Sitemap

kemoterapi

Kemoterapi er en medicinsk behandling. Patienten bliver behandlet med en medicin, der indeholder stoffer, der dræber cellerne. Medicinen gør, at cellerne ikke kan dele sig. På den måde forhindrer man, at en kræftknude vokser.

 


Kræftceller bliver skadet af medicinen
De forskellige stoffer, der er i medicinen, virker forskelligt på cellerne. Cellerne bliver skadet i forskellige stadier. Derfor kombinerer man ofte stofferne, for at få det bedste resultat af en kemobehandling.

Kemoterapi gives ofte gennem et drop - et drop er en slange, der føres ind i en blodåre.

Raske celler repererer sig selv
Når man får kemoterapi virker behandlingen også på raske  celler. Men de raske celler har – i modsætning til kræftcellerne – evnen til at reparere sig. Det skal de have tid til. Derfor kan man ikke bare give en ordentlig dosis kemoterapi for en gang for alle at få bugt med kræftcellerne. For at de raske celler kan følge med, er man nødt til at holde pauser mellem behandlingerne.

Bivirkninger ved kemoterapi
Patienter, der bliver behandlet med kemoterapi, får tit en række ubehagelige bivirkninger. De kan bl.a. få kvalme og kaste op. Nogle føler sig udmattede og generelt utilpas. Der er også mange, der taber håret. 

Grunden til at man taber håret skyldes, at cellerne i hårrødderne tager skade af kemoterapien. Som regel begynder håret at vokse ud et par måneder efter behandlingen er slut. 

kemoterapi blev opdaget ved et tilfælde 
Vi skal helt tilbage til krigens tid for at finde svaret på, hvordan man fandt ud af, at man kan behandle kræft med medicin.

Både i Første og Anden verdenskrig brugte man nemlig sennepsgas som kemisk våben. Senere, da man obducerede ofrene for sennepsgas, opdagede man, at de havde et usædvanligt lavt antal hvide blodceller.

Det amerikanske forsvarsministerium fik omkring år 1940 to farmaceuter til at se nærmere på sagen. Efter en række museforsøg - der gik godt - prøvede de to herrer at behandle en kræftpatient. Også denne behandling gik rigtig godt. Mange forsøg senere kunne man konkludere, at kræft også kunne behandles medicinsk.

Nogle år senere – i 1965 – fik kemoterapien nok et gennembrud. Man fandt ud af, at kræftceller kan ændre sig og blive modstandsdygtige overfor kemoterapi. Men hvis man blandede flere forskellige stoffer, var der mulighed for at begrænse cellernes modstandskraft.

Udviklingen af den medicinske behandling har gjort livet en smule lettere for mange kræftpatienter. Det gør nemlig chancen for at overleve sygdommen langt større.



Forfatter og ansvarlig: Trine Søe, cand.comm.
Kilder: Viden og Hjælp, cancer.dk, menneskerogmedicin.dk.

Sidst ændret: 03-08-2011



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk

Redaktion sundskole.nu

Skriv til os på redaktionen:
sundskole@cancer.dk