Her kan du få fakta om pladecellekræft, til dine skoleopgaver
Er du kræftpatient eller pårørende, kan du få mere uddybende information om hudkræft på Kræftens Bekæmpelses websted Alt om kræft.
Pladecellekræft er den anden mest almindelige form for hudkræft i Danmark.
Om huden
- Huden består af tre forskellige lag.
- En voksen person har omkring 2 kvadratmeter hud.
- Huden på en voksen person vejer cirka 3 kilo.
Pladecellekræft
Pladecellekræft er den anden mest almindelige form for hudkræft.
Pladecellekræft starter næsten altid i ansigtet, men kan også starte på hånden.
Kræften udvikles ofte i hud, hvor der allerede er forstadier til kræft.
Pladecellekræft kan sprede sig til lymfeknuderne, men det er sjældent. Hvis det sker, kan man dø af sygdommen.
Hvad er årsagerne til pladecellekræft?
Det er sollyset, der er den primære årsag til pladecellekræft.
Men der er også en risiko for at få sygdommen, hvis man i en længere periode har rørt ved sod, tjære eller olieprodukter.
Typisk vil det være, hvis man arbejder med disse stoffer uden at beskytte sig med ordentligt tøj og handsker.
Hvem får pladecellekræft?
Der er dobbelt så mange mænd som kvinder, der får pladecellekræft.
Det er sjældent, at børn får denne sygdom.
Hvad er symptomerne?
Symptomerne på pladecellekræft er som regel et sår, der ikke vil hele.
Hvordan undersøger man pladecellekræft?
Lægen kan tage en vævsprøve af knuden. Det kalder man en biopsi.
Vævsprøven undersøger man i et mikroskop for at se, om der er kræftceller i prøven.
Selv om risikoen for at sygdommen har bredt sig, er lille, undersøger lægen altid området omkring knuden.
Hvordan behandler man pladecellekræft?
Lægen kan vælge at operere eller at strålebehandle.
Hvilken form for behandling lægen vælger afhænger af, hvor stor knuden er, og hvor den sidder.
Hvis sygdommen har spredt sig til lymfeknuderne, kan lægen fjerne lymfeknuderne ved operation.
Næsten alle patienter med pladecellekræft bliver helbredt.
Hudkræft i tal
Kilde: Alt om kræft, cancer.dk
Tekst: Trine Dybkær, skolelærer og cand.mag.
Ansvarlig: Trine Søe, cand.comm.
Sidst ændret: 02-05-2007