Sitemap

Fysisk aktivitet før og nu


I de sidste 150 år har samfundet udviklet sig enormt meget på mange forskellige områder. Udviklingen fra landbrugssamfund, industrisamfund og servicesamfund til det såkaldte IT- samfund, vi har i dag, er gået meget hurtig. Den moderne teknologi har på få årtier givet os en masse maskiner og teknologi, der gør en lang række opgaver hurtigere og lettere.

En af konsekvenserne er dog, at vi er blevet mindre fysisk aktive både i arbejdslivet og i hjemmelivet. Så hverdagen for et menneske i dag er meget forskellig i forhold til for 8000, 500 - eller 100 år siden, da dine oldeforældre var unge.

Arbejde og pligter før og nu
Forestil dig at du hver dag blev nødt til at arbejde efter skole for at aflevere hele din løn til dine forældre, så I havde penge nok til at kunne få mad. Eller at dine eftermiddage gik med at hente koks til fyret eller håndvaske en omgang af hele familiens tøj med en lillesøster på armen, inden du satte kartofler over til middagen!

Sådan kunne en eftermiddag sagtens se ud for din oldefar eller din bedstemor...


Da oldefar var ung
Da din oldefar var dreng, krævede de fleste jobs hårdt fysisk arbejde. Så et voksent menneske fik rørt sig rigeligt i løbet af en almindelig arbejdsdag, der tilmed var længere end i dag.

Børnene gik i skole, men det var almindeligt at børn også arbejdede og havde pligter efter skole. Ofte var det hårdt fysisk arbejde på en gård eller en fabrik – eller som bud for en forretning. For de fleste husholdninger især i arbejderklassen, var det simpelthen nødvendigt, at børnene arbejdede og afleverede pengene derhjemme.


Da bedstemor var barn
Da dine bedsteforældre var børn og unge, var der også en del børnearbejde, men det var ikke ligeså almindeligt, at børnene arbejde for at familien kunne få mad på bordet, som da dine oldeforældre var børn.

Derimod var det fælles for næsten alle børn og unge, at de havde pligter før og efter skole; såsom at se efter deres søskende, vaske, lave mad, hente kul og koks, gå til købmanden osv.


Da dine forældre var børn
Dine forældre havde højst sandsynligt også pligter, da de var børn. De skulle slå græsplænen, gå tur med hunden, hjælpe med opvasken e.l.

Du har måske også ting, du skal gøre derhjemme, men en af de store forskelle, fra dine oldeforældres tid op til nu, er, at pligterne og arbejdet dengang generelt krævede meget mere fysisk aktivitet.

I dag har vi maskiner og institutioner, til det hårde arbejde, og hvis børn arbejder er det oftest som et tilskud til lommepengene.

Leg og fritid før og nu
I dag er der mange børn og unge, der hellere vil lave noget andet end at spæne rundt og lege og spille spil i frikvarteret og efter skole. Før i tiden kunne man ikke altid selv vælge, om man ville lege eller ikke ville lege. Og nogle gange legede de voksne også lege - uden børnene!


I gamle dage legede de voksne
På din oldefars tid var der lege specielt for de voksne. Legene var tiltrængte afbræk fra huslige pligter og arbejde. Dengang var der jo ikke fjernsyn osv. at underholde sig med.

Det var almindeligt for voksne at lege ved selskabelige lejligheder. Det kunne være lege, der kunne vise, hvem der var stærkest. En del voksenlege var nemlig styrkeprøver, for dengang var det vigtigt at være stærk, da det meste arbejde var fysisk hårdt. Ofte var det også gennem forskellige lege, at de unge mænd og kvinder fik kontakt med hinanden.

Der fandtes enormt mange forskellige lege for både børn, unge og voksne, se og prøv nogle af de gamle lege her. 

Leg og fritid i gamle dage
I gamle dage var der som regel ikke plads til at børnene legede indenfor, fordi hjemmene ofte var små og familierne store. Desuden var hjemmene også i høj grad arbejdspladser, hvor de hjemmegående husmødre lavede mad, vaskede osv. Så børnene blev sendt ud og lege. Hvis det var på landet, var det på marken, i skoven eller måske i laden, og i byerne var det i baggårdene.

I skolen skulle man også være ude i alle frikvartererne i alt slags vejr, og der blev man nogle gange nødt til at spæne rundt og lege for at kunne holde varmen.


Da dine forældre var børn
Det var først omkring, da dine forældre var børn, at børn og unge kunne gå i fritidsklubber, ungdomsskoler og andre efter-skole tilbud.

Dengang var det almindeligt at børn legede ude efter skole og om aftenen både sommer og vinter. Ofte helt indtil det blev så mørkt, at man blev nødt til at holde op med at lege og spille, fordi man ikke kunne se noget længere!


Leg og fritid i dag
Hvordan ville din hverdag se ud, hvis du ikke havde adgang til mobiltelefoner, opvaskemaskiner, busser, toge, biler, vaskemaskiner og computere? Og hvad ville det betyde for din daglige fysiske aktivitet?

Det er jo dejligt med alle disse apparater og maskiner, men de betyder også, at man skal tænke over at røre sig nok. I dag kan man have en dagligdag, hvor man nærmest slet ikke bevæger sig; udover fra sin seng - til stolen i klasseværelset – til sin computer - til fjernsynet – og i seng igen.


Vælg selv fysiske aktiviteter

Nogle synes måske, at der er andre ting, der er sjovere end at spæne rundt og være fysisk aktiv – og nogle er måske blevet dovne og slaskede, netop fordi de ikke har bevæget sig i lang tid. Der kan være mange forklaringer – men prøv at tænke over hvor fedt det er, at man i dag selv kan vælge, på hvilken måde man vil være fysisk aktiv.


I dag har børn og unge større frihed

I dag er man er ikke som i gamle dage tvunget til at lave hårdt fysisk og husligt arbejde hver dag efter skole, men kan mere eller mindre selv vælge, hvad man vil bruge tiden på.

 

Derfor kan man også selv vælge lige netop de former for spil, lege og sportsgrene, man synes er sjovest. Det er da privilegeret!

 

 

 

 

 

 



Tekst: Lea Allingham Nielsen.

Sidst ændret: 20-02-2009



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk

Redaktion sundskole.nu

Skriv til os på redaktionen:
sundskole@cancer.dk