Sitemap

Hvad er kræft?

Kræft opstår når normale celler i kroppen udvikler sig til kræftceller. Der er mange forskellige former for kræft, som fx lungekræft, brystkræft og hudkræft.

 

Kræft starter i cellerne
Kræft er ikke én, men mange forskellige sygdomme. Faktisk findes der hundredvis af forskellige kræftsygdomme, som får navn efter det sted i kroppen, hvor de opstår. Det kan fx være lungekræft eller brystkræft. Hver kræftsygdom har sine helt specielle kendetegn med hensyn til risikofaktorer, alder, køn, udbredelse, behandling og overlevelse.

Kræft er en sygdom, der starter i kroppens celler. Kræftceller opfører sig andeledes end normale celler. De kan dele sig og ødelægge de normale raske celler. Med tiden kan kræftcellerne udvikle sig til en svulst.

Den normale celle
Vores krop består af 50 billioner celler (50.000.000.000.000). Det vrimler med celler i pigens kropMan skal bruge celler for at ”bygge” menneskekroppen, derfor kan man kalde cellerne for kroppens byggesten. Celler kan have vidt forskellig størrelse og form. Og de har hver især deres rolle og hver sin plads i kroppen.

Vi har mange typer af celler: Hudceller, hjerneceller, hårceller, muskelceller osv. Cellerne blander sig ikke i hinandens arbejde, men koncentrerer sig om deres eget. Cellerne er specialister på hvert deres område, fx bruger hjernecellerne udelukkende energi på hjernen.

Cellernes liv er fastlagt på forhånd. Når en celle dør, skiftes den ud med en ny celle. Nye celler dannes ved, at de eksisterende celler deler sig. På den måde kan sår heles, blod, hud og slimhinder gendannes og hele organismen fungere.
Hver celle holder øje med og er i ligevægt med nabocellerne.

Cellerne er sociale og lytter til kroppens signaler. Når der sker en fejl i en celle, vil den først prøve at reparere sig selv ved hjælp af specielle reparationsenzymer. Hvis cellen ikke kan reparere sig selv, er den programmeret til at ødelægge sig selv. Man siger, at den begår selvmord.

Kræftcellen
Kræftceller er asociale, og modsat normale celler, lytter de ikke efter kroppens signaler. De begår ikke selvmord, selvom der opstår fejl. I stedet for deler kræftceller sig så mange gange, at der bliver flere og flere af dem. Til sidst kan der dannes så mange kræftceller, at de bliver til en kræftknude.

Fejl i en celle kan opstå af sig selv eller pga. påvirkninger udefra f.eks. tobaksrøg, der ødelægger lungecellerne. Men der skal mange ændringer til, for at kræft kan opstå. Cellen arbejder hårdt for at forhindre, at den bliver til en kræftcelle.

Fra normal celle til kræftcelle
Den normale celle har mange barrierer mod kræft. Man kan forestille sig barriererne som trappetrin. Der skal mange ændringer til, før kræftcellen er nået op på det øverste trappetrin. Hvis kræftcellen bryder den sidste barriere og når op på det sidste trappetrin, er der ikke flere naturlige barrierer. Kroppen kan ikke gøre mere for at forsvare sig mod kræftsygdommen. Derfor må lægerne træde til og bekæmpe kræftsygdommen ved hjælp af forskellig behandling f.eks. operation eller kemoterapi.En kræftcelle udvikler sig

  1. En normal celle forvandles til en kræftcelle
  2. Kræftcellen kopierer sig selv og danner en knude
  3. Kræftknuden vokser og kan nu opdages
  4. Kræftcellen spreder sig og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen.

Kræft i gamle dage
Læs om kræft gennem tiden:

www.museion.ku.dk/udstillinger/webudstillinger/cancerinternetudstilling.aspx




 

 



Tekst og redaktør: Trine Søe, cand.comm.

Sidst ændret: 03-10-2011



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk

Redaktion sundskole.nu

Skriv til os på redaktionen:
sundskole@cancer.dk