle til Herlev hospital for at få det sidste kemoshot. Jeg smilede ved tanken om at entrere kemo-suiten, og elegant placere det lille flag på bordet. En tradition på afdelingen er, at man får flag, når man har sin sidste behandling. Jeg mindedes en yngre kvinde, som jeg for nogle uger siden havde set storsmilende med flaget….tænk at det nu var blevet min tur.

Læs hele tyvende afsnit af Mettes dagbog