Fakta om prostata, eller mandens blærehalskirtel
Prostata sidder under urinblæren
Prostata er et andet navn for mandens blærehalskirtel.
Den har form og størrelse som en kastanje og er lidt over to centimeter i diameter.
Prostata sidder lige under mandens urinblære, og urinrøret løber igennem den.

I prostata produceres sædvæsken
En rask prostata vejer 25 gram og består hovedsagligt af mange små kirtler.
Kirtlerne producerer hovedparten af sædvæsken, der lagres i sædblærerne.
Sædvæsken er den væske der, blandet med mandens sæd, kommer ud af penis, når manden har udløsning.
Prostata vokser med alderen
De fleste organer bliver mindre med alderen, hvorimod prostata ofte vokser og udvikler en godartet forstørrelse.
Det er det mandlige kønshormon testosteron, der påvirker prostatas vækst.
Hvis forstørrelsen er godartet, er der ikke tale om kræft, men den kan klemme på urinrøret og give problemer med at tisse.
Forstørrelsen begynder ofte i 50-års alderen og kan behandles med medicin eller operation.
Kilde: Alt om kræft, cancer.dk
Tekst: Trine Dybkær, skolelærer og cand.mag.
Ansvarlig: Trine Søe, cand.comm.
Sidst ændret: 03-05-2007