Sitemap

Fakta om alkohol

  • Alkohol er et af de mest sundhedsskadelige rusmidler.
        
  • Gennem flere hundrede år har danskerne foretrukket alkohol som rusmiddel.
      
  • Alkohol forstærker typisk ens grundstemning, og man kan altså ikke regne med at blive glad af at drikke, hvis man i forvejen er ked af det. Er man vred eller agressiv, forstærkes følelsen også, hvis man drikker. 
        
  • Gravide kvinder skal undgå at drikke alkohol, da fostret er mere følsomt over for alkohol end moren. Hvis fostret udsættes for alkohol over længere tid, kan det få misdannelser i ansigtet, veje mindre ved fødslen og have mindre intelligens end andre børn.
      
  • Det kaldes afhængighedssyndrom, når man er afhængig af alkohol. Man er afhængig, hvis man gentagne gange fx oplever trang til alkohol, får abstinenser, når man stopper med at drikke, og hvis der skal mere og mere til, for at man føler sig påvirket.
      
  • Tømmermænd kalder man den form for ubehag, der typisk opstår dagen efter, man har drukket meget. Dette kan fx være hovedpine, kvalme og svimmelhed. 
      
  • Abstinenser er den mere alvorlige grad af ubehag man får, hvis man stopper med at drikke efter flere ugers druk. Abstinenserne varer typisk fra 3-7 dage, og kan fx være, at man sveder, ryster på arme og ben, kaster op, ens blodtryk og puls stiger, og man bliver nervøs og angst.
         
  • Delirium tremens er den værste form for abstinenser, man kan få. I denne tilstand har man de nævnte abstinenser i sværere grad og desuden svære kramper og syns- og føle-hallucinationer. Hallucinationer er, når man tror, man ser ting, der ikke er der, og man føler, at der fx kravler insekter under ens hud. Derfor kaldes tilstanden også for drankergalskab, og man er nødt til at blive indlagt og behandlet med medicin, da tilstanden kan være dødbringende

Fakta
Det europæiske kodeks mod kræft er de retningslinier, EU anbefaler, at vi lever efter, for at mindske antallet af kræfttilfælde og -dødsfald i Europa. Det nyeste kodeks er fra 2003 og omfatter fx anbefalingerne om ikke at ryge, at undgå overvægt, at bevæge sig, at spise frugt og grønt, at begrænse sit alkoholforbrug og at beskytte sig mod solen. 
       
Vidste du...
at man kan dø af, at have drukket for meget til en fest.
Har man drukket så store mængder alkohol, at man bliver bevidstløs, kan respirationscentret - det, der styrer vores vejrtrækning - blive lammet. En dybt sovende beruset person, man ikke kan vække, skal derfor altid på hospitalet. 

 

 

 



Tekst: Trine Dybkær, Cand.mag. og skolelærer
Redaktør: Trine Søe, Cand.comm.

 

Sidst ændret: 23-06-2008



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk

Redaktion sundskole.nu

Skriv til os på redaktionen:
sundskole@cancer.dk