Sitemap

Dødelighed/overlevelse

Få svar på spørgsmål om hvor mange, der dør eller overlever kræft.

 

  
Hvor mange dør af kræft om året?
I 2009 var der 15.346 mennesker, der døde af en kræftsygdom i Danmark.
   
Mænd 7829
Kvinder 7517
 
Hvor mange overlever kræft?
Det er meget forskelligt hvor stor chancen er for at blive kureret og overleve en kræftsygdom. Det afhænger især af, hvilken form for kræft man har, og om man fortsætter med at udsætte sig selv for kræftfremkaldende faktorer som fx tobaksrygning.

Ser man kun på børn med kræft, vil over 110 af de ca. 150 børn, der får kræft om året, blive helbredt.

   
Hvor stor er chancen for at overleve de tre hyppigste kræftsygdomme?
Tallene i de to kasser viser hvor mange ud af 100 personer, der vil være i live fem år efter, de har fået konstateret en af de nævnte kræftsygdomme, hvis ikke de er døde af en anden årsag som fx en anden sygdom eller et trafikuheld.
  
Tallene gælder for Danmark, perioden 2004-2006 og tallene er korrigeret i forhold til det forventede antal dødsfald i befolkningen. Korrigeret betyder at tallene er renset, så man ikke tager dem med, som hvert år dør af andre ting. Når tallene for overlevelse er korrigeret på denne måde kaldes det for den relative overlevelse.
     
Fx er der 82 ud af 100 kvinder med brystkræft, der vil være i live fem år efter, de fik konstateret sygdommen, mens kun 11 ud af 100 af dem, der fik konstateret lungekræft. Risikoen for at dø af sin kræftsygdom er altså større, hvis man får konstateret lungekræft, end hvis diagnosen lyder på brystkræft.

De tre hyppigste kræftformer blandt mænd og relativ overlevelse efter fem år

Prostatakræft        68

Lungekræft            9

Tyktamskræft        52
  

  

De tre hyppigste kræftformer blandt kvinder og relativ overlevelse efter fem år.

Brystkræft         82
 
Lungekræft        11

Tyktarmskræft    57
    

 

Hvilken kræftsygdom er den mest dødelige?
Lungekræft er den kræftform, som flest mennesker i Danmark dør af. Der døde i gennemsnit 3.602 mennesker i Danmark om året af lungekræft i perioden 2004-2008. 1991 mænd og 1386 kvinder.
  
Man regner med, at årsagen til lungekræften var tobak for mere end 90 % af mændene og for mere end 80 % af kvinderne.
 
Kræft i bugspytkirtlen er for øjeblikket den kræftform, der giver den laveste chance for at overleve – eller den mest dødelige kræftform. Fem år efter, diagnosen er stillet, er der kun chance for, at 4 % af de mandlige patienter er i live og 5 % af de kvindelige.  (Tallene bygger på kræfttilfælde i perioden 2004-2006)
   
Årsagen til den lave overlevelsesprocent hænger sammen med bugspytkirtlens placering inde i bughulen. Man opdager måske først sent symptomerne på kræft, kræftknuden er svær at bortoperere uden at medføre store skader, og kræftsygdommen kan have spredt sig til andre dele af kroppen.

 
Hvilken kræftsygdom er den mindst dødelige?
Almindelig hudkræft er den kræftform, som giver størst chance for at overleve. Man skal være meget uheldig for at dø af sygdommen. Faktisk peger tallene på, at folk, der får konstateret hudkræft lever lidt længere end andre i samme aldersgruppe, måske fordi de begynder at leve sundere, efter de har fået stillet en kræftdiagnose.
  
Når almindelig hudkræft er forholdsvis nem at kurere, skyldes det bl.a., at huden er et yderligt organ. Derfor opdager man ofte kræften tidligt, og man kan nemmere bortoperere de syge celler. Almindelig hudkræft spreder sig desuden heller ikke så hurtigt som de fleste andre kræftformer.

Man skal dog ikke tage de gode råd om solbeskyttelse mindre alvorligt af den grund, da almindelig hudkræft er den kræftform, der kommer flest nye tilfælde af om året i Danmark.




Kilder:

  • cancer.dk, Hjælp og Viden
  • Publikationen Kræft i Danmark, Kræftens Bekæmpelse 2006
  • Talgrundlaget for beregningerne er data fra det danske Cancerregister i Sundhedsstyrelsen, Sundhedsstyrelsens opgørelse over dødelighed af kræftsygdomme, samt befolkningsoplysninger fra Danmarks Statistik. 

Tekst: Trine Dybkær, skolelærer og cand.mag.
Redaktør: Trine Søe, cand.comm.

Sidst ændret: 03-11-2011



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk

Redaktion sundskole.nu

Skriv til os på redaktionen:
sundskole@cancer.dk