Vi arver alle noget fra vores forældre. Det kan være hårfarve, ansigtstræk eller en særlig næse. Men vi kan også arve sygdomme. Det er en genfejl, der er skyld i, at vi arver en sygdom.
Vores arvemasse består af DNA
De fleste kender DNA fra kriminalfilm. En forbryder risikerer at blive afsløret, hvis han efterlader et genetisk fingeraftryk (DNA). Det kan være en dråbe blod, hud eller blot et enkelt hår. Og bare en af disse ting kan være nok til at identificere et menneske.
Det skyldes, at alle levende væsner på jorden har forskellig DNA. 
De eneste, der har samme DNA, er enæggede tvillinger.
Hvis der opstår fejl i DNA - og dermed i generne – kaldes det en mutation. Det betyder, at der sker ændringer i arvemassen. Det behøver ikke at være noget alvorligt. Det kan fx være at man får blå øjne i stedet for brune. Men det kan også være sygdom, man arver.
Nogle af de kræftsygdomme, der er arvelige, er, brystkræft, æggestokkræft, livmoderkræft og tarmkræft. Men det er sjældent, at man arver kræft. Det er kun omkring 5 % af dem, der får disse kræftsygdomme, som har arvet sygdommen.
En blodprøve kan vise, om man har arvet kræft
Vi kan ikke se med det blotte øje, hvem der går rundt med fejl i deres gener. Det er ikke særlig mange, der arver kræft. Men man kan have en risiko for at have en genfejl, hvis:
- Der er mange i familien med særlige typer af kræft
- Der er en eller flere i familien, der fik sygdommen som meget ung
- Der er mange i familien, der får kræft
Hvis der er mistanke om, at der er arvelig kræft i en familie, kan man indsamle oplysninger om døde familiemedlemmer. Det kan være gamle sygejournaler og dødsattester. På baggrund af alle de oplysninger, man kan samle sammen, laver man et stamtræ.
Bliver mistanken styrket af stamtræet, kan man tage en blodprøve. Blodprøven skal tages fra et familiemedlem der har den sygdom, som man tror er arvelig.
Det er ikke alle, der har lyst til at kende deres fremtid
Hvis man kender til den genfejl, der er årsag til kræftsygdommen, kan man tage en blodprøve på de raske familiemedlemmer for at se, om de bærer det syge gen.
Det er en tung beslutning at træffe.
Hvis man får den besked, at familien har en øget kræftrisiko rejser det en række svære spørgsmål. Skal man fx sige det til slægtninge, man måske ikke tidligere har mødt? Det er jo ikke sikkert, at de har lyst til at have den viden. Og hvad hvis man har børn? Skal børnene så vide, at de har stor risiko for at få en livsfarlig sygdom? Hvordan vil det påvirke en 15 årig pige? Vil hun fx turde forelske sig og få en kæreste? Eller vil hun tænke, at det nok ikke kan betale sig?
Der er mange spørgsmål som kræver mange overvejelser og nogle vil have brug for rådgivning. I bund og grund handler det om, hvem man er som person. Nogle vil gerne kende til deres fremtid, mens andre lever bedst uden den viden.
Hvis man mener, at risikoen for at udvikle en kræftsygdom er for stor, kan man få en forebyggende operation.
Hvad ville du gøre?
Læs en personlig beretning
Redaktør og tekst: Trine Søe, cand.comm.
Kilde: Hjælp og Viden, cancer.dk
Sidst ændret: 03-08-2011