Kræft rammer hele familien
Der er mange mennesker i Danmark, der lever med en kræftsygdom. I slutningen af 2009 var der helt præcis 214.781. Mange af dem har børn, mænd, koner, kærester, fætre, kusiner, nevøer, niecer, papbørn osv. De bliver også berørt af sygdommen, for kræft er en sygdom, der rammer hele familien.
Der findes ingen regler for, hvordan folk reagerer, når de får at 
vide, de har kræft. Nogle bliver vrede, nogle går i chok, nogle bliver bange. Og så er der andre, der går i den helt anden grøft. De bliver lettede over at finde ud af, hvad de fejler. Men det er fælles for de fleste, at følelserne kommer på en gevaldig rutschetur.
Nogle har brug for at vide alt om deres sygdom. De er hurtige til at kaste sig over tasterne på computeren eller ringe til lægen. Men der er også nogle, der ikke har lyst til at vide noget som helst om deres sygdom. De tænker, at jo mindre de ved, jo mindre har de at være bekymrede om. Andre igen søger trøst hos familien, Gud, Allah eller en helt fjerde.
Livet ændrer sig med en kræftsygdom
Når man får konstateret kræft, er der mange ting, der ændrer sig. Hvor meget der bliver vendt op og ned på hverdagen vil ofte afhænge af, hvilken kræftsygdom der er tale om, og om den har bredt sig.
Nogle kan fortsætte deres liv uden de store forandringer. De kan arbejde og dyrke deres fritidsinteresser, som de plejer. Men der er rigtig mange, som er mærket af sygdommen. Det kan være fysisk og/eller psykisk. Det kræver energi at være syg. De fleste vil automatisk bruge mange kræfter på at bombardere sig selv med spørgsmål. Hvorfor lige mig? Er det min egen skyld, jeg er syg? Bliver jeg rask? Skal jeg opereres? Får jeg smerter? Skal jeg mon dø? Og hvad sker der med mine børn, hvis jeg dør?
For de fleste mennesker er det svært at acceptere, at ganske almindelige hverdagsting pludselig kan virke uoverskuelige. De daglige små ture med hunden kan pludselig føles som et maraton. En opvask med et par kaffekopper kan føles som at vaske op efter en hel spejderlejr.
Usikkerhed opstår, når familien rammes af kræft
Der er stor forskel på, hvordan en familie tackler nyheden om en
kræftdiagnose. Men for de fleste er det startskuddet til en tid med stor usikkerhed. Hverdagen kan nemt blive underlig forkvaklet. Alle går rundt på kattepoter for ikke at såre hinanden. Den syge vil ikke gøre resten af familien ked af det, og familien vil ikke gøre den syge ked af det.
Men alle er kede af det, og det bedste er at få talt om det. Det er ikke en situation, som bare forsvinder. Et sygdomsforløb kan være en langtrukken og pinefuld affære, hvor familien er nødt til at samarbejde og holde sammen for at kunne holde til det pres, det er, at leve med en alvorlig sygdom.
Som familiemedlem er det nemt at blive glemt i et sygdomsforløb. De pårørende føler tit, at deres egne problemer er ligegyldige. Kan man fx tillade sig at have kærestesorger, hvis ens far er smadder syg? Ofte prøver man at skåne den syge ved at lade være at fortælle ting, man tidligere ville have fortalt. Måske lader man netop være at fortælle, at man har kærestesorger.
Det kan få den modsatte effekt og virke sårende på den syge. De fleste har – selv om de er syge – stadigvæk lyst til at følge med i hvad der sker rundt omkring dem. Det er vigtigt at huske på, at hjernen stadigvæk fungerer, selv om man fx har mavekræft!
Børn og kræft
Hvert år er der omkring 150 børn (mellem 0-14 år), der får konstateret kræft. Af dem vil mindst 3/4, omkring 110 - 120 blive helbredt. Det er ikke mange børn og unge, der får kræft. Men for de børn, der skal gennemgå et sygdomsforløb, kan det være en drøj omgang.
Hvilke typer kræft får børn oftest
De to mest almindelige former for kræft, man ser hos børn, er leukæmi (blodkræft), og hjernesvulst. Til sammen står de to sygdomme for over halvdelen af tilfældende. Herefter kommer lymfekræft og nyrekræft.
En hverdag med kræft
I princippet må et barn med kræft danse hiphop, slå kraft- og bardutspring, stå på skateboard og springe i vandet fra en 10 meter vippe, hvis han eller hun orker det. Men der kan være perioder, hvor energien ikke rækker til fysiske strabadser.
Der kan også være perioder, hvor man er nødt til at holde sig væk fra andre mennesker, for at undgå smittefare. Det kan fx være, hvis man får kemoterapi, og immunforsvaret ikke fungerer så godt, som det plejer. Hvis immunforsvaret kører i et lavt gear, dur det ikke, at man sidder i et klasseværelse med 23 forkølede klassekammerater. En helt almindelig influenzavirus, der normalt er overstået med en uge i sengen, kan pludselig blive livsfarlig.
