Sitemap

Tarmen

Fakta om tarmen

 

Tarmen består af muskulatur og slimhinde
 

Tarmvæggen består dels af ringformet muskulatur og dels af to længdegående muskelbånd, der transporterer tarmindholdet fremad.
Indersiden af tarmen er dækket af slimhinde.
 
Uden på tarmen ligger en masse lymfeknuder som perler på en snor, hvor snorene er lymfekar, der forbinder lymfeknuderne.
 
Lymfekarrene skal optage overskydende væske i alle væv og føre væsken til lymfeknuderne.
Her bliver væsken renset, før den sendes tilbage til blodbanen.
Fordøjelsessystemet med spiserør, lever, mavesæk og tarmsystem.
  
Gennem tarmen optager kroppen nærningsstoffer
I tyndtarmen bliver madens næringsstoffer spaltet og optaget sammen med omtrent ni liter væske. Væsken stammer fra maden og de mange sekreter, som tarmsystemet danner.

Tyktarmen optager en mindre mængde vand og salte og danner slim til at lette transporten af det nu faste tarmindhold.
Kostfibre og stivelse, som ikke er fordøjet i tyndtarmen, bliver nedbrudt af tyktarmens bakterier og optages. Bakterierne producerer K-vitamin og danner gasser. Mængden af gasser afhænger af madens sammensætning.

Størstedelen af madens ufordøjelige dele, hovedsagelig kostfibre fra planter, passerer til tyktarmen. Her spiller de en væsentlig rolle for tyktarmens evne til at arbejde og få tarmindholdet til at passere.


Afføringen består af vand og ufordøjet føde 
Afføringen farves brun af galden og består hovedsagelig af vand og ufordøjet føde samt cellerester og døde bakterier.
Hvis tarmens væske ikke opsuges, og/eller tarmen afgiver øget væske, får man tynd afføring.

Normalt er endetarmen stort set tom, men afføringen kan opsamles og opbevares i den nederste del af tyktarmen og til dels i endetarmen. Når den nederste del af tarmen er fuld, så udløses en refleks, der meddeler hjernen, at tarmen skal tømmes.




Kilde: Hjælp og Viden, cancer.dk
Tekst: Trine Dybkær, skolelærer og cand.mag.
Ansvarlig: Trine Søe, cand.comm.

Sidst ændret: 01-07-2011



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk

Redaktion sundskole.nu

Skriv til os på redaktionen:
sundskole@cancer.dk