|
Vi skal spise og drikke for at overleve. Men mad gør langt mere for kroppen end blot at fylde maven op og mætte. Mad vedligeholder kroppen indvendigt og udvendigt.
Kroppen er en organisme, der aldrig holder fri. Hjertet slår, blodet ruller i årene og hjernen arbejder konstant på højtryk (hos de fleste). Det kræver energi at klare alle de opgaver, og energien får vi gennem mad.
Det er ikke ligegyldigt, hvad vi spiser. Hvis kroppen skal virke optimalt, er vi nødt til at spise mad, der indeholder vitaminer og mineraler – altså sund mad.
Der er forskel på, hvor meget mad, vi har brug for. Hvis man sidder ned hele dagen, har man ikke brug for lige så meget som én, der drøner rundt og laver fysik arbejde. Men man bruger altså også energi, mens man sidder ned og når man sover.
Vitamin mangel I mange ulande, hvor fattigdom og svigtende høst er et vilkår for mange, ser man stadigvæk sygdomme, som skyldes fejl- og underernæring. Fx kan man blive blind, hvis man ikke får A-vitamin. Og hvis man ikke får nok d-vitamin mens man vokser, får man svage knogler.
Mad der forebygger Mad kan også bruges til at forebygge – altså undgå – nogle sygdomme. Fx er C-vitamin et godt middel mod forkølelse. Kalk, som vi får fra mælkeprodukter og nogle grøntsager, styrker vores knogler og fuldkorn ser ud til at forebygge nogle former for kræft.
Det er bedre at spise sig sund ved at variere maden end ved at tage en vitaminpille. Kroppen kan nemlig nemmere optage vitaminer fra mad. Og vi ved faktisk ikke præcis, hvilke stoffer i hvilken kombination, der forebygger sygdom.
Vand Omkring 60 % af vores kroppe består af vand, du kan se vandet i spyt og i øjnene. Vand holder kroppen ren inden i, så det er super vigtigt at holde styr på væskebalancen. Det kræver masser af vand – hver dag. Hver dag er der nemlig meget vand, der forlader kroppen fx når man er på toilettet og når man sveder.
Der er mange frugter og grøntsager, der indeholder vand, selv om det ikke lige er til at se med det blotte øje. Men hvis du fx lader en vindrue tørre, så den bliver til en rosin, kan du se, hvor meget vand der oprindeligt var i vindruen.
Hvis ikke vi får nok vand, bliver vi trætte, får ondt i hovedet, har svært ved at koncentrere os og er generelt utilpasse.
|