Det er vigtigt, at være åben om sygdommen og holde kontakten til kammeraterne, selvom man er syg og måske endda isoleret. Heldigvis smitter en virus ikke gennem telefonen, så man kan stadigvæk sende og modtage sms´er og e-mails.
For familien vender det op og ned på hverdagen, når der er et sygt barn. Det er startskuddet til en lang periode med undersøgelser, samtaler med læger, hospitalsophold, op og nedture. Familien skal også tackle de voldsomme følelser, der følger med at have et barn - eller være søskende til én - med en alvorlig sygdom.
I Danmark er vi ikke vant til at tale om døden. Vi accepterer at gamle dør. Men vi har svært ved at tale om, at børn også kan være alvorligt syge og i værste fald dø. Men sådan er livet også. Og det kan man bedst forholde sig til ved at tale om det.
- Til top
Kræftpatienter har brug for at tale om sygdommen
De fleste kræftpatienter har brug for at tale med andre om deres sygdom, deres bekymringer og angst. Nogle har et netværk, de bruger. Det kan bestå af fx venner, familie, naboer eller kolleger. Men der er også nogle, der ikke har et netværk eller som ikke har lyst til at tale om sygdom med folk, de er tæt på.
Der er forskellige muligheder for at få hjælp. Det kan være professionel hjælp fra læger, sygeplejersker eller psykologer. Men det kan også være fra helt almindelige mennesker, som fx selv har haft en kræft sygdom tæt inde på livet. Det kan enten være i grupper, eller man kan få personlig rådgivning.
Kræftens Bekæmpelse har kræftrådgivninger forskellige steder i landet. Man kan ringe eller møde personligt op og få hjælp. Det gælder både hvis man har kræft, eller hvis man er pårørende.
Hvis man har lyst til at sidde hjemme i sin egen stue, mens man får rådgivning, er der også mulighed for det. Så kan man fx benytte sig af telefonrådgivning. Eller man kan kaste sig over tasterne og diskutere med andre i et chatforum.
- Til top
Man skal tale med børn om deres sorg
Det er hårdt for et barn, at opleve far eller mor blive alvorligt syg
og måske endda dø af sygdommen. Når det sker, har man brug for ekstra omsorg og opmærksomhed. Og behovet for at tale om den mistede mor eller far, kan være der op gennem hele barndommen.
Selvom det heldigvis er de færreste børn, der mister en forælder, så er der alligevel en del, der bliver ramt;
- Hvert år mister over 4000 danske børn og unge (0-23 år) en forælder.
- Omkring 4% af alle danske børn oplever at miste en forælder i barndommen. Det svarer til, at der – statistisk set – i hver skoleklasse sidder et barn, der oplever at miste en forælder, før barnet går ud af skolen.
- Hvert år dør ca. 700 børn under 18 år, så mange børn oplever også at miste en søster, bror, kusine, fætter, god ven eller veninde.
- Hvert år oplever mere end 42.000 danske børn, at deres far eller mor bliver indlagt på hospitalet med kritisk sygdom. 4100 af dem på grund af kræft.
Alle disse børn har ekstra behov for omsorg og opmærksomhed. Og det gælder både i tiden under og efter en forælders alvorlige sygdom, og i tiden efter at barnet har mistet et nært familiemedlem eller ven.
Det kan dog ofte være svært for den forælder, der jo selv har mistet, at give den ekstra opmærksomhed til barnet i sorg. Derfor fortæller Kræftens Bekæmpelse lærere og pædagoger, hvor vigtige de er for de børn, de møder, som er i sorg. Klasselæreren er måske den voksne, der er mest sammen med det sørgende barn, udover den tilbageblevne forælder. Og læreren har måske mere overskud end forælderen, der selv kan være tynget af sorg.
Et barn, der har mistet, eller hvis forælder er alvorligt syg, har oftest brug for at tale med andre om sin sorg. Men tit tror fx lærere og kammerater, at det er bedst at undgå at tale om det og ”blande sig”.
Her fortæller en voksen, der mistede sin mor som barn, om hvordan læreren og kammeraterne i skolen reagerede på det, dengang;
”I skolen var der ikke én lærer, som sagde noget. Jeg kunne mærke, at de andre i klassen havde aftalt ikke at nævne ordet ”mor”. Det gjorde det hele meget værre. De andre børn var søde – kom og gav mig viskelæder – men jeg følte, at det nærmest var pinligt; kammeraterne vidste ikke, om de turde snakke med mig, eller om de skulle se den anden vej.”
De børn og voksne, vi har talt med, som har mistet en nær person i deres barndom, har alle fortalt, at tavsheden var den værste. Det, at voksne og venner, man ellers kunne tale med om alt, undgik at tale om det, der fyldte allermest i hovedet og maven, gjorde sorgen endnu tungere at bære.
Måske kan du også tænke på det, når du en dag møder en kammerat, der har mistet en person, der betyder meget for ham/hende.
Se mere om Børn og sorg, hvilke problemer, der kan opstå, og hvordan man kan hjælpe: OmSorg
Læs en masse information om hvordan det er at have kræft som barn eller ung og hvad pårørende kan gøre: Børn, unge og kræft
Til top